Lige lidt billeder fra dagens gåtur "ud i det blå." Dagen hvor det har tøet, og der rundt omkring begynder at vise sig bare pletter igen. I dag har det været for varmt til min varme dragt, og nød at kunne gå uden, for lidt af bevægelsesfriheden forsvinder, når jeg tripper rundt i den. Den er tyk, og jeg er ligesom lidt kortbenet i den, så der må opslag til. Ikke ligefrem det, jeg er vant til, da jeg efter andres udsagn hører til dem, der godt må veje lidt mere. Hm, dem om det. Jeg plejer for det meste at have det problem, de fleste almindelige bukser er en smule for store i taljen, når jeg skal have dem lange nok, og der er aldrig problemer med for lange ben, der er den varme dragt atypisk.Hm, udseenet i skoven er lidt forandret med den hvide skovbund, nogle af billederne i dag har jeg haft oppe i andre sammenhænge, det kan jeg godt se, bl.a. bækken i går. I dag var det lidt smattet men kunne tydeligt se spor efter dyrene i skovbunden, hunden var igen kåd, den sne var evig sjov, og der blev kastet nogle snebolde med mellemrum på vandringen dernede, en time var hurtigt gået, denne januardag, hvor det faktisk er mildt årstiden taget i betragtning.
Iøvrigt er det Helligtrekonger i dag, som vist er ganske almen viden, jeg har fundet mine små lysestager frem, som er beregnet til den dag, de står nu med tændte stearinlys i vinduet, så jeg kan se dem, mens jeg sidder her og grifler ved tastaturet.
Barndommens EKP har bryllupsdag i dag, Diamantbryllup, 60 år er faktisk temmelig lang tid, som de færreste oplever. Husker hende som en meget bramfri kvinde, som havde mange sjove indfald, kaldte tingene ved navn. Han er-var mere reserveret og tyssede til tider på hende, når han syntes, hun gik over stregen, når hun gav referat om et eller andet. Husker engang, jeg var dernede som ca 8-10 årig. Jeg fik lov til at gå ind på datterens værelse (hun var flyttet hjemmefra, da hun var noget ældre end mig). Der var der en dukke, som datteren ellers var meget hør over, den måtte jeg tage med ind i stuen sammen med tilhørende dukketøj mv. Jeg fik lov til at lege med den, fordi de havde det indtryk, jeg ikke ligefrem gik og kylede rundt med tingene. Husker fornemmelsen af stoltheden, da jeg måtte lege med den, den dukke havde jeg i hovedet længe, længe efter...
2 kommentarer:
Det er altid bemærkelsesværdigt, når man hører om nogen, som har været gift så længe og giver anledning til refleksion over ens eget og andres varighed af deres ægteskab. Der er vist ikke mange, som kommer til at opleve diamantbryllup. Sjovt at du har bemærket konens særlige bramfri tone, da du var barn. Det må have været noget særligt.
Legetøj var anderledes skrøbeligt før og noget man passede mere på, for man havde jo ikke så meget! Det var flot at du fik lov at låne den fine dukke og forståeligt at du var stolt over tilliden. Klart du har gemt den erindring, det har gjort indtryk hos en lille pige.
Jeg havde selv en sådan fin og skrøbelig dukke, som jeg var meget påpasselig med og ikke lånte ud til nogen. Den gik først i stykker, da jeg lod min dengang lille søn få lov at holde den. Drenge har altså ikke samme fornemmelse for dukker!
Det der udtryk du bruger:"hør over"
Er det et udpræget jysk udtryk eller fra netop din egn af landet? jeg har aldrig hørt det før.
Evi - konen er og var meget bramfri, meget frisproget alderen taget i betragtning, tror nok, hun er i kanten af 90 i dag, men opfatter det positivt.
Sjovt at høre om din oplevelse med din dukke som du var øm over, jeg kan til fulde følge dig i, du passede på den! Især fordi meget legetøj, som du ganske rigtigt skriver, var mere skrøbeligt, og drenge har oftest ikke den samme føling for at passe på.
Udtrykket "hør over" er meget udbredet her omkring, er opvokset med det udtryk, og har til tider skullet forklare, man er øm over det. Jeg husker selv den allerførste dukke, jeg selv købte, den var jeg selv meget øm over, selv om den var robust, den fornemmelse, jeg selv møjsommeligt havde sparet sammen til den, da lommepenge ikke var noget, jeg fik fast hver uge, mest når familie var på besøg og gav mig lidt penge.
Igår tonede mindet af stoltheden tydeligt frem igen over, jeg måtte låne den skrøbelige dukke dengang, selv om det var i stuen, husker tydeligt, jeg knapt turde bære den ind i stuen fra værelset af skræk for, jeg skulle tabe den. Mindet dukkede frem grundet diamantbrylluppet, som er meget sjældent og giver stof til eftertanke, ens egen dødelighed, da døden jo er lige så sikker som en fødsel.
Jeg kan sagtens blive ved, men klapper lige hesten lidt, så til slut de kærligste hilsener fra Puk
Send en kommentar