
Lige nogle få billeder fra en af mine utallige vandringer med hunden som fast følgesvend. Gang på gang slår det mig, jeg faktisk er heldig stillet mht natur i nærmeste omegn. Jeg behøver ikke tage særlig langt for at komme ud i naturen, jeg er omkranset af den, bare jeg træder ud af yderdøren. Det her billede er taget lige udenfor, hvor jeg ikke har taget ret mange skridt. På billedet ses en gravhøj, som vi faktisk har utrolig mange af i området. Enkelte steder kan kan ikke gå/køre særlig langt, førend vi ser en enkelt eller en klynge. Førhen så jeg jævnligt naboen have gang i sine saveredskaber for at holde væksten derpå i ave, der har han i tidens løb brugt mange timer, træet solgte han, da han ikke selv havde anvendelsesmuligheder for det.

Her er den nærliggende sø, tæt på Mariager Fjord igen afbilledet. Vand gør et eller andet ved mig, det trækker lige så vel på mig som hunden. Har det bedst med, jeg ser vand, hver gang, jeg er ude at trave i området, som jeg efterhånden kender som min egen bukselomme. Jeg er i tænkeboks pt, da der lige er en lille hytte lidt længere væk fra mit sædvanlige område, som jeg ikke helt kan huske, hvor er. Der har jeg ikke været i flere år, muligvis ender det med, jeg må spørge mig for, så jeg kan finde dertil, hvis ikke min husker vil samarbejde.

I området her kommer jeg meget ofte på min færden, da der er flere indfaldsvinkler for at komme hertil, ca 15 min fra min hjemadresse. Vejen nedenfor skrænten var farbar i personbiler i min tidligste barndom, man kunne med forsigtighed køre der. Husker den hvide DKV, som dengang var på matriklen med mellemrum kørte der, ikke særlig tit, men alligevel erindrer jeg far ved rattet, mor ved siden og undertegnede på bagsædet med øjnene kørende rundt, det hele skulle allerede dengang suges til mig, ok, der blev jeg igen grebet af fortiden, beklager derude...