BILLEDER

Da jeg i dag var ude på min næsten daglige vandring, endte jeg - som ofte før - nede ved søen, hvor jeg kom i legehumør med kameraet, denne smådisede februardag. Det var zoom knappen, der skulle eksperimenteres med. Disse 2 billeder her er taget på nøjagtig samme plet, det ene billede så tæt på, jeg kunne zoome søen ind, det andet længst væk.
Jeg var lidt forbløffet over effekten, da jeg så resultatet på pc'eren, der er større forskel end ventet på resultatet, så blev jeg så klog, man bliver vel aldrig for gammel til at lære og sammenligne resultater.

Mens jeg vandrede rundt, kunne tankerne godt gå selv, hvilket de også gjorde. I dag fylder en af mine lærere fra folkeskolen 75. En lærer, jeg havde de sidste år, jeg gik der. Hun var en moderlig, omsorgsfuld type dengang, men havde et lille handicap, hun var ikke altid lige god til at holde styr på klassen. Husker, hun engang havde en lidt længere sygdomsperiode, hvor vi havde skiftende vikarer eller sad selv. Da hun kom tilbage på sin pind, var vi blevet bagefter med pensumet, det skulle indhentes.

Dengang var der noget, som hed klassens time, hvor vi i fællesskab planlagde, hvad der skulle ske, hvis der skulle ske noget indenfor rimelighedens grænser. Timen blev inddraget til undervisning, indtil vi igen var med. Specielt en af drengene var ikke tilfreds med den beslutning, vi andre gik, stort set, stiltiende ind på det, da vi godt kunne se logikken. René eller hvad han nu hed, blev konstant ved med at sabotere undervisningen i timen, læreren bad ham gang på gang om at holde inde, uden resultat. Pludselig fik hun nok, hun gik ned til ham med stormskridt og gav ham et højlydt klask på den ene kind.

Der blev dødsens stille i lokalet, vi kunne høre den berømte knappenål falde til jorden. Jeg ved ikke, hvem der var mest rød i hovedet af René og læreren. Der var ro resten af timen. I næste time fik han en undskyldning, og længere hen i skoleåret fortalte læreren, hun bagefter var gået direkte ind på kontoret for at sige, hun havde forløbet sig. Der blev svaret, det var ok, de kendte godt eleven - andre lærere havde klaget over hans til tider øretæveindbydende væsen. Ingen troede på, han ville sladre hjemme, da han vist godt selv var klar over, han havde fortjent den, selv om lærerne dengang ikke måtte slå.

Læreren ser jeg til tider den dag i dag, mest når jeg handler ind i Føtex i Hobro, hvor hun også har sin gang. Nok kan man efterhånden kalde hende en ældre dame, men hun er langt fra senil eller noget, som ligner. Hun ligner, stort set, sig selv fra dengang, bare i ældre udgave, de slagfærdige kommentarer er der endnu, ligeledes hendes omsorg for andre, hendes dobbelttydigheder, humøret letter altid et par grader, når der tilfældigt har været møde med hende i Hobro.

ÅRSTIDSFORVIRRING

Da jeg tidligere på dagen var ude med kamera i lommen, kom jeg til at tænke på, jeg ikke havde vist i form af billeder, foråret er kommet til det sydlige Himmerland. Vintergækkerne er ikke så meget et særsyn her i februar, de har ofte været tidligt fremme, disse robuste blomster, som tåler meget.
Derimod står jeg mere med åben mund og polypper ved dette syn af påskeliljerne i knop, jeg opdagede dem i søndags. Ok, disse løg står i læ ved min bagtrappe, skærmet mod vestenvinden. Alligevel stod jeg og måbede, da jeg så denne forårsbebuder her i februar måned, det kan jeg ikke huske, jeg nogensinde har set før, og igen er jeg der, om ikke både naturen og os pt er blevet årstidsforvirrede, hvilket jeg også var inde på i søndags, da jeg skrev om, jeg havde observeret dem...

DØDEN 1

Har været væk fra matriklen tidligere på dagen og kom forbi "gerningsstedet". Stedet, hvor Rasmus (nu kan jeg godt oplyse det rigtige navn, Lene, da det er kommet frem i lyset har jeg hørt flere steder fra.)
Stedet, som Lene intetanende nærmede sig søndag aften. Stedet, hvor hendes lys brat slukkedes som ved tryk på en kontakt. Rart, hun trods alt ikke lå og led inden døden indtraf, men væk, i samme nu, hun ramte jorden. Bilen, som stod med forenden nede i jorden, hjulene lige op i luften. Bilen var dog fjernet på min vej i dag, dybt spor, hvor bilen havde stået, i rabatten blomster og lys.
Lene, som alt for tidligt må genforenes med sin far, det er stadig lidt ubegribeligt, hun ikke mere er en del af gadebilledet. Livlige, glade Lene, hvor der skete noget. Humørsprederen. Børnene er fremme på min nethinde gang på gang, de stakler, som så brat måtte af med deres mor. Hvem tager sig af dem.
Jeg er overbevist om, at mange møder op til mindehøjtideligheden i kirken, hvor hun hørte til, og som er en del af mit arbejdsliv. Hvem som har truffet afgørelsen, er jeg ikke klar over, synes bare det er okay, beslutningen blev truffet ang mindehøjtidelighed i kirken, hvor vi skal have blomster i bænkene samt på alteret, flag på halv hele dagen.
Jeg er overbevist om, Lene ikke har noget imod beslutningen. Håber stadig, børnene får den støtte, de har brug for i deres ulykkelige situation.
Tror, det er dem, som fik sat blomster og lys ved stedet, hvor deres mor fik sit endeligt, flammerne lyste for Lene, stille, da jeg kom forbi og mindedes Lene på den strækning mange gange.... Endnu engang: Fred være med dig, Lene, fred være med dine børn, som jeg tænker på, specielt sønnen, som skal konfirmeres i år.