
Som så mange gange før, havde jeg tjekket, hvad jeg manglede af fornødenheder. Dernæst tog jeg på den efterhånden meget velkendte strækning for at få handlet ind. Denne gang var det den tyske kæde
Lidl, som var målet. Forretningen, som vi kun har haft i byen et par år. En forretning i den nordlige del af byen med gode parkeringsforhold. Der er altid god plads, når man ankommer, og det er til at komme fra og til, da der er lysregulering, da forretningen ligger lige op af den gamle hovedvej. Forretningen er en dejlig, lys butik a

t komme ind i. Brede gange, det er til at færdes i med indkøbsvogn. Fascineret af deres grøntsagsafdeling, stort udbud, friske grøntsager. Priserne i bund stort set overalt i butikken.
Da jeg var færdig med at handle ind, kørte jeg ind omkring denne kirke, som jeg kommer lige forbi. Jeg ville ind med en buket blomster til mine forældre, som blev begravet på denne kirkegård med 17 års mellemrum
på nær 4 dage. Som så mange gange før, da jeg stod ved lågen, kunne jeg se, hvor velholdt denne kirkegård virker. Allerede ved lågen giver stedet et indtryk af en fredfyldt ro, orden, system. Så for mig, hvordan far og den daværende graver altid skulle drille hinanden, godmodigt. De stod med hver sin pibe nogle minutter, mens jeg ordnede gravstedet.
Ved begge begravelser så jeg en fyldt kirke, især hos mor, hvor jeg husker klapstole, bænke, sikkert fordi hun måtte herfra alt for tidligt, kræften, som tog hende. Senere måtte far herfra, blodprop. Kontrasten på deres død var stor. Mor døde på sygehuset, hvor hun var indlagt et døgn. Døde alene med sig selv i en hospitalsseng. Vi kunne ikke komme derind i tide, der var snestorm, prøvede at komme
af sted, men havnede i grøften. Senere på dagen fik vi en til at køre os derned, som havde en 4hjulstrækker. Vi kunne se, hun havde fået fred,blevet fri for smerter.
Senere, da far måtte herfra, fik han det elendigt ud af aftenen herhjemme, jeg ville have fat i vagtlægen, han ville vente til dagen efter, jeg ringede alligevel, der kom en kvinde, som omgående kunne se, han havde det meget skidt. På fingerspidserne kunne hun se dårlig ilttilførsel, og at han levede på meget kort tid, ville ikke nå på sygehuset, ville dø inden, så hun ringede afbud til ambulancen. Det ville være synd at flytte ham, hun blev her til han var død, hun var god i denne situation, han døde af en blodprop. Fik sit ønske opfyldt og fik lov at dø hjemme i sin seng med mig ved siden, en helt anden oplevelse i nuet, havde det bedre med fars død, selv om det var den sidste af mine forældre, som måtte

herfra.
Den store forskel er hovedsagelig, jeg ikke syntes, jeg fik ordentlig farvel til mor, da jeg ikke var hos hende da hun døde, det var jeg hos far. Alligevel har jeg nu - på min måde fået det gjort, og jeg kan nu sige, jeg ligesom har sagt ordentlig farvel til dem begge, de er mange gange hos mig i dagligdagen i overført betydning.
Mens jeg puslede inde på gravstedet; ordnede blomsterne, fjernede ukrudt og lod tankerne vandre tilbage til dødstidspunkterne, sad hunden pænt ude på gangen, bundet til et gelænder, da vi var færdige der, var vi lige henne ved et andet familiegravsted, inden jeg syntes, jeg var klar til at tage derfra,hjem til det velkendte.