tirsdag den 18. marts 2008

OPLEVELSER

Dagen har været en af de dage, hvor jeg ikke har været meget på egen matrikel, dagen, hvor der har været fartet lidt rundt. Pelsdyret fulgte mig og lå pænt på sædet ved siden af mig. På et tidspunkt på fremmed areal, hvor vi opholdt os ude, blev jeg lidt overrasket, forbløffet, da der var "noget", som gned mig på øverste del af ryggen på et tidspunkt. Værtsfolkene kunne det ikke lige være, kvinden var ikke hjemme, og manden var et helt andet sted.

Jeg må have lignet en omgang skjult kamera, da jeg vendte mig om, for det var det gule pelsdyr, som ses her, der gned mulen mod min ryg. Og det er mig, som har det bedst med hegn imellem af en eller anden grund, muligvis fordi jeg engang som stor pige blev smidt af en hest.

Ok, Puk måtte lige fatte sig i korthed og takle situationen. Hesten virkede meget godmodig sådan ved første øjekast, så der kom en tøvende hånd op mod hestens hoved, hovedet kom stilfærdigt hen mod min hånd, ville gerne snakkes med, så vi stod der og blev helt gode venner, meget godmodigt dyr, som selv jeg kunne blive gode venner med. Manden kom retur og stod med glimt i øjnene og smil om munden, da han fik øje på idylen.
Fra deres adresse blev der lige taget et par billeder af deres vidder, godt nok ikke mange i forhold til, hvad der er at se, men kommer der tit nok til, det kan lade sig gøre at få nogle flere taget. I området er der mange af disse pæle med ledninger, som faktisk på en eller anden måde skræmmer udsigten.
Det var ikke det letteste job at få motiver uden disse irriterende pæle i landskabet, så dem måtte jeg ligesom finde mig i, hvis jeg ville have noget med mig derfra.
Som ses her, har de hund på størrelse med min, hunden der er en blanding retriever/sjæfer, min blanding af sjæfer/labrador. Det ses vist, hvilken race begge hunde slægter mest på i udseende. Min er 2½, den anden næsten 10, hvilket absolut ikke mærkes, når de er sammen, det minder i høj grad om et par kåde, forgroede hvalpe, når de er sammen, hvilket de har gjort fra første færd. De enes fint, og opdrager til tider på hinanden. Fandt ud af, det ikke kan vare længe, inden min kommer i løbetid, for hanhunden her var vældig interesseret i at få motion på min og var kraftigt interesseret i bagenden i det hele taget. Min var ikke lige med på den leg, hun sagde højlydt fra, dels med arrig gøen, dels blev der vist tænder. Da hanhunden fandt ud af, hans frieri ikke vandt genklang der, holdt han dog op, og der kom i stedet gang i legen, hvilket de havde det fint med...

FORÅR 2007
Powered By Blogger