STEMINING PÅ TUR

I går først på eftermiddagen traskede jeg af sted med hunden ved min side. Ved min side i begyndelsen er vist for meget sagt, der var noget krudt, som skulle brændes eftertrykkeligt af på markerne, hvor der var større vidder. Da vi kom ind i skoven, blev der ligesom mere ro, og tempoet var mere moderart. Pludselig stod jeg stille og faldt i staver, da jeg vendte mig mod højre, og disse 2 billeder her siger, hvad jeg så. De er taget fra samme plet, bare med lidt forskellig retning.

Da jeg studerede solen der bag træerne, kunne jeg ligesom ikke få nok, temmelig sikkert fordi, der hele dagen havde lagt en dis over egnen, det var på sin vis et sløvt vejr, hvor man skulle tage sig sammen for at passe de daglige rutiner.

Jeg fik mig endelig løsrevet fra pletten og blev ved med at se mod vest, kunne ligesom ikke få nok, men nøjedes med disse billeder, som ses her. Alt ligesom med måde, der bliver flere motiver ved senere lejligheder. Da jeg kom mere ind i skoven, havde jeg solen i ryggen det meste af tiden, og det begyndte at virke råkoldt, klamt, men jeg havde solen i hovedet,denne stemning kunne jeg ikke slippe, hvilket hjalp mig til at tænke positivt resten af vejen, hvor det var en af de dage, hvor skoven ikke ligefrem var overrendt af mennesker, så hunden fik lov at løbe frit, og snoren blev i lommen.