BILLEDER

Billederne i dag er faktisk en fortsættelse af min rute den anden dag med sommerhuset. Da jeg fik mig løsrevet fra sommerhuset, havde jeg truffet den beslutning, jeg ville hen forbi Krebsedammen på hjemvejen, hvor jeg fik taget disse 2 billeder. Dammen lå fredfyldt, idyllisk der i skoven. Der hørtes ikke en lyd, vindstille stort set. Stod bare og beundrede dammen med træerne i baggrunden.

Bag mig, mens jeg stod og betragtede dammen, havde jeg en skråning bag mig, som lå i skygge, kontrasten var stor, foran mig sollyset, bag mig skyggenernes land med åbent landskab på skråningen. Der var det også svært at løsrive sig, men det blev igen nødvendigt at få sig bugseret videre, det blev for køligt. Da jeg gik derfra, skulle hunden lige i dammen, det skal hun altid - næsten, hvilket har været en tradition siden, hun var lille hvalp. Det har altid været en vandhund, og jeg har lært at komme udenfor rækkevidde, når hun kommer op, da der lige skal en rystetur til.

Da jeg endelig kom ud af skoven og var næsten oppe ved ejendommen, så jeg som så ofte før ned mod skoven, hvor dette her syn mødte mig. Det kunne jeg heller ikke stå for, igen faldt jeg i staver, inden jeg fik mig bunket sammen til at lunte det sidste stykke. Da jeg kom ind efter gåturen, erkendte jeg, det dels var mindernes dag, dels dagen, hvor jeg stod og faldt i staver over "ingenting." Jeg trak ligesom på skulderne, da jeg var overbevist om, at andre kender den samme fornemmelse.

"DANIEL"

"Daniel" kunne have fyldt år i dag, nr 43 i rækken. En af min barndoms legekammerater. Hun tabte kampen mod kræften i april sidste år. En klasse under mig i folkeskolen. "Daniel" som var i Aalborg og kom hjem lige til sidst, hvor hun stille sov ind i sit barndoms værelse hos sine forældre. Blev bisat på min arbejdsplads. Hun har altid været meget spinkel, til sidst var hun kun skind og ben, kunne se, hun selv havde opgivet kampen. Gnisten var væk, hvilket tydeligt kunne ses på kropssproget, øjnene, barskt at se hende sygne hen, blive til ingenting.
Husker, hendes forældre købte kartofler her en årrække, indtil jul også juletræ. "Daniel" kom sammen med sin far for at hente træ, og hende, vore fædre og jeg traskede i skoven for at finde det rigtige, vi tog hjem til os selv ved samme lejlighed. Andre gange var vi nede hos dem med kartofler. Vi havde kontakt derimellem, selv om vi som børn begge var stille, harmonerede vi godt sammen, kunne være sammen i timevis, og tiden bare smuttede mellem hænderne på os.
Hendes mor kommer med jævne mellemrum på kirkegården i dag og tilsyneladende har hun evnet at komme videre, kommer med sin raske, ranke gang, som jeg husker fra barndommen. Håber, hun "Daniel" har det godt hvor hun er nu.