Tanker/tilbageblik

Weekenden er nu ved at gå på hæld, har været ude en del af tiden for ligesom at nyde det pragtfulde sensommervejr, bla ved at læse dagens nyheder, skufle og rive min gårdsplads, tiltrængt, kunne se, hvor langt, jeg kom.

Indsatte billede er fra en af mine utallige vandringer i den nærliggende skov, som kun ligger ca 100 m væk. Der er utrolig mange flotte strækninger, hvis man ellers har øje for det, når man færdes ude.

Bor ikke langt fra Mariager fjord, ca 20 min gang, hjemmefra ka jeg se lys fra byerne Mariager og Assens efter mørkets frembrud, et flot syn med skoven som mellemled og den mørke himmel i baggrunden.

I dag da jeg vandrede rundt, dog ude i åbent terræn, kom jeg til at tænke tilbage påny. Tilbage i ca 1980 var naboens dengang ca 17 årige søn i fuld gang med et projekt nede i hans fars del af skoven. I nærheden af pletten, som jeg omtalte i sidste indslag, fandt han ud af, der skulle anlægges en lille dam, han gik i gang med at grave en rende, lægge rør fra en bæk i nærheden, til sidst fik han lavet en bænk og puttet krebs i dammen. Bænken er væk forlængst væk, rådnet op. Dengang var dammen omkranset af gran på alle sider, nu er der åbent til den ene side, fra januarstormen 2005. I det område, hvor grannerne var, er der nu vokset hindbærkrat op.

Sådan er der lige så stille sket forandringer rundt omkring i området, noget ser man med det samme, andet kommer lige så stille.

referat

Et par meldinger om weekenden til dato. En smuk, solskinsweekend som minder om sommer. Gårsdagen gik mest udendørs grundet vejret. Kom i tanke om, der skulle foretages et ryk med at tage kartofler op, der var ikke langt fra tanke til handling, Puk så efter at komme ud og finde spade og spand, der skulle ske noget. Det var ikke ligefrem det sjoveste, da jeg gik i gang.

Hen ad vejen begyndte jeg at hygge mig med det, solen skinnede fra en skyfri himmel, der var læ, selv om det blæste, vestenvinden kunne ikke nå mig pga en stald gav mig læ. Samtidig havde jeg sommerlugtene i næseborene, kunne tydeligt se, hvor langt, jeg kom, da der samtidig ser ud til, jeg har sået ukrudt. Klods op af mig går der sort-hvid brogede kvier, som en overgang gav mig underholdning, nød deres rolige puslen på den anden side af hegnet, deres lugt, deres lyde. Deres slikken på mig, da jeg lige skulle ind til dem i hegnet, en bil passerede mig oppe på vejen ca 100 meter væk, chaufførern havde åbenbart travlt med at se ind til kvierne og undertegnede, for bilen slog et sving.

Senere havde jeg et forsøg, skulle en tur ned i skoven, hvor jeg har ca 20 min ned til vandet, en smuk tur ned mod sø og fjord, når jeg endelig kommer afsted. Drog af med min trofaste følgesvend, min hund, som kådt løb rundt omkring mig på turen. Gik den mest direkte, benyttede vej ned til vandet, kunne se, der var blevet ryddet gevaldigt op på strækningen. Gik tankemæssigt pludselig mange år tilbage i tiden, mens det endnu var til at køre på den, gennem mange år er der ikke gjort noget, vejen groede langsomt, men sikkert til, kun fodgængere og ryttere og lignende kunne færdes der de sidste år. Nu kan man igen køre der med forsigtighed.

Pludselig kunne jeg se den lyse "boble" folkevogn far dengang kørte rundt i trille langsomt afsted med far ved rattet, mor ved siden og lille, lyshårede mig på bagsædet. På vejen derned på vores højre side, næsten nede ved søen, var der en plet, der indtil ca 1970 blev brugt til campingplads. Kunne pludselig se datidens campingvogne, telte, læskærme inde på pladsen i sommerhalvåret, mest i weekender og ferier, der var liv. Nogle gange kunne man høre spredt musik fra transistorradio, ligeledes hos en af naboerne, hvor der blev spillet harmonika i weekenden, langsomt, men sikkert gled den tradition ud, igår skulle jeg lige ind på pletten og mindes. Nu er der ikke meget plet tilbage, pladsen er overgroet med bregner, tværs over er der en sti, som jævnligt blir benyttet af lokalbefolkningen, træerne er blevet en del større. Bækken, som udspringer på mit areal ligner til forveksling sig selv. På min vej kunne jeg se, der var blevet ryddet en del op i træerne, hvor der er blivet tyndet en del ud, sådan så der sikkert ud dengang, hvilket jeg ikke helt kan huske fra dengang, husker bedst turene i folkevognen, turene ved fars side de første år, senere alene, da jeg blev ældre sammen med hunden.

kort oplysning, nu ser det ud til, jeg endelig er i stand til at gå ind i min blog, hvilket er en form for sejr her i min lille verden, denne solskinsrige, milde søndag i september. Dejligt vejr, har lige været ude at grave kartofler op, fået nogle skrællet og over ilden. Mere følger senere.