lørdag den 8. december 2007

DIVERSE GØREMÅL

Billederne i dette oplæg er nogle, jeg tog på min vandring i går. Bækken her har jeg passeret utallige gange i mit liv. De første år med far ved siden, senere alene eller i følgeskab med gæster. Jeg har skovareal ned til bækken, men det kan ikke ses her, da det er bag mig. Den dag i dag kan jeg til tider se nyt på den strækning, selv om jeg har gået der så mange gange. I går kom jeg pludselig til at tænke på et år, en kusine var på ferie hos mig, som hun havde været før. Vi gik og pjattede i det her område, hvor hun fik øje på en frø, som hun impulsivt tog op, og meddelte, at den ville hun da have. Det var ok for mig, så jeg gav hende frøen og arealet, hun fandt frøen på. Gad vide, om hun kan huske det.
Nå, jeg traskede videre og kom ud af skoven igen og fik øje på denne himmel, som jeg heller ikke kunne stå for. Den skulle også lige med mig ind til bloggen.
På et tidspunkt i dag, mens jeg luntede rundt og ordnede småting, vandrede tankerne igen tilbage i tiden. Til omkring den tid, jeg begyndte i skolen. Der var - dengang som nu - hund på adressen, som jeg havde lært til at hoppe op i min gamle barnevogn, som jeg havde fået at lege med. Hunden hoppede troligt op, når jeg holdt ned i den ende med håndtag, hvorefter jeg kunne køre tur med den. Omkring den tid, kom en af naboerne med et dværghønsepar til mig, han havde opflasket dem sammen med kuldet og havde fra starten besluttet, jeg skulle have et par. De kom ind til de almindelige høns i hønsehuset, hvor jeg var med til at fodre. Hønen især blev tam og fulgte mig troligt, når jeg lukkede den ud. Var med inde i stuen nogle gange, hvilket af gode grunde ikke var så populært hos mor. Når jeg lavede en hule til den på sofaen, hoppede hønen ind i hulen og parkerede et stk æg. Når ægget var lagt, gokkede den og ville ud igen.

2 kommentarer:

Frk. Bibo sagde ...

Skønt indlæg - hvor må det være rart med en skov i baghaven. ;-) Smilerynkerne kom på arbejde over din beskrivelse af hønen og ægget i sofaen. Go' søndag.

Anonym sagde ...

frk. bibo -jeg nyder i det hele taget naturen i baghaven, hvor jeg kan sidde inde og et stykke hen ad vejen følge den.
Jeg har flere historier, sande, med dyr, da jeg altid har været vild med dem. Forsøger at bruge humoren lidt, når jeg får minderne frem og håber, andre kan se komikken som jeg selv. Også god søndag til dig.


FORÅR 2007
Powered By Blogger