DØDEN

Rygterne talte sandt, rygterne, som har kørt i omegnen de sidste dage. "Rasmus" lever ikke mere, hun fik sit endeligt søndag aften, brat.

Hun var på vej fra byen, hvor jeg har min arbejdsplads, og hvor hun har sin bopæl, til Hobro, hvor hun skulle hente en på banegården. Hun var kommet til et sving i tæt tåge og var kørt ligeud, ud over en skrænt, smidt ud af vinduet.

Dèr på marken lå hun natten igennem, til hun blev fundet i går morges ved 9 tiden, af en lastbilschauffør, da tågen her på egnen var lettet. Hun var død, dræbt på stedet og havde lagt der i ca 12 timer, 43 år gammel. Barsk oplevelse. Rasmus, som jeg lærte at kende på kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der, hvor hun en tid fungerede som medhjælp, en kort tid medhjælp både der og på min arbejdsplads.

Min arbejdsplads søgte for år tilbage ny graver, hun søgte - og fik stillingen. Arbejdspladsen, hvor hun havde en meget kreativ åre mht grandækning, husker specielt en utrolig flot engel, hun havde lavet på de ukendtes plæne. Hun blev fyret efter nogle år, hvorefter den nuværende graver kom til.

Rasmus, som kom godt ud af det med de fleste grundet sit smilende imødekommende væsen, sit humoristiske sind lever ikke længere. Hun er nu død, borte for altid, kommer aldrig mere til at se hende i gadebilledet. Hun har en søn, som skal konfirmeres her i foråret. Sidst, jeg var vikar ved en gudstjeneste, var han blandt kirkegængerne. Nu må han og hans søskende og andre familiemedlemmer holde konfirmation uden hende.

Rasmus skal ikke begraves hos os, men derimod til Arentsminde, hvor hendes far ligger i forvejen. På fredag holdes der en mindehøjtidelighed hos os, hvor enhver som har lyst og mulighed for det, kan møde op. Graveren tager selv tjansen, da der hverken kommer kiste, bårebuketter, kranse eller andet. Der kommer temmelig sikkert mange, da hun var vellidt af de fleste i omegnen.

Fred være med Rasmus, som måtte herfra alt for tidligt, håber hun trods alt har fred, og at der er nogen, som tager hånd om hendes børn...

BLANDET

Vanen tro havde graveren fridag igår, og undertegnede måtte ind til kirken til de 2 daglige ringninger, og ved første ringning ind efter arbejdstelefonen, som ikke ligefrem plejer at stresse, oftest glemmer jeg næsten, den ligger i en lomme. Graveren var dog inde på kontoret da jeg ankom til ringningen, men tog ikke noget notits af ham lige der, da jeg vanen tro havde tilpasset efter, jeg ville være der få minutter før, jeg skulle hive i tovet.Da jeg kom ud fra kirken efter ringningen, stod han på kirkegården og sagde, han lige havde lavet en kop kaffe, om jeg ikke lige havde tid til det, jo tak, en hurtig kop, inden jeg skulle videre i mit program. Han havde heller ikke for megen tid, da han skulle med bus knap ½ time senere. (ingen kørekort og er afhængig af de offentlige transportmuligheder, når han skal videre, udenbys) Ok, vi fik vores hurtige kop kaffe og skiltes.
Senere på dagen var jeg ude på en af mine utallige gåture i området med arbejdstlf i lommen, og der kom lige en kort skjult kamera, jeg havde igen næsten glemt den tlf, da det ikke er meget den ringer, når man går med den. Jeg gik rundt på må og få i egne tanker, og pludselig var der lige en melding i lommen: "Je ve ik vær i telefonen mer". Det gav et helt ryk i mig, da der lige var en mere, som ville opleve og sanse naturen, hvilket altså var arb tlf, hvilket vist er gættet. Ok, Puk måtte hjælpe vedkommende ud af tlf, så jeg havde ledsager en kort tid. Kommer igen til at tænke på dengang, jeg lagde den ringetone ind, der skulle lige laves en joke med graveren, som selv havde leget med tanken om at få speciel ringetone på en tid, men som ikke forstod at gøre noget ved det. Sådan noget skal man ikke lige sige til mig, hvis ikke, der skal ske noget, for næstkommende gang, jeg havde tlf, fik jeg denne lyd lagt ind. Dagen efter gik vi begge på arbejdspladsen, og jeg ringede til ham fra min mobil, jeg skulle lige se hans udtryk, og det der var også i nuet en skjult kamera, men han ville ikke have lyden slettet, der skulle lidt sjov til. Så der er vist 2 på den arbejdsplads, der aldrig er blevet helt voksne...