GÅTUR

Igen i dag har de to faste beboere på adressen været ude på gåtur, hvor vi traskede en rute på godt en time. Pelsdyret var kåd fra start, så vi startede på græsmarkerne, hvor jeg kunne lade hende løbe frit. Vi gik i modvind, hvilket ikke gjorde noget, der var påklædning efter det. På skovvejen kom vi forbi dette syn af en gran, som vi så ofte har gjort. Synes, det ser lidt sjovt ud, som denne gran er kommet til at se ud, et af naturens luner, som der faktisk er mange af, hvis man ellers lige får øje på det. Har dog observeret dette syn før uden at tage videre notis af det førend jeg kom forbi.
Her er vi på vej hen til et af områderne, som bærer præg af januarstormen tilbage til 8. januar 2005, i venstre side af billedet kan man se, en af ejerne i området endnu ikke er færdig med at rydde op, han har et ryk nu, hvor han bruger tid på at få noget af sit gran hjem til sit fyr.
På min vej så jeg et syn, jeg ikke ser så tit, nemlig et par hoppende harer, som kom i fuld firspring. Hunden ville meget gerne have været efter dem, gav et umotiveret ryk i snoren, hvilket "mor" dog var forberedt på, da hun havde set harerne på min vej. På trods af, der var overskyet og der skulle ses i vejviseren efter solen, var vejret meget mildt, da vi var kommet ind i skoven, kunne gå i roligt tempo uden at fryse, nyde synet af "skovens dybe stille ro" der på vejene og stierne.
Selv om jeg efterhånden har gået strækningen utallige gange i mit liv, kan jeg stadig finde nye ting på turen, hvilket er blevet fremmet af mit kamera, jeg stort set altid har med mig som extra øje. Det er dog ikke altid, det er i brug, alligevel sanser jeg på en anden måde en tidligere, selv om det bare er i lommen.
Idag mødte jeg ikke et øje på min rute - ud over harerne.
Det sidste stykke fik hunden lov til at løbe frit igen, da jeg kom ind i eget område. Inden vi nåede helt hjem, blev der lige leget lidt med en bold på marken, og dyret var tørstig og træt, da vi låste os ind...

NATUR

En af dagene, pelsdyret og jeg var ude på vandring mindede det klart om forår på trods af årstiden. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, temperaturerne var årstiden taget i betragtning høje. Nød at trisse afsted i dette lune vejr, mærke solen, høre enkelte fuglefløjt på min tur, høre mine skridt i skovbundens bladtæppe. Her er jeg kommet fri af skoven og er næsten nede ved søen, står ved bækken, falder i staver over vandets rislen, hunden som lige skal plaske lidt i vandet.
Videre på min færden kommer jeg forbi punktet, hvor jeg kan se søen, her på skovvejen skal der også lige stoppes op og faldes i staver over dette syn, selv om jeg har set det mange gange i tidens løb. Der blev jeg ikke stående længe, for der var det lidt mere åbent terræn, vinden var trods alt lidt kold, når der blev stået stille.
Der var ikke mange mennesker ude i området på det tidspunkt, så kun en enkelt bil, som kom trillende ganske langsomt. Da vi kom helt fri af skoven og kom til græsmarkerne, som ville føre os hjem, slap jeg hunden fri, så hun kunne få lov til at strække ud, hvilket passsede hende fortrinligt, der kom nogle kåde bjæf og hun opførte sig som en kåd hvalp. Havde medvind den sidste godt halve km hjem, forsøgte som eksperiment ganske kort at gå imod den, og der kunne jeg alligevel godt mærke, vestenvinden var halvkold, selv om der ikke var meget af den. Da vi igen var hjemme, havde vi været væk godt en time efter en af favoritruterne som ikke just blev grimmere af solskin frem for dis eller overskyet, tværtimod.