For nogle dage siden gik jeg pludselig nogle år tilbage i tiden, nærmere betegnet til den første tid, hvor jeg gik bl. a. i denne bygning, hvor den ende, som ses, var undervisning. Inspektøren boede i den anden ende, nærmere betegnet Ole Lund Kirkegård, børnebogsforfatteren, som bl. a. skrev "Otto er et næsehorn," Orla Frøsnapper," "Lille Virgil." Kirkegård, der havde en lys tandem stående op af huset og som vi elskede, når den kom ind i skolegården. Havde ham til dansk, i slutningen af timen - ca 5 min - fortalte han historier, hvis vi vel at mærke havde opført os ordentligt, hvis ikke, ingen historie Det fandt vi hurtigt ud af. Konen havde vi til musik, husker mørkhårede Annelise tålmodigt undervise os. Til tider kunne han hive en time eller to ud af dagens skema og få arrangeret noget fælles for hele skolen, på tværs af klasserne.
Den gule bygning her var forsamlingshuset, hvor vi i de små klasser havde gymnastik, klasserne slået sammen 2 og 2 både drenge og piger, så i vinterhalvåret var der trange kår. Om sommeren havde vi gymnastik på boldbanen bagved skolen. Omklædningen foregik i klubhuset, hvor der var 2 mindre omklædningsrum, hvor jeg bedst husker lugten af sved, vådt tøj. På regnvejrsdage om sommeren var det ikke altid, vi kunne være i forsamlingshuset, da det til tider blev udlejet til andre gøremål. Vores årlige skolefest var også i forsamlingshuset, hvor ældste klasse stod for planlægningen. Kirkegård søgte andre græsgange i ca 1973, i foråret 1979 tog han sit eget liv, erindrer ikke længere, hvorfor han ikke længere orkede at være her. Efterlod konen og to piger Maja og Nana.
Her ses lidt af legepladsen, der ligger lidt bagud, bygningen i baggrunden er det føromtalte klubhus. I nærheden af klubhuset bor en af mine tidligste lærere, som jeg bl. a. havde til matematik. Dengang jeg havde ham - var vi på efternavn med ham, nu fornavn. Nu er han pensioneret, men spiller som organist både i "min" kirke samt i nabokirken, hos os har han været organist i ca 30 år. I starten, jeg var ansat, var det lidt bagvendt at tiltale ham ved fornavn, men nu er det ikke noget, jeg tænker nærmere over længere. Man vænner sig til det. Nu - som dengang - følger hans trofaste pibe ham. I skoletiden havde den sin faste plads på katederet, nu ligger den enten på orgelet eller en stol, den skal bare med ham. På legepladsen som ses på billedet husker jeg et 2 etagers legehus i træ, sortmalet. Drengene havde den ene etage, pigerne den anden, ve den, som gik forkert. Den blev smidt ud.
Mens jeg har lidt af tilbageblik, har jeg haft en CD på afspilleren, kører iøvrigt stadig, med Kim Wildes De Bedste, som jeg lige har fået kopieret over. Til slut: Ha det godt derude.
