fredag den 19. oktober 2007

TURISTATTRAKTION



Ved en af kirkerne i omegnen kan man godt sige, der er en form for attraktion for turister, hvilket der har været siden sensommeren 2004. På gravstenen kan læseren se, hvem der er i kirkens varetægt.
Husker, det var en speciel dag med stort rykind allerede fra morgenstunden med kranse, bårebuketter. Folk kom langvejs fra for at følge ham til det sidste hvilested, hvori han kom i egetræskiste. Hans privatadresse var ikke langt fra kirken, og han var hjemme, indtil han skulle i kirken; han blev båret dertil hjemmefra med ekstra bærere til at tage over undervejs, rustvognen kørte bagefter til kirkelågen.
Mange kendte var blandt følget, bl. a. Ib Grønbeck, som iøvrigt er en af dem, som har haft med stenen at gøre. Dorthe Kollo, Bjørn og Okay, Kandis, Lis og Per med flere var med af musikere. Længe før, det var tid til selve begravelsen, var det umuligt at have flere blomster i kirken, de måtte placeres på plæner udenfor, en guitar med rød-hvide roser, lavet at hans søster, blev placeret på døbefonden, det var meget specielt. Der kunne dengang være ca 150 mennesker i kirken, når der var klapstole og 2 ekstra bænke i brug, der blev tidligt fyldt op, folk stod i stor klynge udenfor kirken, virkelig mange var mødt frem.
På et tidspunkt under den kirkelige handling, stillede Dorthe Kollo sig an ved kisten, bag sig havde hun 2 mænd til at spille på harmonika. Hun skulle synge "3 hvide duer" som var en af afdødes kendetegn. Ser stadig den spinkle, lyshårede sort-hvid klædte kvinde ved kisten, stoppe op i 1. vers, hun blev for bevæget til at kunne fortsætte. Følget inde i kirken var hurtig til at samle op og give hende sin støtte, man gav sig omgående til at nynne melodien. Spillerne var hurtige til at følge trop, og Dorthe fik fundet en styrke til at kunne fortsætte. Meget bevægende, intens oplevelse. Da hun var færdig var der en mættet, stemningsfyldt stilhed, man kunne høre den berømte knappenål falde til jorden. Fik helt tårer i øjnene - så grebet blev jeg af stemningen, selv om det ikke var en familie, jeg har haft noget at gøre med privat.
Midt formiddag var der kommet politibiler, der skulle holdes øje med, om der blev problemer undervejs, samt politiet dirigerede bilerne hen til ledige pladser i området. TV - radio folk var også mødt frem, folk stod alle steder med deres kamera og mikrofoner, der skulle laves reportager, der, hvor de ikke måtte komme ind, var i kirken under selve den højtidelige handling, da måtte pressefolkene pænt blive udenfor.
Bagefter varede det utrolig længe, inden det kæmpemæssige følge havde forladt kirkens grund, alle var inviteret på kaffe i nærheden, der har sikkert været stuvende fuldt. Det var virkelig et job at få alt arrangeret bagefter, buketter mv lå - udover på gravstedet - på de nærliggende plæner, sikke et syn som var imponerende. En meget speciel oplevelse at følge det på sidelinjen. På TV2 blev der vist uddrag på lokalstationen om aftenen, dagen efter et lidt længere indslag om formiddagen, hvor jeg husker, jeg så et glimt af mig selv. En dag, der ikke lige med det samme går i glemmebogen.

dagen til nu


Har ikke fået meget lavet til nu. Til morgen måtte jeg starte med at luske ud med "vilddyrene", da der var uro, og jeg måtte ud i den kolde, men flotte oktober morgen.


Selv om der var koldt, nød jeg alligevel morgenen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, græsmarken, som jeg var gået ned på, havde et hvidt skær over sig. Kontrasten var stor der, hvor lyset og skyggen skiltes. Hundene fik gjort deres morgentoilette og fik brændt lidt krudt af, nu ligger de ud strakte på gulvet her i stuen.


Vaskemaskinen er lige blevet færdig med at arbejde, når tøjet er kommet op, tager jeg af sted for at få handlet ind, der skal ligesom lidt hjem til tider, selv om jeg kun er en i dagligdagen samt en hund.
Posten har lige været her, gæsten, som er mere vagtsom end min, gav et par bjæf fra sig, kunne se, det gav et helt spjæt i den rød-sort klædte person, det er ikke lige det, der plejer at være skik her på adressen fra hunden. Hunden, altså min, plejer at gå logrende ud, hvis hun i det hele taget gider gå ud.

"BONDEGÅRDSFERIE"


Endelig ved at være ro i lejren. På gulvet ved mine fødder ligger der 2 stk sorte hunde lige så lange de er, totalt afslappede. Det tog ligesom lidt tid, inden de fik markeret, sonderet terræn. Da jeg blev ene med dem, måtte jeg lige ud på gårdspladsen, hvor der var lidt mere plads til at få disse 2 næsen ens hunde at se på, til at falde til ro.
Lige før, jeg satte mig her ved tastaturet, var jeg lige ude ved fyret, og hvem fulgte mig som to sorte, trofaste skygger? Helt rørende, det syn. De satte sig pænt på hver sin side af mig i bryggerset, mens jeg kom pinde på fyret, fulgte mig trofast tilbage som skygger og lå sig ned. Gæsten accepterer - ser det ud til - både opholdssted og midlertidig madmor, selv om det er første gang, hun er her, min egen hund har også accepteret det, men det er heller ikke første gang, der er hund i pleje her i hendes tid. Moderen har til tider været her, når det har været nødvendigt, schæfermoderen, som passede på mig, som jeg også er overbevist om, at nuværende gæst gør, hvis det bliver nødvendigt. Hun larmer meget og er - hvis nødvendigt - let at få til at gå i forsvar over for mig. Behøver ikke just at låse døren, der er i høj grad vagthund på adressen lige nu og her, næsten modsat min egen som kun lige og næsten ville slikke en indbrudstyv og logre med halen, så godmodig er hun.
Godnat til jer derude, sov godt og drøm sødt, det vil jeg forsøge at gøre...

FORÅR 2007
Powered By Blogger