Den anden dag vi var ude på en af vores vandringer i området, fik vi os en lille forskrækkelse. Jeg plejer at lade min hund rende frit det meste af tiden, selv om jeg helst skal have hende i snor. Der er skilte rundt omkring, som bla viser hund i snor pga vildtet. Snoren er dog altid med, der kan opstå situationer, hvor selv min skal i snor.
Vi traskede afsted i egen verden, tankerne gik hid og did, pludselig kom der en anden vandrer til syne "ud af ingenting." Dog uden hund. Hunden kom med nogle forskrækkede bjæf, manden, som kom til syne gav et spjæt, ligeledes mig. Jeg fik travlt med at få snor på hunden og måtte lige sige undskyld. Jeg havde ikke taget højde for, han lige var ude at gå samtidig med os. Jeg ved godt, han ikke følger stierne særlig meget, men går på kryds og tværs i skoven, men det plejer ikke at være meget i mit favoritområde, han går rundt. Vi fik dog snakket lidt, da vi hurtigt var kommet til os selv, hunden lagde sig pænt ned, da hun kunne se, han ikke var så farlig, selv om han ikke er tryg ved hunde. Jeg valgte at have snor på indtil jeg igen kom ind i eget område, der var ingen grund til at resikere mere, især ikke fordi der skal snor på.
Nyder virkelig, jeg har fået den hund, nu kommer jeg meget mere regelmæssigt afsted end før. Rundt i barndommens land, hvor jeg godt kan se, der mange steder er meget forandret, jeg kan selv til tider gå hid og did fordi jeg er så kendt i området, men det meste af tiden følger jeg dog stierne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar