TILBAGEBLIK

Gled igen tilbage i tiden. Højtlæsning. Det første, jeg husker, er, at købmanden kørte ud på varetur om torsdagen. Anders And bladet var blevet bestilt og var med. Mens mor gjorde maden færdig, satte far og jeg os i sofaen, med gadekrydset af hund ved vore fødder. Han læste op, mens jeg studerede billeder. Der var også Pixibøgerne, jeg ofte arvede af ældre fætre-kusiner, som blev studeret, ud over bl. a. Lille sorte Sampo. Om aftenen, især i den mørke tid, kunne far læse op af Astrid Lindgrens bøger, Ole Lund Kirkegård, Laura bøgerne fra skoven, specielt sidstnævnte husker jeg, havde så ondt af Mary, da hun blev blind, sammenholdet i familien under trange kår. Puk bøgerne kom også til, har vist godt 30, som blev studeret flittigt, derfra mit navn, en overgang blev jeg ikke kaldt andet i skolen samt blandt jævnaldrende kammerater.

De 5 af Enid Blyton blev også læst, det er en hel samling, jeg har fra dengang, kunne næsten have et helt bibliotek bare med ungdoms bøger, da jeg stadig har bøgerne fra dengang i mine gemmer. Gled umærkeligt over i voksenbøger, hvor jeg har oceaner af bøger rundt omkring i huset, mest inde i mit værelse, hvor de står alfabetisk, lidt en blandet landhandel, de bøger, der gjorde mest indtryk, var nok alligevel børnebøgerne, hvor far læste op, det har sat sine spor, hvor jeg den dag i dag ofte ser billeder for mit indre blik, bl. a. kludetæpperne,som pigerne i Bulderby bøgerne havde på deres værelser, eller dengang Emil fra Lønneberg kørte karlen Alfred til læge i snestorm.

Turene til det lokale bibliotek ca 4 km væk. de første år altid sammen med far. Barndommens bibliotekar havde den regel, vi børn max måtte tage 5 bøger pr gang, hvilket ofte var for lidt, så jeg lokkede til tider far til at tage et par stykker med blandt hans. Senere tog jeg afsted selv, først på cykel, dernæst på knallert. Der kom en ny bibliotekar, der havde lidt andre regler, som trak flere børn og unge til, når jeg ankom, kunne hun til tider udbryde: "Læsehesten tilbage." Var storforbruger, og hun måtte til tider bestille hjem. Biblioteket blev for lille til mig og søgte lidt væk, det lokale bibliotek lukkede for forholdsvis kort tid siden af mangel på lånere, er nu tilbage 2x2 timer om ugen - torsdag.

Gætter på, andre har nogle tilsvarende oplevelser, eller kan håbe det for dem.

FORSKELLIGT

Dagen er gået med lidt af hvert. En regulær blanding af arbejde og fritid. Weekenderne er lidt korte, hvilket jeg godt kan nikke genkendende til her i denne periode, hvor jeg har fuldtidsarbejde, eller noget, som ligner. Batterierne blev ladet op med bl. a. lidt læsning.

Håndarbejdet, som jeg ellers har beskæftiget mig med siden, jeg var helt ung, ligger faktisk helt stille, hvilket det har gjort i flere måneder efterhånden. En ting, jeg ville have forsvoret for få år siden, hvor jeg ikke troede, jeg kunne leve uden, men det viser sig faktisk at gå fint på nuværende tidspunkt, hvornår, jeg evt kommer i gang igen, må tiden ligesom vise, det er bare ikke nu.

Vanen tro, har jeg også været ude på en af mine vandringer i lokalområdet. En af de mindre sjove dage. Der var tåget det meste af formiddagen, ved middagstid blev det "kun" diset, og var af sted midt eftermiddag, selv om det fristede mere at sætte sig i et hjørne af stuen og læse. Nød det dog alligevel, da jeg endelig fik mig bugseret af sted på min tur, da jeg ofte ser noget nyt på min rute, det kan være et underligt træ med sjov facon, et lille mini juletræ eller hvad det nu kan være.

Der skulle også lige ske lidt praktisk, soveværelset begyndte at trænge til en lidt bedre omgang, så der var en, som så efter at komme i omdrejninger, nu er det til at holde ud igen. Jeg er nok ikke den eneste, som i perioder kører på lavt blus - især i de rum, hvor der ikke kommer nogen ind, når der kommer gæster.

Har lige siddet og hygget mig med et glas gløgg, der skulle ligesom lidt søndagshygge til, lidt anderledes, fordi det nu er weekend. Ha det godt derude.

FORSKELLIGT

I løbet af dagen er der ikke sket noget specielt. De småting, jeg ikke når i løbet af ugen, blev foretaget, herunder rengøring og vasketøj.

Både for- og eftermiddag var jeg ude på vandring med hunden i området, en af de stille dage, hvor jeg ikke mødte en eneste på min vej, gik endda på de mest befærdede stier i eftermiddag. Nød i fulde drag at komme ud - og få gået en regulær tur frem for disse små ture i dagligdagen. Vejret var faktisk mildt på mine ture rundt i mit barndommens land. Det er let at se, træerne har været i fældning, de virker så nøgne mod himlen, en ting, jeg hvert år skal vænne mig til, er ikke lige så vild med det i begyndelsen, det virker så utrolig bart, tomt. Men efterhånden bliver det nødtunget accepteret, og jeg begynder at kunne se de stilrene linjer på de bare trækroner.

RUTINER

For første gang i nogen tid skulle jeg ikke ind til arbejdspladsen i dag. Har ellers skullet være derinde 12 dage i træk, de 3 dage dog kun 2 gange i løbet af dagen til ringningerne. Sidste weekend havde graveren en af sine friweekends, og jeg måtte tage over og passe tingene. Lørdag blev der tømt affaldskurve ved

aftensringningen, som var fulde af blade.

Søndag måtte jeg på den igen med tjeneste - og dåb. For 3. gang i træk i en af hans friweekender var der dåb, og det er lang, lang tid siden, han selv har prøvet det. Grundet dåben var der mange i kirke, uvante kirkegængere, som syntes det var vældig spændende, at "klokkeren" arbejder med tovet bagerst i kirken, hvilket man faktisk vænner sig til, man opbygger en form for usynlig mur, så man faktisk ikke observerer, der er folk, som vender sig om for at se, hvad der foregår. (Man kan svagt høre tovet på de bagerste bænke.) Til en forveksling kendte jeg nogle af dåbsgæsterne, bl. a. et hold forældre til en af mine gamle skolekammerater, som jokede med, da de så mig, om de endnu engang skulle have mig at bøvle med, når de viste sig i kirken. Sangeren var også vikar, da den faste havde lagt sig med halsbetændelse, og vi gjorde et godt bytte med vikaren, som havde en stemme ud over gennemsnittet. Hun har været der før, dog ikke så tit med mig som fungerende graver.

DIVERSE GØREMÅL

Det er ikke meget, jeg i tiden går i skovområdet, da jeg oftest kommer hjem i skumringen. Og der er jeg ikke lige så vild med at komme ned i skoven, selv om jeg efterhånden burde kende det nærmeste område som min egen bukselomme, da jeg startede mine vandringer tilbage i 1970érne.

I stedet går jeg rundt på markerne omkring ejendommen for at få det værste krudt brændt af hunden, til tider falder jeg over solnedgangen, når jeg komme af sted i tide - eller når solen har været fremme. Det er altid svært at pille billeder ud, når jeg skal vælge, da jeg oftest synes, det ene er pænere end det andet. I dag blev der også gået tur, første gang i morges, inden jeg trillede på arbejde, hvor det ikke lige blev til så meget, da der ligesom føltes lidt køligt. Det blev derimod til den lange marktur, da jeg kom hjem, som varer ca ½ time, når den bliver taget i rask trav. Det billede her er dog taget nede ved arbejdspladsen, da jeg havde taget aftensringningen den anden dag.

BLANDET

I tiden er det ikke så regelmæssigt, jeg kommer ud på traveture, da jeg næsten arbejder på fuld tid grundet grandækningen. Sidst, jeg var af sted på lidt længere tur, var i forgårs først på eftermiddagen i følgeskab med en veninde ca 1 time. Nød turen i fulde drag, for det første fordi, jeg havde selskab, for det andet fordi, jeg ikke kommer så meget af sted, som jeg gerne ville, men det er ligesom ikke så let at komme af sted, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, hvor der er halvmørkt, når jeg kommer hjem, hvor det stort set kun bliver en kort tur på markerne, en tur på ca 20 min.
I dag var jeg dog tidligere hjemme grundet snevejr - vi opgav at gøre mere ved grandækningen. Det fristede ikke så meget at komme af sted, det blev kun en kortere tur ned i skovens dybe stille ro, hvor jeg dog nåede ned, så jeg kunne se søen, som ligger tæt på Mariager Fjord, en tur på ca 40 min da det kom til stykket. Hunden var kåd som en hvalp på trods af sine 2 år, et sjovt syn undervejs, der kom nogle rejehop undervejs, der var lige noget energi, som skulle brændes af.

Billederne blev taget i mandags, da vi var af sted, i dag havde jeg ikke fået mit kamera med, da jeg ikke lige havde forestillet mig, jeg kom særlig langt, det hjalp ligesom på lysten, der blev opholdsvejr og solen tittede frem gennem skyerne.

TILBAGEBLIK

For nogle dage siden gik jeg pludselig nogle år tilbage i tiden, nærmere betegnet til den første tid, hvor jeg gik bl. a. i denne bygning, hvor den ende, som ses, var undervisning. Inspektøren boede i den anden ende, nærmere betegnet Ole Lund Kirkegård, børnebogsforfatteren, som bl. a. skrev "Otto er et næsehorn," Orla Frøsnapper," "Lille Virgil." Kirkegård, der havde en lys tandem stående op af huset og som vi elskede, når den kom ind i skolegården. Havde ham til dansk, i slutningen af timen - ca 5 min - fortalte han historier, hvis vi vel at mærke havde opført os ordentligt, hvis ikke, ingen historie Det fandt vi hurtigt ud af. Konen havde vi til musik, husker mørkhårede Annelise tålmodigt undervise os. Til tider kunne han hive en time eller to ud af dagens skema og få arrangeret noget fælles for hele skolen, på tværs af klasserne.
Den gule bygning her var forsamlingshuset, hvor vi i de små klasser havde gymnastik, klasserne slået sammen 2 og 2 både drenge og piger, så i vinterhalvåret var der trange kår. Om sommeren havde vi gymnastik på boldbanen bagved skolen. Omklædningen foregik i klubhuset, hvor der var 2 mindre omklædningsrum, hvor jeg bedst husker lugten af sved, vådt tøj. På regnvejrsdage om sommeren var det ikke altid, vi kunne være i forsamlingshuset, da det til tider blev udlejet til andre gøremål. Vores årlige skolefest var også i forsamlingshuset, hvor ældste klasse stod for planlægningen. Kirkegård søgte andre græsgange i ca 1973, i foråret 1979 tog han sit eget liv, erindrer ikke længere, hvorfor han ikke længere orkede at være her. Efterlod konen og to piger Maja og Nana.

Her ses lidt af legepladsen, der ligger lidt bagud, bygningen i baggrunden er det føromtalte klubhus. I nærheden af klubhuset bor en af mine tidligste lærere, som jeg bl. a. havde til matematik. Dengang jeg havde ham - var vi på efternavn med ham, nu fornavn. Nu er han pensioneret, men spiller som organist både i "min" kirke samt i nabokirken, hos os har han været organist i ca 30 år. I starten, jeg var ansat, var det lidt bagvendt at tiltale ham ved fornavn, men nu er det ikke noget, jeg tænker nærmere over længere. Man vænner sig til det. Nu - som dengang - følger hans trofaste pibe ham. I skoletiden havde den sin faste plads på katederet, nu ligger den enten på orgelet eller en stol, den skal bare med ham. På legepladsen som ses på billedet husker jeg et 2 etagers legehus i træ, sortmalet. Drengene havde den ene etage, pigerne den anden, ve den, som gik forkert. Den blev smidt ud.

Mens jeg har lidt af tilbageblik, har jeg haft en CD på afspilleren, kører iøvrigt stadig, med Kim Wildes De Bedste, som jeg lige har fået kopieret over. Til slut: Ha det godt derude.