For forholdsvis kort tid siden havde jeg den lokale kirke fremme fra sydsiden - eller fra den side, vi kommer fra, når vi kommer som kirkegænger og skal ind. Her er den fra bagsiden, billedet er godt nok taget for nogen tid siden, da jeg ikke var klar over, hvordan man fjerner datoen.Kirken, som jeg er opvokset med, hvor jeg er både døbt og konfirmeret, præst nr 3 i min tid eksisterer nu, den første forsvandt dog allerede, da jeg var ca 3 år, så ham, der døbte mig, kan jeg ikke huske. Førhen havde jeg det ligesom flertallet, jeg tænkte ikke så meget over, hvem der udførte hvilke funktioner for at få enderne til at hænge sammen. Var fra arbejdsmæssig side på mere eller mindre ukendt grund, da jeg søgte - og fik stillingen som medhjælper for år tilbage. Hos os - de dage, der er gudstjeneste i kirken, uanset om det er en almindelig søndag, eller i forbindelse med højtiderne, møder man ind en time før, hvor vi skal ringe første gang med 3 bedeslag. Ved den tid skal vi også have flaget til tops, hvis vi vel at mærke kan få det. 2. gang vi ringer, er ½ time før med 6 bedeslag, på slaget igen ringning med de ialt 9 bedeslag. Ok, mellem ringningerne skal vi klargøre kirken, tage højde for, om der skal være altergang eller ej, det er graverens job, vi skal også vaske alterbægerne af bagefter.
Da jeg blev ansat stod vi i et seperat rum og ringede, det gør vi ikke mere, nu ringer vi i kirkerummet, bagerst i kirken, det vænner man sig hurtigt til, det er ikke noget, jeg tænker over mere. Har ligesom ikke brug for den beskyttende mur mod menigheden. Muren blev fjernet i 2006, hvor kirken gennemgik en gennemgribende restaurering fra a-z. Før var der mørke bænke, gråt loft, her ses farven på bænkene nu. Kirken virker lysere, mere imødekommende nu end før. På nederste billede i højre side anes svagt tov og håndtag til kimeklokken, vi bruger til bryllup, og som også bruges, når vi ringer julen ind. (Der kimes der 15 min inden højtideligheden) I kirken er der plads til ca 150 mennesker uden extra klapstole og bænke. Lille, hyggelig landsbykirke. Under restaureringen var kirken lukket, istedet rykkede vi ind i konfirmandhuset i nærheden, hvor de fleste ting blev holdt, begravelser,bisættelser blev dog holdt i en af nabokirkerne, et eller andet sted var vi lettede, da vi rykkede ind i kirken igen, for vi gik mellem kirke og konfirmandhus mellem ringningerne, det var lidt bøvlet, men de midlertidige omstændigheder. Guleroden ventede i form af en pænere kirke.
For forholdsvis kort tid siden havde jeg den lokale kirke fremme fra sydsiden - eller fra den side, vi kommer fra, når vi kommer som kirkegænger og skal ind. Her er den fra bagsiden, billedet er godt nok taget for nogen tid siden, da jeg ikke var klar over, hvordan man fjerner datoen.Kirken, som jeg er opvokset med, hvor jeg er både døbt og konfirmeret, præst nr 3 i min tid eksisterer nu, den første forsvandt dog allerede, da jeg var ca 3 år, så ham, der døbte mig, kan jeg ikke huske. Førhen havde jeg det ligesom flertallet, jeg tænkte ikke så meget over, hvem der udførte hvilke funktioner for at få enderne til at hænge sammen. Var fra arbejdsmæssig side på mere eller mindre ukendt grund, da jeg søgte - og fik stillingen som medhjælper for år tilbage. Hos os - de dage, der er gudstjeneste i kirken, uanset om det er en almindelig søndag, eller i forbindelse med højtiderne, møder man ind en time før, hvor vi skal ringe første gang med 3 bedeslag. Ved den tid skal vi også have flaget til tops, hvis vi vel at mærke kan få det. 2. gang vi ringer, er ½ time før med 6 bedeslag, på slaget igen ringning med de ialt 9 bedeslag. Ok, mellem ringningerne skal vi klargøre kirken, tage højde for, om der skal være altergang eller ej, det er graverens job, vi skal også vaske alterbægerne af bagefter.
Da jeg blev ansat stod vi i et seperat rum og ringede, det gør vi ikke mere, nu ringer vi i kirkerummet, bagerst i kirken, det vænner man sig hurtigt til, det er ikke noget, jeg tænker over mere. Har ligesom ikke brug for den beskyttende mur mod menigheden. Muren blev fjernet i 2006, hvor kirken gennemgik en gennemgribende restaurering fra a-z. Før var der mørke bænke, gråt loft, her ses farven på bænkene nu. Kirken virker lysere, mere imødekommende nu end før. På nederste billede i højre side anes svagt tov og håndtag til kimeklokken, vi bruger til bryllup, og som også bruges, når vi ringer julen ind. (Der kimes der 15 min inden højtideligheden) I kirken er der plads til ca 150 mennesker uden extra klapstole og bænke. Lille, hyggelig landsbykirke. Under restaureringen var kirken lukket, istedet rykkede vi ind i konfirmandhuset i nærheden, hvor de fleste ting blev holdt, begravelser,bisættelser blev dog holdt i en af nabokirkerne, et eller andet sted var vi lettede, da vi rykkede ind i kirken igen, for vi gik mellem kirke og konfirmandhus mellem ringningerne, det var lidt bøvlet, men de midlertidige omstændigheder. Guleroden ventede i form af en pænere kirke.
3 kommentarer:
Jeg bor selv under 100 m fra en landsbykirke - iøvrigt den kirke jeg blev konfirmeret i - og klokkeklangen er en hyggelig - og på mange måde - "vejledende" del af min hverdag. Til hverdag når solen ringes op ved man hvor langt man "bør" være i morgenrutinen når der ringes - om aftenen mindes man om at der nogle aftenrutiner der skal sættes i gang - om søndagen behøver man ikke holde øje med uret - klokken giver også besked her ... Jeg er ikke kirkegænger, men jeg elsker vores kirke og klokkeringningen er en uadskillig del af "lydsiden" på mit liv :-)
Den ser fin og hyggelig ud "din" kirke!
Det er da dejligt, at den er blevet renoveret, så den er blevet lysere. Det må da betyde noget, når man skal opholde sig så meget i den, som du gør i dit arbejde.
Jeg synes det må være rart for kirkegængerne, at kunne følge med i ringningen, som de kan hos jer.
et cetera - rigtig mange i nabolaget af "min" kirke har det samme forhold til den som du har, de følger vores ringninger til punkt og prikke, kl 8-16 i vintertid, kl 7 og 17 i sommertid, rutinerne er der i høj grad, hvilket jeg også kan se som en del af arbejdslivet ved kirken, ofte ser jeg igen og igen de samme mennesker lufte hunde på vore ringetider, der er vaner, rutiner, som følges omkring ringninger, jeg selv bor for langt væk til, jeg i dagligdagen kan høre den (næsten 4 km). Jeg kan sagtens følge dig mht de ringninger, jeg selv synes, det er hyggeligt og ville savne lyden på arbejdspladsen, i dagligdagen, hvis jeg boede tættere på. De dage, graver og jeg er der begge, er det mest graver, som ringer, og jeg går lige så stille og nyder ringningen, som kan variere lidt fra gang til gang, fordi det er manuelt, vi ringer.
Evi - jeg nyder virkelig, kirken fik det løft forrige år. Bare det, der kom lysere farver ind, gør, den virker meget mere imødekommende. Nu er det lige ved, jeg foretrækker arbejdet inde i kirken frem for ude på kirkegården. Før trængte kirken virkelig til et løft, den virkede nedslidt, forsømt med afskallet maling på bænke, ligeledes med væggene, træet på gulvet var ved at rådne, være mørt, et lidt træls rum udseenesmæssigt at komme ind i. Når vi begge er på arbejde, er det mig, som tager mig af kirken, da jeg faktisk godt kan lide at være derinde nu, graveren vil helst være ude. Jeg er dog ikke den store kirkegænger i dagligdagen, det erkender jeg blankt, selv om jeg nyder højtidlighederne, når jeg er der som vikar. Får mig sjældent taget sammen til at tage afsted, hvilket jeg nok principielt burde i kraft af mit job.
Folk følger vores ringninger, og hvis der er folk på kirkegården, efter en ringning, kommer der til tider en kommentar, hvis vi til tider har haft en dårlig dag ved tovet, men begge dele er dog sjældne, mest det sidste med, folk kommer med en stilfærdig kommentar, de ved, det er et menneske, som får klokken til at ringe, og et eller andet sted er det, trods alt en charme, man kan høre det, selv om vi er meget afhængig af arbejdspladsen, da vi også skal afsted 2 gange en lørdag, hvor mange har fri.
Send en kommentar