
For nogle aftner siden, tog vi lige en extra minitur ned i skoven, hvor vi gik på egen matrikel, den milde luft skulle lige nydes, inden det var ryk ind tid for resten af den dag efter en solbeskinnet dag.

Som ofte før kunne jeg ikke stå for spillet sol-skygge dernede. Skyggen er på min matrikel, solen er på nabogrunden. Nød ligesom at vandre rundt i eget område med hund uden snor, der var ligesom mere frit for os begge, og pelsdyret var ikke slem til at rende for langt væk fra "mor", men holdt sig rimelig tæt på mig uden, jeg behøvede at kalde.

Her står hun eftertænksomt og venter på, jeg skal komme. Kameraet skulle absolut i brug nogle gange undervejs, ofte, mens fotografen er i gang, sætter hun sig tålmodigt, er efterhånden klar over, når der er tid til at traske videre.

Myreflittige myrer er jeg fristet til at sige her, disse 2 større tuer ligger på mit område, i nærheden af et granområde. Utoligt, hvad de små væsener har evnet at præstere. På områder kunne vi lære meget af dem, men tror ikke, vi på sigt kan holde til deres tempo, arbejdsiver, vi er ligesom ikke bygget til det, har jeg en ide om.