mandag den 28. april 2008

SKOVBILLEDER

Denne gang har jeg grønne områder på mit program, da jeg godt kan lide den lysegrønne farve, som minder om håbets farve.
En plet i skoven, hvor der altid er grønt i skovbunden, da bækken, jeg jævnligt følger i det her område ligesom har delt sig i to en kort strækning, derimellem er der noget smattet, og det frister ikke just at traske rundt der.
Jeg går på nabogrunden - og kan se "hjem" til eget område, lige her er bækken skellet. Hvor vi gik, skal hunden i snor, så tæt på at kunne løbe frit - og alligevel så langt væk.
Her var jeg ved at forsøge at fange et hurtigt løbende rådyr med mit kamera. Det løb i fuld trav på vejen, jeg havde tilfældigt kameraet fremme, da det flotte dyr sprang ud på vejen fra højre side, der var ikke tid til at bruge zoomknappen, desværre kan jeg ikke selv se noget dyr på billedet i det fjerne på stien, men det var et forsøg...

HUNDEN

Vanen tro har vi været ude at sondere terrænet, der skulle motion til - og vand, hvilket ikke kommer bag på mig.
De første 2 billeder viser hende som vandhund i bækken, og det kommer ikke bag på mig, da hun viste de første tendenser fra da jeg fik hende som lille hvalp, der skulle vand til.
De sidste billeder er fra dammen, hvor der skulle svømmetur til, da vi var i nærheden af dammen, blev hun sluppet løs, da jeg kunne se, hvor hun ville hen, og det var en sort pil, som drønede direkte ned til dammen - og i.
Her på vej op fra dammen, og jeg holdt mig på behørig afstand, da jeg ikke havde lyst til brusebad, selv om der var meget lunt, jeg ville godt selv bestemme, hvornår jeg skulle mærke vand, det skulle pelsdyret ikke...

søndag den 27. april 2008

ANLÆG IGEN

Da jeg i forgårs var færdig med at studere rådyr, skulle jeg igen en tur hen i anlægget, da jeg forrige gang ikke var inde i huset, som har borde og bænke, der er til fri afbenyttelse for dem, der kommer forbi.
Da jeg sad derinde, gled øjnene rundt - og stoppede bla op ved det hus til højre i billedet. Af gode grunde set fra bagsiden. Denne bygning indeholdt for en del år siden købmandsforretning, byens sidste, som jeg husker. Blev lukket da jeg var ca 8 år. Udenfor var der benzintank.
Nu er der smed, og stort set ikke andet. En smule liv i byens forsamlingshus, som er privatejet, hvor ejeren bor i lejlighed ovenover.
Soppehjørnet i byens anlæg, der var hunden lige henne, der skulle lidt væskeindtagelse til, inden vi drog videre på vores tur, hvor vi gik ned i skoven...

lørdag den 26. april 2008

RÅDYR

Igår da jeg skulle ud at gå, kom jeg i tanke om, jeg ville gå en lille omvej før, der skulle traskes i skoven. Vi skulle ind omkring rådyrfarmen, som ligger under en km fra min matrikel. Når jeg ikke har let ved at få dyrene i kameraet i skoven, må jeg gå andre steder hen.
Der var ikke langt fra tanke til handling, vi traskede afsted for at se rådyr. Vi tog dog ikke omgangen rundt om indhegningen, da jeg ikke havde husket pose, hvis hunden skulle af med visitkort, og det var knap så smart, når vi var kommet ind i bebygget område. Der blev alligevel studeret rådyr der fra den ene ende af indhegningen, det kunne snildt lade sig gøre at beundre disse smukke dyr, som fredeligt gik og græssede der midt i det hele.
Ejeren bor i det gule hus her med lyse vinduer. Ejeren, som jeg husker fra barndommen, ungdommen. Er godt et år yngre end undertegnede og overtog sit barndomshjem, da den sidste af hans forældre faldt væk. Dette hus var en overgang samlingssted for byens unge, dog med måde. Der var med spredte interval gæstebud, der var en mindre gildesal i kælderen, hvor vi en sjælden gang måtte rykke ind. Dog ikke hele natten, husker ikke længere tidspunktet, vi skulle være ude på. Ok, det var et lille sidespring, jeg kom til at tænke på, mens jeg stod og studerede dyr. Disse flotte dyr, som jeg næsten kunne stå og se på i evigheder, men der kunne vi jo ikke blive stående, men måtte videre på vores færden rundt i området...

LOGERENDE

For nogle dage siden blev jeg ligesom bevidst om livlig trafik af et solsortepar ud og ind af min garagebygning, hvor jeg i den ene ende ud over bilen også har træ, som er klar til fyret.
Jeg skulle lige ud og se, hvad der var gang i, der var en rede med æg, og jeg vidste ligesom, hvad klokken havde slået. Tidligere i dag var jeg heldig, da jeg kom ind i udhuset, sad hunnen på sin "pind" og holdt sig pænt i ro. Det der syn kunne jeg ikke stå for, jeg ville have et enkelt billede af min logerende, så jeg kan sige, jeg har haft extra beboere på matriklen en tid...

fredag den 25. april 2008

DAMMEN

Legebarnet har været fremme hos mig som det har været før. Jeg var kommet i tanke om, dammen, jeg har gået forbi utallige gange i mit liv, skulle tages på forskellige tidspunkter af dagen -
mest for at se forskellen mht skygger. 2 forskellige billeder kommer frem på skærmen som man kan se.
På min vej dertil, faldt jeg over disse blomster i skovbunden, et mindre område af bunden er dækket af klynger, lidt specielt at se dem her midt i det hele.

torsdag den 24. april 2008

LEGEKAMMERATER

Til tider er jeg væk fra matriklen og har pelsdyret med som her. Det var aftalt på forhånd, for disse 2 hunde enes fint, har været sammen nogen gange efterhånden.
Den lyse er halvt sjæfer, halvt retriever, 10 år. Min knap 3 og en blanding af sjæfer labrador. De tossede hunde opfører sig som kåde hvalpe, den ene næsten værre end den anden til narrestreger. Der var udendørs liv fra start til slut mens jeg var der, kvinden var i gang med at male plankeværk, da jeg ankom, hvor jeg fik en pensel stukket i hånden, så der var gang i den den første tid, jeg var der, der skulle snakkes, jeg trængte til at komme lidt væk hjemmefra.
Senere satte vi os i solen et sted, der var læ og fik en kop kaffe, mens der blev snakket om løst og fast og kåd hundeleg indenfor rækkevidde, bilerne kørte konstant på asfalten i nærheden, enten mod Hobro eller Hadsund. En kontrast til det, jeg er vant til i dagligdagen her.

FORÅR 2007
Powered By Blogger