GODT NYTÅR

Nu, hvor året nærmer sig sin afslutning med raske skridt, skal der lige et par ord skrives ind, hvor jeg lige vil sige GODT NYTÅR til de læsere, som trofast kommer forbi, ved ikke, om de kommer forbi inden nytårsskiftet, men nu er hilsenen til dem i hvert fald kommet.

2007 var året, hvor jeg kom på nettet - og oprettede egen blog. Jeg blev grebet af at følge andre på sidelinjen og ville forsøge selv, om det var noget. Jeg har ikke fortrudt det, da jeg sammenligner det med nutidens pennevenner, hvor det nu kommer hurtigt respons, hvis nogen har noget at sige, en spændende verden, der er kommet frem der. En verden, jeg følger ind i det nye år, da jeg ikke længere kan holde mig derfra med de muligheder, det indebærer.

Langt fra alt kommer frem på bloggen, hovedsageligt dagligdagen er der, andre er mere åbne end jeg, men vi er jo forskellige, der er fra min side blevet lukket af med det mest personlige, hvilket jeg også vil gøre, hvis det var skrivning pr postvæsenet, jeg er ikke den, som "bare" fortæller en hel masse, om det evt på et tidspunkt ændrer sig, kan jeg ikke sige noget om, tiden viser det... Det var alt for nu, endnu engang GODT NYTÅR DERUDE!!!

BLANDET

Den anden dag da der skulle motioneres, besluttede jeg mig til, det skulle foregå i forbindelse med, der blev handlet ind, som blev gjort lokalt, da jeg havde stærkt på fornemmeren, der ville være mange mennesker i staden, dels grundet julegavebytning, dels grundet udsalg.

Jeg fik handlet ind og tog en lille omvej hjem for at komme i skoven et andet sted end de sædvanlige steder. Kørte til et lille, idyllisk fiskerleje, her et af husene i byen.

Som sædvanlig var jeg grebet af synet af Mariager Fjord, også derfra, kunne få Mariager Domkirke i søgeren, men kunne ikke zoome nok ind til, den blev synlig nok i feltet, synd som sådan, da det er en speciel, men flot kirke derovre på bakken. Har erkendt, at hvis jeg vil ha' den tydeligt på bloggen, må jeg over på sydsiden for at få den i kassen.

Mens jeg tog mine billeder, vandrede tankerne lidt tilbage i tiden. Husker, at en af mine gamle klassekammerater en sommer passede isboden. Det, han fik med derfra i penge, kan jeg ikke huske, husker bedst, han konstaterende sagde, det var en lille timeløn, men fokuserede mere på social omgang med mennesker, naturen. Fik 10% pr solgt is.

Har været der utrolig mange gange i mit liv, dels kommet dertil på gåben langs fjorden - en tur på godt en time bare den ene vej. Også på cykel, kusiner blev "slæbt med" på gåben, når de var på ferie. En årrække for mange år siden sejlede en færge i fast rutefart derfra til Mariager og retur. En ferierende kusine skulle have oplevelsen et år, hun var der, husker, vi havde is med på turen over.

Da jeg var dernede den anden dag, var jeg ikke den eneste, som parkerede bilen og tog ud, 2 biler mere holdt der, jeg så nu ikke noget til nogen mennesker, der var mennesketomt på min færden i området, som burde kunne give en ro i sindet, hvis man trænger til ro og idyl. Et af de steder, jeg heller aldrig bliver træt af, selv om jeg har set det utrolig mange gange i mit liv.

DIVERSE

Igen har vi været ude for at få os rørt, der er ligesom ekstra behov for det her i disse dage, hvor der bliver spist anderledes end i dagligdagen samt mere mellem måltiderne.
Vejret var mildt, da vi var ude, og det var ikke til at forstå, det er jul, da vi trippede af sted på vores færd.
I skoven var der ligesom ikke nogen motiver, som fangede i dag, der var jeg mættet, istedet havde jeg dagens himmel på programmet på et tidspunkt, da jeg alligevel var ude, dels efter træ, dels for at tømme askskuffen.
Drillenissen, nærmere betegnet mig selv, da det kom til stykket. Havde for nogle dage siden sat batteriet til kamera i oplader, da opladningen var færdig, var lader og batteri kommet i en skuffe, og Puk havde ikke tænkt mere på det.
Det kom jeg til, da jeg skulle have kameraet i gang, det ville ligesom ingenting, ganske forståeligt. Det varede ligesom lidt, inden jeg fangede, hvad der lige var gang i, men hvor var batteriet?! Ingen anelse til begynde med, og jeg fik det fundet og isat, og der var ikke længere kør på isen, kan man mon kalde det forspisthed eller - er det dement light...
Det var i hvert fald en af de få gange, jeg ikke lige havde styr på mine ting.
Pt kører tv på DR1 med Olsen-banden over alle bjerge, regner med, jeg vil hen og sætte mig i mit sofahjørne og se, om filmen kan fange min interesse, selv om den har været vist før.

DIVERSE

Denne klokke har fået noget motion de sidste 2 dage. 2 højtideligheder i går og en i dag. Ved alle 3 tjenester skulle der kimes en tid inden højtideligheden. I går stod graveren pludselig med kimehåndtaget i hånden og måtte gå over til ringning for resten, i dag inden højtideligheden måtte der udelukkende ringes, ok, så blev det prøvet også. I morgen er der fridag ved kirken, til gengæld har vi kort højtidelighed nytårsaften.

I går morges fik jægeren sin julegave her på matriklen, han vat taget derned med makker, og da de returnerede, kom de stolte tilbage med et flot, stort rådyr mellem sig, årets eneste, de har fået nedlagt. Jeg var lidt spændt på, hvordan hunden ville reagere, da hun aldrig før har set et dødt rådyr, der blev snuset til den store guldmedalje, efterfulgt af et par kåde bjæf, da snusningen var overstået.

Pc har drillet ganske kort, før, jeg prøvede at komme igennem for at skrive et par ord, kunne den ikke finde min webside, først 4. gang lykkedes det.

SIDSTE RYK

Tiden nærmer sig med raske skridt, det kan man vist ikke komme udenom, pt er der vist gang i diverse projekter rundt omkring i mange hjem med de sidste gøremål. Her er jeg ved at være tilnærmelsesvis færdig til at kunne holde ferie, lade julefreden falde over det lille hjem, diverse småting er kommet fra hånden i løbet af dagen, bl. a. var jeg en tur på kirkegården for at se til mine forældres gravsted, hvor alt så fredeligt ud, der var begravelse ved kirken i går, graven var flot med kranse, buketter, en svær jul for de pårørende, selv om afdøde var oppe i årene. Fik hilst på en nabos datter.

Nåede også ud på en gåtur eller 2, nærmest det sidste, da jeg valgte at dele turen op så der blev gået lidt mindre, det var ligesom ikke i dag, jeg var gearet til spadsereture ud i det blå.

Til slut vil jeg ønske alle, som evt kommer forbi en glædelig jul med de nærmeste. Puk

SKUMRING

Billederne er efterhånden halvgamle, men kan sige lidt om, hvilket tidspunkt, jeg var ude med hunden sidste gang, her på årets korteste dag. Jeg var dog ikke nede i skoven, det var jeg ligesom for meget en kylling til. Valgte at gå ude på vidderne, hvor der - trods alt - var mere lys, og der var også plads nok, den korte tur på markerne varer ca 25 min derude på vidderne, når turen bliver taget i rimelig tempo.

Havde taget en bold med, som pelsdyret morede sig med at spæne efter med kåde bjæf. Tidligere på dagen havde jægerne været her, den ene med sin hund, der skulle leveres foder til vildtet nede på foderpladserne i mit område. Vi på matriklen tog med, da hundene plejer at kunne enes, og de ville samtidig få lidt motion begge to. Gæsten er ældre end min og kørte hurtigere træt mht at

lege, det var sjovere at sondere tærrenet for lugte.

Tiden er gået med daglige rutiner, småting kommet fra hånden, og det har været en af de dage, hvor det ikke er effektiviteten, som har præget mig mest, når man tænker på tidspunktet på året.

BILLEDER

Billederne i dag er faktisk en fortsættelse af min rute den anden dag med sommerhuset. Da jeg fik mig løsrevet fra sommerhuset, havde jeg truffet den beslutning, jeg ville hen forbi Krebsedammen på hjemvejen, hvor jeg fik taget disse 2 billeder. Dammen lå fredfyldt, idyllisk der i skoven. Der hørtes ikke en lyd, vindstille stort set. Stod bare og beundrede dammen med træerne i baggrunden.

Bag mig, mens jeg stod og betragtede dammen, havde jeg en skråning bag mig, som lå i skygge, kontrasten var stor, foran mig sollyset, bag mig skyggenernes land med åbent landskab på skråningen. Der var det også svært at løsrive sig, men det blev igen nødvendigt at få sig bugseret videre, det blev for køligt. Da jeg gik derfra, skulle hunden lige i dammen, det skal hun altid - næsten, hvilket har været en tradition siden, hun var lille hvalp. Det har altid været en vandhund, og jeg har lært at komme udenfor rækkevidde, når hun kommer op, da der lige skal en rystetur til.

Da jeg endelig kom ud af skoven og var næsten oppe ved ejendommen, så jeg som så ofte før ned mod skoven, hvor dette her syn mødte mig. Det kunne jeg heller ikke stå for, igen faldt jeg i staver, inden jeg fik mig bunket sammen til at lunte det sidste stykke. Da jeg kom ind efter gåturen, erkendte jeg, det dels var mindernes dag, dels dagen, hvor jeg stod og faldt i staver over "ingenting." Jeg trak ligesom på skulderne, da jeg var overbevist om, at andre kender den samme fornemmelse.

"DANIEL"

"Daniel" kunne have fyldt år i dag, nr 43 i rækken. En af min barndoms legekammerater. Hun tabte kampen mod kræften i april sidste år. En klasse under mig i folkeskolen. "Daniel" som var i Aalborg og kom hjem lige til sidst, hvor hun stille sov ind i sit barndoms værelse hos sine forældre. Blev bisat på min arbejdsplads. Hun har altid været meget spinkel, til sidst var hun kun skind og ben, kunne se, hun selv havde opgivet kampen. Gnisten var væk, hvilket tydeligt kunne ses på kropssproget, øjnene, barskt at se hende sygne hen, blive til ingenting.
Husker, hendes forældre købte kartofler her en årrække, indtil jul også juletræ. "Daniel" kom sammen med sin far for at hente træ, og hende, vore fædre og jeg traskede i skoven for at finde det rigtige, vi tog hjem til os selv ved samme lejlighed. Andre gange var vi nede hos dem med kartofler. Vi havde kontakt derimellem, selv om vi som børn begge var stille, harmonerede vi godt sammen, kunne være sammen i timevis, og tiden bare smuttede mellem hænderne på os.
Hendes mor kommer med jævne mellemrum på kirkegården i dag og tilsyneladende har hun evnet at komme videre, kommer med sin raske, ranke gang, som jeg husker fra barndommen. Håber, hun "Daniel" har det godt hvor hun er nu.

GÅTUR

Den anden dag, jeg var ude på en af mine utallige vandringer, tog jeg en afstikker, hvilket jeg så tit har gjort. Jeg vidste, jeg ville komme forbi sommerhuset. Ville se det fra den anden side, hvilket ikke ville gøre det ringere med udsigten, især ikke en dag, hvor solen var fremme. Solen ville være i ryggen, og det var meningen, jeg ville have nogle billeder "i kassen." Selve sommerhuset er der ikke så meget ved, som ses på billedet.

Derimod stod jeg og faldt i staver over scenen bagved, over mod strækningen, jeg plejer at komme fra. Jeg syntes, det var et kønt maleri, som var foran mig, så langt øjet rakte. Jeg kunne næsten stå der i timevis pga dette syn, men løsrev mig, da det alligevel var halvkøligt. Det var trods alt december med lave +grader.

Vendte mig lidt mod højre for at se ud over søen, hvor man tydeligt kunne se, hvordan der så ud på den anden side, hvilket kan ses på dette billede. Mens jeg stod og så ud over søen, gik jeg pludselig tilbage i tiden til barndommens land. Far og 2 naboer stangede til tider ål på denne sø i vinterhalvåret, mens der var et tykt lag is derpå. Dengang, hvor losejerne måtte fiske deri. De tre mænd tog af sted med deres meget forgroede gafler, som deres redskab lignede. Samt hammer mv for at få banket hul i isen. Til tider var undertegnede med, det sjoveste dengang i min verden ved disse ture, var når hullet blev lavet i isen samt lave glidebaner derude. Til tider varede det, set fra mit synspunkt, lidt for længe, og jeg traskede hjem gennem skoven alene med påbud om at gå den direkte vej. Ja, det var dengang.

JULEKORT

Her til morgen fik jeg mig endelig taget sammen til at gøre noget ved julekortene. Det har ligesom været året, hvor det ikke ligefrem har været kortene, som har været i høj kurs. Interessen for dem har kunnet være et meget lille sted. Endelig fik jeg hevet stakken frem og fik dem skrevet. Vejret udenfor var ikke ligefrem fremmende for energien. Der var tåget, diset og råkoldt.
Mens jeg sad og skrev, ankom der et stk bil med jægere, som lige skulle en tur ned og se sig omkring. Jeg kom uvilkårligt til at skutte mig, hvorefter jeg begyndte at småfryse, jeg syntes, der skulle lyst til at traske derned og sætte sig i dag. De havde det også alt andet end varmt, da de kom tilbage fra deres tur, en kold fornøjelse, men så i det mindste et rådyr og hørte lyde.

INGENTING SOM SÅDAN

Det kan være "farligt" at vende ryggen til pc én, da der pludselig kan gå nogen tid, hvor man ikke kommer ind og får noget skrevet. Tiden er bare gået i fuldt trav de sidste dage. Der har været flere projekter på programmet, dels hjemme, dels udenfor matriklen.
Billederne er nogle dage gamle, kameraet har ikke været med de sidste dage, jeg har været ude med hunden, har ligesom ikke været gearet til at have det med.
Og dækker mig naivt ind under, der stadig er ubrugte billeder, jeg kan bruge fra mine utallige ture i omegnen.
En aften, jeg var i byen og havde hunden med, kom jeg af sted med et sort pelsdyr, som ikke havde set shampoo for nylig. Da vi ankom, kaldte værtinden på dyret, næsten inden vi var ankommet, der skulle ske noget, og det var nu, dyret skulle julevaskes, og det var altså nu. Så der blev lige fyldt vand i badekarret,og kvinden gik i gang med vasken, efter hunden glad var hoppet op i badekarret, det er en udpræget vandhund, så det var hun med på. Der er nu en meget blødere pels, og jeg kan igen selv skubbe ud mht at vaske kræet. Det er ikke første gang, hun er blevet vasket der, kvinden er helt tosset med at vaske hunden.

STEMINING PÅ TUR

I går først på eftermiddagen traskede jeg af sted med hunden ved min side. Ved min side i begyndelsen er vist for meget sagt, der var noget krudt, som skulle brændes eftertrykkeligt af på markerne, hvor der var større vidder. Da vi kom ind i skoven, blev der ligesom mere ro, og tempoet var mere moderart. Pludselig stod jeg stille og faldt i staver, da jeg vendte mig mod højre, og disse 2 billeder her siger, hvad jeg så. De er taget fra samme plet, bare med lidt forskellig retning.

Da jeg studerede solen der bag træerne, kunne jeg ligesom ikke få nok, temmelig sikkert fordi, der hele dagen havde lagt en dis over egnen, det var på sin vis et sløvt vejr, hvor man skulle tage sig sammen for at passe de daglige rutiner.

Jeg fik mig endelig løsrevet fra pletten og blev ved med at se mod vest, kunne ligesom ikke få nok, men nøjedes med disse billeder, som ses her. Alt ligesom med måde, der bliver flere motiver ved senere lejligheder. Da jeg kom mere ind i skoven, havde jeg solen i ryggen det meste af tiden, og det begyndte at virke råkoldt, klamt, men jeg havde solen i hovedet,denne stemning kunne jeg ikke slippe, hvilket hjalp mig til at tænke positivt resten af vejen, hvor det var en af de dage, hvor skoven ikke ligefrem var overrendt af mennesker, så hunden fik lov at løbe frit, og snoren blev i lommen.

UDSIGT INDEFRA

Midt eftermiddag i går, ca ved 15 tiden, hvor jeg gik inde, kom jeg til at se ud af mit vindue her i stuen, hvor jeg for det meste plejer at sætte mig, når jeg vil slappe af.

Mit kamera kom frem, da jeg ikke kunne stå for dette stykke natur, som var derude. Billederne blev taget gennem vinduet, så jeg ligesom lidt bedre kan beskrive, hvordan min baghave mod syd ser ud fra sin bedste side, selv om det var en dag, hvor det aldrig klarede op, men foreblev diset og tåget hele dagen.

Sådan er der faktisk mange situationer fra mine sydvendte vinduer, som er værd at se ud på, hvis man ellers har sans og lyst til natur. Stilheden her er også speciel, ofte hører jeg ikke noget som helst, til tider kan jeg have fornemmelsen af Palle alene i verden, så stille er her, men som kontrast kan roen, stilheden også give ro, da man til tider hører køretøjer på asfalten, ca 100 m herfra. Vindens susen til tider, eller et dyr, øret fanger et eller andet, bl. a. agerhøns, fasaner. Øjet, som fanger en hare eller rådyr, Mikkel, der er aldrig 2 dage, som er helt ens herude på landet.

DÅB

Mens jeg listede rundt og satte lidt juleting op på min reol, var der ligesom en klokke, der ringede. Jeg kom i tanke om, det i går var min dåbsdato, så da jeg var færdig med julepynten, skulle jeg lige ind og se i en skuffe. Deri vidste jeg, jeg ville finde Ole Lukøje ske og gaffel, som jeg i dåbsgave fik af en moster og oldemor i fællesskab. Bagpå er mit fornavn samt dåbsdato, et helt klenodie for mig, da jeg husker begge personer. Oldemor døde godt nok i den måned, jeg blev 9. Hun gik med knold i nakken, boede hos en søn og svigerdatter, indtil hun kom på hjem til sidst.

TRADITIONER

En uge er allerede gået, siden jeg havde det første lille ryk med julepynt. Det, som er på billedet, er fra dengang, jeg selv producerede juleting, efterhånden nogle år gamle, disse ting. Meget kom der ikke op, da jeg i det hele taget ikke på samme måde som tidligere er til at få for meget op.
Aftensmaden var måske lidt mystisk, da jeg valgte at smide æbleskiver til opvarmning i mikrobølgeovnen, et glas gløgg gik samme vej.
Var ude på min sædvanlige gåtur med hunden, kameraet fik lov at blive hjemme, var ikke gearet til at tage det med. Julestjernen fik jeg foræret den anden dag, da veninden kom hertil på sin hjemvej. Nu har jeg gang i stearinlysene rundt omkring i stuen,der skal ligesom lidt til at lyse op i denne mørke tid.

DIVERSE GØREMÅL

Billederne i dette oplæg er nogle, jeg tog på min vandring i går. Bækken her har jeg passeret utallige gange i mit liv. De første år med far ved siden, senere alene eller i følgeskab med gæster. Jeg har skovareal ned til bækken, men det kan ikke ses her, da det er bag mig. Den dag i dag kan jeg til tider se nyt på den strækning, selv om jeg har gået der så mange gange. I går kom jeg pludselig til at tænke på et år, en kusine var på ferie hos mig, som hun havde været før. Vi gik og pjattede i det her område, hvor hun fik øje på en frø, som hun impulsivt tog op, og meddelte, at den ville hun da have. Det var ok for mig, så jeg gav hende frøen og arealet, hun fandt frøen på. Gad vide, om hun kan huske det.

Nå, jeg traskede videre og kom ud af skoven igen og fik øje på denne himmel, som jeg heller ikke kunne stå for. Den skulle også lige med mig ind til bloggen.

På et tidspunkt i dag, mens jeg luntede rundt og ordnede småting, vandrede tankerne igen tilbage i tiden. Til omkring den tid, jeg begyndte i skolen. Der var - dengang som nu - hund på adressen, som jeg havde lært til at hoppe op i min gamle barnevogn, som jeg havde fået at lege med. Hunden hoppede troligt op, når jeg holdt ned i den ende med håndtag, hvorefter jeg kunne køre tur med den. Omkring den tid, kom en af naboerne med et dværghønsepar til mig, han havde opflasket dem sammen med kuldet og havde fra starten besluttet, jeg skulle have et par. De kom ind til de almindelige høns i hønsehuset, hvor jeg var med til at fodre. Hønen især blev tam og fulgte mig troligt, når jeg lukkede den ud. Var med inde i stuen nogle gange, hvilket af gode grunde ikke var så populært hos mor. Når jeg lavede en hule til den på sofaen, hoppede hønen ind i hulen og parkerede et stk æg. Når ægget var lagt, gokkede den og ville ud igen.

GÅTUR

Først på eftermiddagen, mens jeg luntede rundt ude, ringede telefonen, en veninde ville vide, om det var ok, hun kom hertil med sin hund, så vi kunne tage på gåtur med 2 hunde. Det var ok for mig, så hun ankom lidt senere. Det var første gang, de skulle mødes, men det gik upåklageligt, muligvis fordi det var en af hver køn.

Min var omgående oplagt til narrestreger, der skulle leges. Gæsten var med på det, så der blev brændt lidt krudt af, mens vi gik over marken, og den vilde jagt gik i den tid, vi traskede af sted. Også inde i skoven. Sjovt at følge dem, disse store hunde, hvor min er 2 år, gæsten 9. De var lige legesyge.Det var et par trætte, men beskidte hunde, vi kom tilbage med. Så de fik lige lov til at opholde sig lidt i bryggerset, inden de kom længere ind.

Da vi kom ud af skoven, så himlen sådan ud bag skoven, det

kunne jeg ligesom ikke stå for, den skulle ligesom i kassen. Grantræerne virker meget mørkere, end de var, da billedet blev taget.

Vi sad og snakkede lidt, inden hun satte kursen hjemefter igen, og det var dejligt at have følgeskab i skoven.

LIDT AF HVERT

Der er ikke sket noget specielt i løbet af dagen, som har båret præg af rutiner. Har været ude at gå med hunden 2 gange i løbet af dagen, lille tur i formiddag og den lidt længere i eftermiddag. Den resterende tid er blevet brugt på bl. a. vasketøj, der var en maskinfuld. Her i huset er der ikke fast vaskedag, der bliver vasket tøj, når der er en maskinfuld, som kan tage samme varmegrad. Det er der blevet gennem lang, lang tid.

En overgang var der gang i mit savværk i udhuset, og da jeg lige har fået et høreværn med radio forærende, gik det som en leg i forhold til tidligere. Radio ABC fra Randers kørte, mens jeg var i gang, nød en anden baggrundsstøj frem for savklingen, som æder sig gennem træet. Mens jeg havde gang i saven, kunne jeg se far i samme situation ved samme sav, dels i udhuset, dels udenfor. Den selvsamme motor blev også brugt til den blå kværn, som stadig står i et hjørne af mit saverum. Deri kom der korn, som blev mast til hvidt pulver, grotning, beregnet til grisene at æde. Grotningen kom ud af et 4kantet rør, ned i en trillebør, som lige kunne stå nedenunder røret. Fra trillebøren hældte vi maden over i en tønde inde i stalden. Husker, jeg til stadighed blev fascineret over at se kornet blive hældt i kværnen og komme ud som det hvide pulver.

Når en so havde fået smågrise, skulle jeg som lille absolut ind i stien til de små kræ, der i min verden var nuttede. Da jeg blev ældre, var det mere køerne, som trak, grisene lugtede, og kørerne stod der med deres store, sindige øjne, køerne lugtede helt anderledes godt. De vænnede sig hurtigt til mig, og jeg kunne gå op mellem dem i båsene uden, der skete noget. En kusine, som gennem flere år var på ferie herhenne, mens vi var børn, og jeg, vi var til tider kortvarigt inde i stalden, grise og køer skulle have navne, bl. a. husker jeg Gris Langnæse. Ok, det var et sidespring, fingrene fløj bare hen over tasterne, de ville bare have det nedfældet, som kortvarigt var oppe at vende, mens jeg stod ved saven.

Hen sidst på eftermiddagen fik jeg lige tørret støv af, så er det ligesom gjort. Fik ved samme lejlighed øje på spinelvæv i mit soveværelse, der skulle de ikke være, så Puk så skyndsomt efter at få fundet en kost, så der kunne blive normal størrelse igen. Ligeledes i mit bryggers-fyrrum havde jeg travlt med kosten, der ses det tydligere, da det støver en del fra fyret, det er så ulempen ved at have det i beboelsen. Som modvægt er der, det er et godt tørrerum her i vinterhalvåret, hvor det er lidt svært at få tøjet tørt ude.

Aftenen er bl. a. gået med lidt tv, set programmet Deal No Deal på tv2. Ha det godt derude.

HYGGE

Da jeg tidligere på dagen var næsten nede ved genbrugsbutikken, smuttede der en SMS ind på mobilen. Det var en veninde, som alligevel skulle ud på farten, og havde fået den gode idé, hun lige ville komme forbi på hjemvejen med kage til kaffen, om jeg havde plads til det. Det kunne jeg se på klokken, jeg havde, da jeg havde godt en time til at få mit halløjsa afleveret og returnere, så den melding røg tilbage. Nåede tilbage i god tid, og fik mine dækkeservietter lagt på. Disse servietter, som jeg i tidens løb har lavet utallige af, ved ikke længere, hvor mange, der er smuttet gennem mine hænder, dels som gaver, dels som bestilling, jeg har altid - næsten - nogen til at ligge i reserve.
Inden hun kom, nåede jeg ud på en gåtur på marken med hund og bold, der skulle lige brændes lidt mere krudt af, inden hun ankom. Det, som ses, der rager op lige ved siden af træerne, er det fjernsynstårn, jeg i tidligere meldinger har omtalt.

Nå, hun ankom, var her en tid, inden hun dampede af igen. Det var hyggeligt, hun var her, dagens saltvandsindsprøjtning, der er altid liv der hvor hun er med hendes rappe kommentarer, fortællen om dagligdagen, der sker altid noget, når hun er i nærheden, glad for, jeg har lært hende at kende. Det har ikke været meget, vi har set til hinanden den sidste tid, programmet hos hende har været fyldt op, har savnet det lidt, til gengæld har vi jævnligt snakket i telefonen, hvor vi - som i dag - har snakket om løst og fast. Håber, der bliver lidt mere tid nu, da jeg virkelig nød det i dag. En af de her kvinder, som til tider har svært ved at sige nej, hun har mange jern i ilden og er en udpræget mortype, der er der for folk, som har brug for en skulder.

GÅTUR

Sidst, jeg var ude på vandring i et af favoritområderne, tog jeg ned af denne skovvej, som det var ved at være noget siden, jeg havde været nede af, der skulle ligesom ses lidt andet, og samtidig var tankerne gået tilbage i tiden, nærmere betegnet til i midten af 70érne, hvor der i familien på mors side var noget, der hed greneweekend. Der samledes de, der havde lyst, tid og overskud til det en gang om året et eller andet sted i Danmark. Der var en lille gruppe, som stod for planlægningen, gruppen blev valgt fra gang til gang.
Sidst, det blev holdt, så vidt jeg husker, var i dette her hus inde i skoven, ikke langt fra sø og fjord. Vi var med begge dage dengang, det blev holdt i dette hus. Vi sov der dog ikke, da vi boede så tæt på, som vi gjorde, men tog hjem og mødte igen dagen efter. Husker det store rum, hvor vi kunne spise, det mindre køkken og sovesalen. Toiletterne var i det særskilte hus til højre i billedet. Bålpladsen, som dog er der endnu. Det var tider dengang, hvor man mødte nogen af de familiemedlemmer, man ikke havde meget kontakt med i dagligdagen.

Her om efteråret og vinteren kan man se søen, som ligger lige nedenfor, faktisk et kønt syn der gennem træerne, hvor man ser søen, træer - bevoksning på den anden side af søen og afslutningsvis himlen. Når man står der på bakken og ser ud over det hele, virker naturen på mig uendelig på en eller anden måde. Stod helt og faldt i staver, da jeg stod der, dels pga jeg lige var gledet lidt tilbage i tiden, dels over den varierede natur, som jeg aldrig bliver træt af. Men jeg kom dog videre, da det begyndte at blive lidt koldt.

MERE OPRYDNING

Der er igen sket et ryk i oprydningens tegn, der skulle ligesom ske lidt mere i det her forløb, hvilket der så er. Sidst på formiddagen vurderede jeg, der ikke kunne være mere i mit bagagerum, så Puk så efter at fylde ud i bilen, da der ligesom ikke rigtig var vejr til de udendørs sysler pga det småregnede.

Vejret har dog været meget mildt årstiden taget i betragtning, så inden jeg satte kursen mod genbrugspladsen, jeg uploadede billede af i lørdags, drog jeg lige en tur ned i min elskede skov med hunden ved siden. Jeg skulle bare derned, ud i naturen, og der blev travet en af de lidt længere ture.

Ok, da jeg kom tilbage og havde fået spist lidt, tog jeg konsekvensen og så efter at komme af sted, mens jeg havde gnisten. Som sidst skulle jeg lige have en runde i forretningen, og her er, hvad jeg kom hjem med. Lige Puk i en nøddeskal, rydder ud med den ene hånd og slæber hjem med den anden... Alligevel kom der mere ud end hjem som sidst, så helt forgæves var turen ikke. Nogle af bøgerne fra i lørdags blev returneret, de, jeg havde læst, som jeg ikke gad have mere. Igen havde de et fyld posen tilbud for 25 kr. Nisserne var i en pose til en 10ér, og de var i min verden ok, derfor kom de med hjem.

GÅTUR

Det var først hen sidst på eftermiddagen, jeg kom af sted på den længere gåtur med hund og kamera, hvilket billederne bærer præg af denne gang. Billederne er knap så gode, men vender det om og siger, det hele ikke behøver blive taget i dagslys, der må godt indimellem være lidt anderledes på min "legeplads" her.

Ruten, jeg gik i skumringen, virkede helt anderledes end ved dagslys, de skygger gik nærmest i et, det virkede underligt at gå der - i tusmørket, hvor der hverken var helt lyst eller mørkt. Som ventet var jeg den eneste vandrer. Søen, som er vist på øverste billede, gav et helt, helt andet billede der, det kom lidt bag på mig, den virkede sådan. Havde dog ikke nogen klar fornemmelse af, hvad jeg lige havde ventet.

I det fjerne kunne jeg svagt se Mariagers lys, der var liv på den anden side af fjorden, selv om jeg gik i totalt stilhed. I området, hvor jeg gik, var der kun mine egne skridt ud over hundens i bladene, et enkelt vindpust til tider, ellers den totale stilhed. Sommerhuset, som jeg har i bloggens højre side på billede taget i dagslys, virkede helt spøgelsesagtig.

TRADITIONER

Vi kan vist ikke komme udenom, at julen nu rykker nærmere med raske skridt, da vi i dag har 1. søndag i advent, dagen, hvor det nye kirkeår iøvrigt har sin begyndelse. Vanen tro skulle tidligere års traditioner følges op. Adventskransen tændes, ligeledes den svenske lysestage i vinduet, enkelte juleting findes frem. Pt er der ikke meget fremme, hvilket der aldrig kommer. Det sidste, jeg vil have op, kommer frem den sidste søndag i advent. Der er ikke så meget fremme som tidligere, da jeg har fornemmelsen af, jeg ellers ikke kan være her, så der er lidt udskiftning fra år til år, det er dog ikke fordi, jeg anskaffer nyt, veksler mellem det, jeg har, som mest er hjemmelavet af mig selv gennem årenes løb, hvor jeg har en del at skifte imellem efterhånden, så jeg bliver aldrig træt af det - eller der går længere tid, inden det kommer videre, fordi der kan skiftes fra år til år. Et eller andet sted i gemmerne er der, så vidt jeg husker, et kræmmerhus, jeg lavede et af de allerførste år i min skoletid i datidens formning Det er længe, længe siden jeg har haft lige denne pose åbnet, da jeg ikke længere har juletræ, som skal pyntes.

Det er ligesom, jeg ikke rigtig er til det længere, har max nogle grangrene i en større krukke, som jeg ofte har til at stå på mit køleskab. Der blev også lige varmet æbleskiver i mikrobølgeovnen på et tidspunkt, de hører ligesom julen til.