torsdag den 31. januar 2008

LIDT OPMUNTRING

Her sidst på aftenen synes jeg, at jeg trænger til lidt opmuntring efter denne mørke, regnfulde blæsedag. Gav mig til at se lidt på pc'ens billeder og faldt lige over disse par stykker fra en af mine gåture her i januar. En af de milde dage, hvor det mindede om forår, frem for denne dag, hvor energi, humør har været lidt sløvt. Jeg har erkendt, vejret spiller meget ind på energien, en dag som i dag er det begrænset, hvad der lige sker af aktiviteter, energien kører ligesom på lavt blus, hvilket andre sikkert også kender til. Det er i hvert fald, hvad jeg dækker mig ind under.Det er stort set kun de mest nødvendige ting, der er foretaget. Den daglige gåtur blev ligesom splittet op og taget over flere omgange, skulle alligevel ud, dels fordi jeg trængte til luft, dels skulle hunden lige have lidt mere motion end det, hun får ved at gå rundt med sig selv.
Igår var der ligesom lidt flere aktiviteter på programmet, der var der også lysere i vejret, tørvejr det meste af tiden. Havde bl.a. gang i hammer og kile og var ved at kløve nogle få klodser elm. Der skulle ligesom ske lidt, og da jeg pt ikke har lånt kløver på matriklen, måtte jeg selv i gang, klodserne kom også gennem rundsaven inde i udhuset, og der var nu til godt et par dages forbrug mere, hvilket heller ikke gør noget som helst. Der blev også ryddet lidt op, og er nu snart klar til at tage til genbrug med et læs mere, kan dog endnu ikke se, hvornår jeg får mere gjort ved det, det viser tiden.Det første billede her er mit efterhånden berømte sommerhus, som I snart har set fra alle sider og kanter, jeg kan bare ikke lade det være, når jeg er på de kanter, jeg synes, det er så charmerende i sin enkelhed der i idyllen, huset, som var et helt andet i min barndom, det udhus, som ses i dag, var de sidste år en meget faldefærdig rønde, som ikke var til andet end nedrivning, næsten livsfarlig at bevæge sig ind i, så råddent var det. Og her er kontrasten, som er max 1½ år gammelt. I det tidligere hus havde barndommens nabo, som også dannede skel i mark bl.a. sine fiskeredskaber ala ålruser, nu er der et lille rum til gæster, hvor de kan sove, ud over redskaber.Ja, jeg kan ikke lade være med at sammenligne da jeg har kendt området altid.

FORÅR 2007
Powered By Blogger