LIDT RUTINER

Jeg kan som sådan godt sige, jeg ikke blev færdig med at skrive igår, da indlagte billeder er fra gårsdagens dont, her har jeg været ude med min hund, inden jeg dampede til staden for at handle ind, kunne ligesom ikke stå for dette motiv af vidder, derfor dette billede. Det er på en måde lidt vemodigt her i overgangen, hvor det blir tidligere og tidligere mørkt om aftenen, man kan ikke længere bare være ude til kl sent, hvis man har planer om at lave noget, nu er det de indendørs sysler, der af gode grunde trækker, lidt svært for mig at vænne mig til, men jeg er temmelig sikkert ikke ene om den fornemmelse af vemodighed, en form for indespærring, indtil man vænner sig til, det er læsning, håndarbejde, kurser eller andet, der må frem hvis man skal have de lange aftner til at gå.

Billedet til venstre er taget på en nabomark, hvor et hold - for mig - uvedkommende køer - traskede rundt. Min hund skulle lige ind og hilse på som hun plejer - og det gik as usual. Hun drønede hen imod dem alt hvad remmer og tøj kunne holde, hun var "vil-døv" - hørte ikke en lyd, da jeg kaldte af hende. Køerne reagerede knapt på det sorte pelsdyr som kom stormende med et par kåde bjæf. De stod stille en tid, hvorefter klyngen af køer - næsten som på tælling - begyndte at traske hen imod hende. Pludselig var der en hund, som fik kolde fødder og kunne finde hen på rigtig side af hegnet, hen til mor, og det var nu. Vi gik lidt videre på vores færden, vi skulle jo ligesom motioneres lidt mere, når vi nu var kommet afsted.

Vi kom næsten forbi søen, som ligger ca 20 min fra min adresse, kunne ikke stå for denne kontrast; efterårsfarverne, søen, træerne, himlen som baggrund, blir gang på gang betaget af dette billede, som er smukkere, når man ser det direkte.

Længere henne kom vi til en lysning midt i det hele, den er flottere, når solen skinner i bladene, men den ville ligesom ikke det, jeg ville - så solskin må I tænke jer til. Det var det, jeg ligesom vil vise for den tur.