For nogle dage siden kom jeg forbi Krebsedammen på en af mine ture i skoven. Dammen opstod tilbage i 70érne af naboens dengang ca 17 årige søn. Han fik gravet ud til en lille dam, fik ledt vand dertil fra den nærliggende bæk, stillet en bænk op, den rene idyl. Til slut smed han krebs deri som et forsøg, deraf navnet. Bænken er af gode grunde væk forlængst. Vandet skrumpet ind, fordampet, fordi røret pt er stoppet. Der er ikke meget tilbage af det oprindelige udseende, der er nu blevet meget mere lyst i området, da en gruppe grantræer måtte lade livet i den berømte januar storm 2005, det er ikke til at kende mere, og jeg husker, hvor mørkt der var indtil træerne røg sig en tur. I tiden lige efter stormen var det et ynkeligt syn at komme der forbi, disse af knækkede og væltede træer. Det hjalp vældig på det dengang der så endelig skete noget, ejeren fik arbejdskraft sat på projekt oprydning, det hjalp meget på det. Min hund, som stadig er et legebarn elsker at komme i dammen, når der er vand i dammen, og I kan vist også se på billedet, hun der har et af sine legeanfald midt i det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar