GÅTUR

Måske et lidt utraditionelt billede, men kunne ikke stå for stien, som fører op til sommerhuset, som jeg har afbilledet ude i siden af bloggen. Stien har jeg set utallige gange, når jeg har passeret uden dog at tage noget notits af den. I går kunne jeg pludselig se noget nyt, hvilket til tider kan gøre det sjovt at gå på de velkendte ruter. Tingene kan til tider være så velkendte, man både ser og ikke ser dem. Jeg har til tider, når jeg har haft følgeskab, fået øjnene op, da ledsageren ofte ser tingene fra en anden synsvinkel, med andre øjne. I går havde jeg selv et glimt med pludselig at kunne se noget nyt.
På hjemvejen kom jeg som så ofte før forbi denne bæk, som jeg faktisk godt kan lide at følge. Dens stille rislen i mine ører, som kan give en form for fred. Bækken, som udspringer fra min grund, og som stille "vandrer" ned gennem skoven og slutter nede i søen. Bækken, som jeg ikke kan huske nogen sinde har haft et lag is over det hele. Hunden har faktisk fra første færd været tosset med den bæk. Jeg har slet ikke tal på de gange, hun kådt er løbet derned og pjasket rundt det bedste, hun har lært. Kan ligge sig pladask, lige så lang hun er, og er temmelig våd, når hun igen kommer retur.