Igår var jeg væk fra matriklen det meste af dagen, forskellige steder, sidste sted var samme matrikel som i forgårs, hvor denne hest befinder sig, her er den dog længere væk end det ser ud til, da jeg brugte zoomknappen på kameraet, jeg er ikke så tryg ved heste, det gør noget, uanset, hvor godmodige, rolige og sindige, de virker. Jeg vil allerhelst have en skærmende snor eller noget andet mellem dyret og jeg. Hvis ikke, det kan lade sig gøre, er det accepteret, jeg kommer, trods alt, som den fremmede og må indrette mig, hesten bor på adresssen. Dyret skal dog helst holde afstand, det har jeg det klart bedst med.
Igår var der lige tilsammen 6 ben, som bogstavelig talt blev trængt op i en krog. (Hunden og jeg.) Vi var i indhegningen, hvor hunden stod bundet, oprindeligt på den anden side, men var hoppet over, da hun kan hoppe meget højt. Hesten har god plads og tog sig tilsyneladende ikke af gæsterne, vi kunne sagtens være der. Dyret - kan jeg godt se, når der er afstand - er meget godmodig og kæle. Bare den lige holder sig væk, holder afstand. På et tidspunkt skulle hesten lige hen og snuse til det sorte pelsdyr, nysgerrigheden kom frem, hvilket jeg først så, da der stod en bange hund trængt op i en krog og ikke kunne komme nogen steder.
Gode råd var dyre, ejeren stod med ryggen til og havde et maskineri i gang og havde ikke observeret noget, så Puk måtte selv hen til sin hund, kendte betingelserne, hesten SKULLE være der, vi måtte, hvis vi kunne indrette os efter forholdene. Der var lige plads nok til, jeg kunne komme hen til min bange hund og få fat i snoren, og jeg stod der temmelig rådvild, hvad nu, hvordan kom vi lige derfra ved egen hjælp, blev lige så nervøs som hunden, da jeg udelukkende så det store, gule dyr, vi ikke bare lige kunne komme forbi.
Ejeren havde åbenbart sanset noget ud af en øjenkrog, for han kom sindigt og fjernede "vilddyret", så vi kunne komme væk, hesten blev lukket i stalden, med det argument, den nu havde været ude længe nok, havde et glimt af dårlig samvittighed overfor hesten, fordi jeg ikke kunne kontrollere min nervøsitet, jeg VAR jo den fremmede, som skulle indrette mig efter forholdene. Bagefter, da jeg en overgang stod alene kom der en reaktion, stod og rystede ukontrolleret en tid, inden jeg fik slået koldt vand i blodet, sikke en kylling, jeg er...
En dag, jeg alligevel var væk fra matriklen, havde jeg ligesom god tid på min hjemvej. Vejret var mildt, og solen skinnede fra en skyfri himmel, jeg var oplagt til lidt vandring i lidt andre vidder end de sædvanlige, blev jeg enig med mig selv om. Vejret var lige til det, hund og snor var begge i bilen, så der var ikke langt fra tanke til handling, der skulle ske lidt andet i andre vidder.
Hunden var vældig med på den, da vi gjorde holdt på en kombineret skov-markvej og hun fik snoren på. Bildøren var knapt lukket op, førend pelsdyret med et kådt bjæf sprang over mig og ud på marken, hun ligesom sagde "Det her er jeg helt med på, mor, god idé du der fik." Ok, kameraet kom i lommen, og vi drog ud på den faktisk ukendte vej, som kun ligger 4 km fra min bopæl, jeg var lige så opsat på narrestreger som hunden, hvor langt kunne vi gå, hvad ville vi se, inden vi måtte vende om. Var klar over, vejen ikke kunne være lang, eller særlig meget skov, men det var noget nyt, anderledes for os begge to, da vi startede vores tur.
Det var - som ventet - ikke langt, vi kunne traske, førend vi måtte stoppe og vende skuderne og returnere, men det tog sin tid, landskabet skulle - for mit vedkommende - studeres, da jeg faktisk aldrig havde været på denne vej før, og hunden skulle bruge næsen, næsten hver en sten skulle studeres med næsen, det her var da yderst interessant. Skov var der ikke meget af, nærmest en lille klynge, som ikke mindede om skov, da det kom til stykket, derfor ingen skovbilleder i denne melding, men kun vidder og en enkelt ejendom lidt i det fjerne.
Det bar præg af, en af landmændene i området makkede med træ, da der lå stakke rundt omkring til tørring, forskellige stadier i tørringsprocessen så det ud til der på afstand. Vi gik nok sammenlagt ca 2-3 km ialt, men det føltes som det dobbelte, især for hundens vedkommende, da der var så mange spændene nye dufte, der lige skulle undersøges, og jeg nød turen lige så meget, fordi jeg så landskabet og asfalten fra en helt anden vinkel, end jeg plejer. Senere, da vi var kommet hjem, behøvede vi ikke gå den helt lange tur, vi var ligesom blevet mættede af den første kortere tur...
