BILLEDER

Da jeg i dag var ude på min næsten daglige vandring, endte jeg - som ofte før - nede ved søen, hvor jeg kom i legehumør med kameraet, denne smådisede februardag. Det var zoom knappen, der skulle eksperimenteres med. Disse 2 billeder her er taget på nøjagtig samme plet, det ene billede så tæt på, jeg kunne zoome søen ind, det andet længst væk.
Jeg var lidt forbløffet over effekten, da jeg så resultatet på pc'eren, der er større forskel end ventet på resultatet, så blev jeg så klog, man bliver vel aldrig for gammel til at lære og sammenligne resultater.

Mens jeg vandrede rundt, kunne tankerne godt gå selv, hvilket de også gjorde. I dag fylder en af mine lærere fra folkeskolen 75. En lærer, jeg havde de sidste år, jeg gik der. Hun var en moderlig, omsorgsfuld type dengang, men havde et lille handicap, hun var ikke altid lige god til at holde styr på klassen. Husker, hun engang havde en lidt længere sygdomsperiode, hvor vi havde skiftende vikarer eller sad selv. Da hun kom tilbage på sin pind, var vi blevet bagefter med pensumet, det skulle indhentes.

Dengang var der noget, som hed klassens time, hvor vi i fællesskab planlagde, hvad der skulle ske, hvis der skulle ske noget indenfor rimelighedens grænser. Timen blev inddraget til undervisning, indtil vi igen var med. Specielt en af drengene var ikke tilfreds med den beslutning, vi andre gik, stort set, stiltiende ind på det, da vi godt kunne se logikken. René eller hvad han nu hed, blev konstant ved med at sabotere undervisningen i timen, læreren bad ham gang på gang om at holde inde, uden resultat. Pludselig fik hun nok, hun gik ned til ham med stormskridt og gav ham et højlydt klask på den ene kind.

Der blev dødsens stille i lokalet, vi kunne høre den berømte knappenål falde til jorden. Jeg ved ikke, hvem der var mest rød i hovedet af René og læreren. Der var ro resten af timen. I næste time fik han en undskyldning, og længere hen i skoleåret fortalte læreren, hun bagefter var gået direkte ind på kontoret for at sige, hun havde forløbet sig. Der blev svaret, det var ok, de kendte godt eleven - andre lærere havde klaget over hans til tider øretæveindbydende væsen. Ingen troede på, han ville sladre hjemme, da han vist godt selv var klar over, han havde fortjent den, selv om lærerne dengang ikke måtte slå.

Læreren ser jeg til tider den dag i dag, mest når jeg handler ind i Føtex i Hobro, hvor hun også har sin gang. Nok kan man efterhånden kalde hende en ældre dame, men hun er langt fra senil eller noget, som ligner. Hun ligner, stort set, sig selv fra dengang, bare i ældre udgave, de slagfærdige kommentarer er der endnu, ligeledes hendes omsorg for andre, hendes dobbelttydigheder, humøret letter altid et par grader, når der tilfældigt har været møde med hende i Hobro.