tirsdag den 8. april 2008

LYS

Der bliver tændt lys, fordi den mørke side er hos flere familiemedlemmer i tiden, har vidst det ca en uge, men har valgt at vente - og lade ilden brænde i mørket i stuen og lade tankerne vandre rundt til de ramte.
Et dødsfald samt flere indlæggelser præger rundt omkring, mennesker har det svært, de nærmeste har nok pt. Jeg tænker på jer...

mandag den 7. april 2008

GÅTUR

Billederne i dag er fra den næsten daglige vandring i torsdags, hvor vi traskede rundt på må og få af forskellige stier - uden mål, vi skulle bare ud at gå.
Vi gik hovedsageligt, hvor jeg kunne lade hunden løbe frit, da hun havde været lukket inde det meste af dagen, og det giver ligesom lidt mere, når hun får lov at løbe lidt i zig-zag omkring mig. Bolden var dog også med som følgesvend i lommen til at give lidt exra motion.
Formålet med dette billede, er, jeg vil vise 2 stier der på skråningen, som jeg jævnligt går på (dog ikke på een gang). Skråningen, hvor hunden elsker at løbe ned til bækken lige nedenfor, når vi går på nederste sti.
Her skovvejen, vi travede på og nød det milde vejr, med bækkens rislen til højre for os. Bækken, som har sit udspring på min grund. Skovvejen kunne køres på i min barndom - også i personbil. Nu vil jeg ikke bryde mig om at køre der, da den ikke er vedligeholdt nok til det brug.
Her er anemonerne fremme til at dække skovbundens tæppe, foråret er også kommet til Himmerland, hvis ikke, jeg vidste det før.

AFTENSTEMNING

En af aftnerne, jeg var ude i sidste uge, mødte dette skue mig, da jeg vendte blikket mod vest.
Et syn, jeg ikke kunne stå for, jeg blev endnu engang betaget af dette smukke syn, som mødte mig.
Jeg kunne - billedlig talt - stå der i timevis, men det var alligevel for koldt, så der smuttede bare nogle skud i kassen, inden jeg traskede videre i den - trods alt - milde aprilsaften...

BILLEDER

Billederne her blev taget på en af mine utallige vandringer den anden dag, her luntede jeg forbi en stor myretue, som summede af liv. Faldt i staver over disse små dyr, som på mange måder har mange kræfter, energi i forhold til deres størrelse. Jeg blev helt betaget af det mylder, liv der i den store tue. Der udspillede sig et sandt liv, arbejdsenergi der for mine øjne.
Nå, jeg måtte rive mig løs og traske videre, da jeg erkendte, jeg ikke kunne stå der hele dagen, der var pligter, som ventede forude, så jeg skulle også tilendebringe gåturen igen denne dag med fuglesang, knopper på træerne, skovens lugte og lyde, som trængte ind, da jeg igen blev nærværende.
Hørte igen bladenes raslen under mine fødder, snakkede kort med en af sommerhusejerne, som lige var nede og se til sit hus samt fodertønder.
Atter fik jeg øje på disse træer, kontrasten på stammerne, et syn, som lige skulle med mig hjem.
Pelsdyret var vanen tro med mig på vandring, hvilket hun absolut ikke havde noget imod, det var noget, der passede hende at komme ud og bruge lugtesansen.

søndag den 6. april 2008

BLANDET

Små glimt fra dagligdagen - en dag med lidt omskifteligt vejr. Mælkebøtten her fik jeg øje på først på dagen på matriklen, da jeg var ude at lufte hunden. Den første, jeg ser i denne sæson, den stod der ene med sig selv og lyste op.
Senere på dagen fik vi et helt andet vejr - det trak op til torden, og der kom tordenskrald, som ikke var overvældende langt væk. Der blev en nervøs hund, som ikke var tryg ved situationen, men søgte "mors" beskyttelse. Der kom en kraftig haglbyge, jorden var en overgang helt hvid, kontrasten forår- vinter ses her med påskeliljer, hvid jordbund.
Senere, da tordenen og haglen var et overstået kapitel, blev der forårstemperaturer igen, og der var atter udevejr.
Og her kom jeg til en bøg, som havde lyst til at vise sine blade til omverdenen, jeg synes godt om den lysegrønne farve, for mig håbets farve, alt begynder at vokse, gro, den lyse tid bliver lysere og lysere...

lørdag den 5. april 2008

OPLAND

Lige en fremvisning af de sidste billeder, jeg tog på arbejdspladsen, hvilket omfatter lidt af omegnen. Huset her blev en tid kaldt "Spøgelseshust", fordi det en overgang stod tomt. Længe nok til, det kom til at virke forfaldent, forsømt. Det kunne godt give et spøgelsesagtigt præg der på hjørnet af vejen, jeg iøvrigt bor på. Der kom nye ejere til, som hen ad vejen fik skik på huset og grunden, og nu virker det meget charmerende der på grunden.
I det fjerne her - da jeg vendte mig om, fik jeg den tidligere præstegård i søgeren, en gård, som i mange år har været privatejet.
Og her toner byens klubhus frem. Huset, som i min skoletid i byen blev brugt til omklædning i forbindelse med gymnastiktimerne i sommerhalvåret - før hallen blev bygget. Genkalder lugten af vådt tøj, halvsure tær, indelukkede rum. Nu har skolen bygningen i brug til yngste børn.
Byens anlæg set "sådan lidt fra oven" - billedet blev taget på et tidspunkt, jeg var ude ved container med affald. Et klart samlingssted for byen om sommeren, for forholdsvis kort tid siden blev der lavet en bygning, man kan trække ind i med madpakker mv. Om sommeren bliver der holdt bla sankthansblus, sidste år var kommunens borgmester nede for at holde båltalen.
Det her træ har jeg jævnligt stået og faldet i staver over som det står der, iført eufo, toppen taget af for det ligesom bedre kunne være på grunden. Før virkede det enormt stort og majestætisk til grunden, det ligesom stjal al lys og næring fra grunden...

fredag den 4. april 2008

LANG DAG

En alsidig arbejdsuge nærmer sig med hastige skridt sin afslutning. Indimellem - i ugens løb - har der været plads til at stå kort med kameraet, de første billeder bliver uploaded nu, resten senere. Her vises hovedfærdselsåren, hvis man kan bruge det udtryk på en kirkegård. Det røde tag i højre side af billedet tilhører en af friskolens bygninger, den gule bygning længere nede i billedet var byens tidligere forsamlingshus.
Her lidt af udsigten fra området ved kirken, gang på gang slår det mig, vi kan se utrolig langt der på bakken, især når vi ser mod syd, hvor vi kan se over på sydsiden af Mariager Fjord, især når vejret er klart.
Og her lidt af byen, trukket ind via zoomknappen, et alsidigt billede viser sig uden for diget, alt efter hvor vi kigger hen.
Og her arbejdspladsen taget fra vest, på skolens sportsplads, hvor jeg kort var ovre i en pause. Sportspladsen, som jeg selv løb rundt på som barn i sommerhalvåret i gymnastiktimerne - og som helt ung, da jeg en overgang gik til håndbold efter skoletid med en af byens borgere som træner, træneren bor i byen den dag i dag.
Og her er hallen, som først kom til efter min skole- og ungdomstid i byen, bygningen, som jeg på sin vis ikke har så meget tilknytning til, det gør noget. Det er der, det ugentlige banko bli´r holdt, det årlige julemarked, ofte bliver der serveret kaffe efter begravelse-bisættelse, der bliver, byens størrelse taget i betragtning - holdt meget pt.

FORÅR 2007
Powered By Blogger