Under en af mine utallige gåture kom jeg forbi dette sommerhus. På denne plads har der været sommerhus i den tid, jeg kan huske tilbage. I barndommen og indtil jeg var voksen lå der et lille, forsømt hus, som virkelig trængte til hjælp, det var slet ikke opdateret.
De sidste år den ejer havde det, var han undskyldt som sådan, han havde ikke kræfterne til det, huset forfaldt mere og mere, der var ligesom et spøgelsespræg over det, husker, jeg var halvvejs bange for det, så forfaldent var det. Der kom en ny ejer til området, som havde økonomien og pengene til at få noget gjort, også med selve skoven. I det område var der dengang 2 mikroskopiske huse, der begge var meget forfaldne, de blev nærmest kun brugt til jægerne, som havde lov til at søge i ly. Den efterfølgende ejer fik lov til at bygge det her sommerhus i dobbelt størrelse, hvis han ragede det ene ned, hvilket han var med på. Ved samme lejlighed blev der ryddet op på grunden, så de kunne se ned over engen og søen.
Her i sommer var jeg inde i det nuværende hus for første gang, det er hyggeligt og godt indrettet. Da jeg gik hjem igen gennem skoven, myldrede minderne frem. Så pludselig stagerne på grunden til at stange ål med i vinterhalvåret, når der var is på søen. Far, ejeren af sommerhuset og en mere tog ud på søen for at stange ål. Nogle gange fangede de ingenting, andre gange havde de mere held i sprøjten. Nogle gange var jeg med dernede, betingelsen var, jeg skulle holde mig væk fra hullet, de havde lavet i isen. Det gjorde sådan set heller ikke noget, jeg fandt det sjovere at lave glidebaner på isen. Husker de 3 mænds godmodige indbyrdes drilleri, der skulle ske noget. Set i bakspejlet virker det der forløb lige så meget som noget, de gjorde for hyggens skyld, at de havde en fælles interesse. Det er nu mange år siden, det har været tilladt at stange ål på søen, trekløveret savnede det meget i starten, ligeledes med at lægge ruser ud til ål, skrubber og hvad de ellers havde gang i.
Ejeren af sommerhuset havde en mindre robåd til at parkere næsten som fast inventar nede på sin eng, jeg havde lov at benytte den, hvis jeg havde lyst. Husker, jeg som teenager især benyttede mig af det. Elskede at ro ud midt på søen, kaste anker og ellers nyde den helt specielle stilhed, der var ude på vandet. Den daværende hund lå i bunden af båden, nogen gange hoppede hunden i vandet en tur, den skulle afkøles. Med mig havde jeg lidt læsestof, som ikke altid blev benyttet, madpakke og drikke til de tilsammen 6 ben, kunne bruge timer derude. Til tider glemte jeg tid og sted, far kom somme tider og hentede os.
