Som så mange gange før, havde jeg tjekket, hvad jeg manglede af fornødenheder. Dernæst tog jeg på den efterhånden meget velkendte strækning for at få handlet ind. Denne gang var det den tyske kæde Lidl, som var målet. Forretningen, som vi kun har haft i byen et par år. En forretning i den nordlige del af byen med gode parkeringsforhold. Der er altid god plads, når man ankommer, og det er til at komme fra og til, da der er lysregulering, da forretningen ligger lige op af den gamle hovedvej. Forretningen er en dejlig, lys butik a
t komme ind i. Brede gange, det er til at færdes i med indkøbsvogn. Fascineret af deres grøntsagsafdeling, stort udbud, friske grøntsager. Priserne i bund stort set overalt i butikken.Da jeg var færdig med at handle ind, kørte jeg ind omkring denne kirke, som jeg kommer lige forbi. Jeg ville ind med en buket blomster til mine forældre, som blev begravet på denne kirkegård med 17 års mellemrum på nær 4 dage. Som så mange gange før, da jeg stod ved lågen, kunne jeg se, hvor velholdt denne kirkegård virker. Allerede ved lågen giver stedet et indtryk af en fredfyldt ro, orden, system. Så for mig, hvordan far og den daværende graver altid skulle drille hinanden, godmodigt. De stod med hver sin pibe nogle minutter, mens jeg ordnede gravstedet.
Ved begge begravelser så jeg en fyldt kirke, især hos mor, hvor jeg husker klapstole, bænke, sikkert fordi hun måtte herfra alt for tidligt, kræften, som tog hende. Senere måtte far herfra, blodprop. Kontrasten på deres død var stor. Mor døde på sygehuset, hvor hun var indlagt et døgn. Døde alene med sig selv i en hospitalsseng. Vi kunne ikke komme derind i tide, der var snestorm, prøvede at komme af sted, men havnede i grøften. Senere på dagen fik vi en til at køre os derned, som havde en 4hjulstrækker. Vi kunne se, hun havde fået fred,blevet fri for smerter.
Senere, da far måtte herfra, fik han det elendigt ud af aftenen herhjemme, jeg ville have fat i vagtlægen, han ville vente til dagen efter, jeg ringede alligevel, der kom en kvinde, som omgående kunne se, han havde det meget skidt. På fingerspidserne kunne hun se dårlig ilttilførsel, og at han levede på meget kort tid, ville ikke nå på sygehuset, ville dø inden, så hun ringede afbud til ambulancen. Det ville være synd at flytte ham, hun blev her til han var død, hun var god i denne situation, han døde af en blodprop. Fik sit ønske opfyldt og fik lov at dø hjemme i sin seng med mig ved siden, en helt anden oplevelse i nuet, havde det bedre med fars død, selv om det var den sidste af mine forældre, som måtte
herfra.Den store forskel er hovedsagelig, jeg ikke syntes, jeg fik ordentlig farvel til mor, da jeg ikke var hos hende da hun døde, det var jeg hos far. Alligevel har jeg nu - på min måde fået det gjort, og jeg kan nu sige, jeg ligesom har sagt ordentlig farvel til dem begge, de er mange gange hos mig i dagligdagen i overført betydning.
Mens jeg puslede inde på gravstedet; ordnede blomsterne, fjernede ukrudt og lod tankerne vandre tilbage til dødstidspunkterne, sad hunden pænt ude på gangen, bundet til et gelænder, da vi var færdige der, var vi lige henne ved et andet familiegravsted, inden jeg syntes, jeg var klar til at tage derfra,hjem til det velkendte.
2 kommentarer:
Jeg var heller ikke til stede, da min mor døde. Hun lå jo bare hen det sidste døgn, fuldstndigt smertedækket. Jeg vidste, at hun ikke ville komme til bevidsthed igen, men jeg havde det meget dårligt med tanken om, at hun nu var på vej til at dø. Så jeg stod i døren og ventede hele den sidste dag, parat til at stikke af, hvis der skulle ske noget ubehageligt. Sidst på dagen sagde sygeplejesken, at hun synes min far og jeg skulle tage hjem og få lidt at spise, og sådan bare komme lidt væk fra det hele. Der kunne godt gå lang tid endnu, sagde hun. Det gjorde vi så, og lige da vi trådte ind ad døren derhjemme, ringede telefonen. Det var fra sygehuset, at min mor var sovet stile ind. Først blev jeg lidt ked af, at jeg ikke havde været der, men så slog et mig, at min mor døde lige på det tidspunkt, hvor jeg ikke var der, som om hun vidste, at det ville have været for svært for mig at overvære. Med andre ord, jeg tror, vi sagtens kan sige farvel, også selvom vi ikke lige er til stede på dødstidspunktet. Den døende er klar over vores bestræbelser, bekymriner eller vad der nu kan ligge til grund for vores fravær. Håber du har fundet ro i forhold til dine forældres dødsfald, for det er vigtigt, tror jeg. Gode tanker herfra! :o)
Nina, jeg er nu ved at være afklaret med mine forældres død. Det er ligesom kommet i ryk, selv om det var sværest med mor, som fik morfin og var panisk for sygehuset. Hun var - heldigvis for hende - bevidstløs til sidst. Tror også et eller andet sted, den døende er klar over den nærmestes grænser for, hvad den kan klare. Tror et eller andet sted, mor sagde ja til sygehuset ca 1 døgn før døden, fordi hun vidste, det snart var sket, og at jeg, som er og var meget knyttet til hende, fordi hun altid var hjemmegående, og mig enebarn, det nok var for smertefuldt for mig dengang, hvis hun havde fået det endelige herhjemme. Den døende fornemmer mere end vi tror, er jeg overbevist om. Far som var modsætning på mange måder, var alligevel optimist, når han mærkede, jeg tænkte, gav han mig kræfter til at stå der, husker han - selv den sidste dag, han levede - selv ville gå på toilettet, hvilket han gjorde, med en lille støtte fra min hånd, det hjalp mig der. Han var rolig lige til det sidste og sov ind - som tidligere nævnt i oplægget - herhjemme med troen på sin frelser, og med tanken om, han kom hjem til sin Gud og mor, og at jeg var stærk nok til at komme videre ved egen hjælp i barndomshjemmet med få faste støtter, bla præsten, så jeg er endelig ved at være afklaret, også selv om jeg længe ikke var stolt af, mor var alene, men tror, hun fornemmede, det heller ikke var føre til at køre ud i, hun udviste styrke der, uden ord. Tak for dine ord, Nina, de varmer meget, også at du tog dig tid til at vende tilbage og skrive et længere oplæg til mig. Også gode tanker til dig fra mig!! Du er god til at finde ord!
Send en kommentar