Lige nogle få billeder fra en af mine utallige vandringer med hunden som fast følgesvend. Gang på gang slår det mig, jeg faktisk er heldig stillet mht natur i nærmeste omegn. Jeg behøver ikke tage særlig langt for at komme ud i naturen, jeg er omkranset af den, bare jeg træder ud af yderdøren. Det her billede er taget lige udenfor, hvor jeg ikke har taget ret mange skridt. På billedet ses en gravhøj, som vi faktisk har utrolig mange af i området. Enkelte steder kan kan ikke gå/køre særlig langt, førend vi ser en enkelt eller en klynge. Førhen så jeg jævnligt naboen have gang i sine saveredskaber for at holde væksten derpå i ave, der har han i tidens løb brugt mange timer, træet solgte han, da han ikke selv havde anvendelsesmuligheder for det.
Her er den nærliggende sø, tæt på Mariager Fjord igen afbilledet. Vand gør et eller andet ved mig, det trækker lige så vel på mig som hunden. Har det bedst med, jeg ser vand, hver gang, jeg er ude at trave i området, som jeg efterhånden kender som min egen bukselomme. Jeg er i tænkeboks pt, da der lige er en lille hytte lidt længere væk fra mit sædvanlige område, som jeg ikke helt kan huske, hvor er. Der har jeg ikke været i flere år, muligvis ender det med, jeg må spørge mig for, så jeg kan finde dertil, hvis ikke min husker vil samarbejde.
I området her kommer jeg meget ofte på min færden, da der er flere indfaldsvinkler for at komme hertil, ca 15 min fra min hjemadresse. Vejen nedenfor skrænten var farbar i personbiler i min tidligste barndom, man kunne med forsigtighed køre der. Husker den hvide DKV, som dengang var på matriklen med mellemrum kørte der, ikke særlig tit, men alligevel erindrer jeg far ved rattet, mor ved siden og undertegnede på bagsædet med øjnene kørende rundt, det hele skulle allerede dengang suges til mig, ok, der blev jeg igen grebet af fortiden, beklager derude...
Lige nogle få billeder fra en af mine utallige vandringer med hunden som fast følgesvend. Gang på gang slår det mig, jeg faktisk er heldig stillet mht natur i nærmeste omegn. Jeg behøver ikke tage særlig langt for at komme ud i naturen, jeg er omkranset af den, bare jeg træder ud af yderdøren. Det her billede er taget lige udenfor, hvor jeg ikke har taget ret mange skridt. På billedet ses en gravhøj, som vi faktisk har utrolig mange af i området. Enkelte steder kan kan ikke gå/køre særlig langt, førend vi ser en enkelt eller en klynge. Førhen så jeg jævnligt naboen have gang i sine saveredskaber for at holde væksten derpå i ave, der har han i tidens løb brugt mange timer, træet solgte han, da han ikke selv havde anvendelsesmuligheder for det.
Her er den nærliggende sø, tæt på Mariager Fjord igen afbilledet. Vand gør et eller andet ved mig, det trækker lige så vel på mig som hunden. Har det bedst med, jeg ser vand, hver gang, jeg er ude at trave i området, som jeg efterhånden kender som min egen bukselomme. Jeg er i tænkeboks pt, da der lige er en lille hytte lidt længere væk fra mit sædvanlige område, som jeg ikke helt kan huske, hvor er. Der har jeg ikke været i flere år, muligvis ender det med, jeg må spørge mig for, så jeg kan finde dertil, hvis ikke min husker vil samarbejde.
I området her kommer jeg meget ofte på min færden, da der er flere indfaldsvinkler for at komme hertil, ca 15 min fra min hjemadresse. Vejen nedenfor skrænten var farbar i personbiler i min tidligste barndom, man kunne med forsigtighed køre der. Husker den hvide DKV, som dengang var på matriklen med mellemrum kørte der, ikke særlig tit, men alligevel erindrer jeg far ved rattet, mor ved siden og undertegnede på bagsædet med øjnene kørende rundt, det hele skulle allerede dengang suges til mig, ok, der blev jeg igen grebet af fortiden, beklager derude...
5 kommentarer:
Du behøver ikke beklage, når du skriver om din barndom. Jeg synes det er så fint, når du gør det! Det bringer også billeder til mig af oplevelser fra min barndom og nogle gange kan det være rart lige at blive mindet om.
Tak, Evi. Jeg sidder bare med den fornemmelse, til tider, det kan være for meget, jeg kører tilbage, når jeg i glimt bliver mindet om et eller andet, når jeg går rundt i barndommens land. De her brudstykker, som pludselig dukker op et eller andet sted, minder, der har været glemt og pludselig toner frem, det kunne jo være, det ikke var sjovt for læserne, jeg nedfælder erindringerne i min digitale dagbog med hverdagsglimt. Ok, jeg tror alligevel, jeg fortsætter med disse glimt.
Ja fortsæt endelig med de glimt. Det er også det der gør bloggen levende og interessant. Husk, du skal ikke skrive for VORES skyld. Du skal skrive for din egen. ;-)
forsæt du endelig med glimtene, og som frk. bibo siger,skriv det du har lyst til :-)
frk. bibo - tak for dine ord, gennem dagen har jeg besluttet mig til, det et langt stykke bliver som hidtil, jeg skriver, da jeg ikke kan lade være med disse glimt, og jeg erkender, det er en fornøjelse for mig at se det på tryk, disse glimt, jeg pludselig erindrer fra min barn- og ungdom :-D
Lene - også tak til dig. Spredte glimt via din blog er dukket op, de er ved at danne helhed og kommer sikkert også frem på et tidspunkt. Husker, vi i min barndom havde en parallel til jeres kartofler, som du positivt satte i gang i min husker. Andre ting kommer frem efterhånden i det hele taget, hvilket I får at se :-D
Send en kommentar