onsdag den 19. december 2007
GÅTUR
Den anden dag, jeg var ude på en af mine utallige vandringer, tog jeg en afstikker, hvilket jeg så tit har gjort. Jeg vidste, jeg ville komme forbi sommerhuset. Ville se det fra den anden side, hvilket ikke ville gøre det ringere med udsigten, især ikke en dag, hvor solen var fremme. Solen ville være i ryggen, og det var meningen, jeg ville have nogle billeder "i kassen." Selve sommerhuset er der ikke så meget ved, som ses på billedet.
Derimod stod jeg og faldt i staver over scenen bagved, over mod strækningen, jeg plejer at komme fra. Jeg syntes, det var et kønt maleri, som var foran mig, så langt øjet rakte. Jeg kunne næsten stå der i timevis pga dette syn, men løsrev mig, da det alligevel var halvkøligt. Det var trods alt december med lave +grader.
Vendte mig lidt mod højre for at se ud over søen, hvor man tydeligt kunne se, hvordan der så ud på den anden side, hvilket kan ses på dette billede. Mens jeg stod og så ud over søen, gik jeg pludselig tilbage i tiden til barndommens land. Far og 2 naboer stangede til tider ål på denne sø i vinterhalvåret, mens der var et tykt lag is derpå. Dengang, hvor losejerne måtte fiske deri. De tre mænd tog af sted med deres meget forgroede gafler, som deres redskab lignede. Samt hammer mv for at få banket hul i isen. Til tider var undertegnede med, det sjoveste dengang i min verden ved disse ture, var når hullet blev lavet i isen samt lave glidebaner derude. Til tider varede det, set fra mit synspunkt, lidt for længe, og jeg traskede hjem gennem skoven alene med påbud om at gå den direkte vej. Ja, det var dengang.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Dejlige minder du har fra dit område, og det er i sandhed en naturperle, du bor midt i.
Kan du have en glædelig jul og et godt nytår, Puk.
Tak,Lene. Vidt forskellig fra dit område, som også er utrolig flot.
Lizelotte. Også glædelig jul og godt nytår til dig.
Dit sommerhus ligner i den grad meget mit. At det ikke synes af meget udadtil, skal man jo ikke lade sig snyde af. Vi holder af det simple, når vi er i huset, ellers kunne vi jo lige så godt være blevet hjemme, og så er der så meget desto mere plads til hjertevarme. Mon ikke det er ligesådan hos dig. Og når det så ligger så naturskønt, så behøver man jo ikke meget mere, vel?
Nina, hvor har du ret, jeg elsker faktisk synet af dette sommerhus på trods af sin enkelthed, det virker på sin vis charmerende midt i sin enkelthed, du har ret, jeg har det ligesom dig, jeg er mere til det enkle, så der er mere plads til menneskerne, huset er også rart indvendig i sin enkelthed, jeg føler mig virkelig hjemme der, så jeg kan SAGTENS forstå, du elsker at komme i dit, det må være dejligt at tage dertil og lade op, fordi der er meget mere plads til jer, som familie, jeg ville ikke ønske mere ved et sådant hus, når det kommer til stykket...
Send en kommentar