TÆNKEBOKS

Der er en anonym, som trofast er begyndt at følge mig på min blog. Jeg blev mere og mere sikker på, det er en kusine med denne lille hund på dette billede. Den stille humor, som kommer fra den anonyme, minder om en kusine.

Da den anonyme skulle væk i weekenden, blev jeg mere sikker på det var kusinen, da hun ofte tager ferie noget af efterårsferien. Hun og familien tager til tider på weekend, ferie i begges barndommens sommerland, Øster Hurup, hvor hun og familien har overtaget hendes forældres sommerhus.

Barndommens land, hvor jeg til tider selv var på ferie og dels har trasket området tyndt på mine gåben, dels motioneret i vandet, som ikke ligger langt fra familiens sommerhuse. Grundet den anonyme, som ikke er kusinen alligevel, har jeg pr husker været en tur i sommerlandet, sjovt at være tilbage i dette land med et sommerland, som ikke kunne eksistere ret længe.

Jeg tænker videre, da jeg har en idé om, jeg kender den anonyme, som under alle omstændigheder er MEGET velkommen, det er sjovt og hyggeligt med dine godmodige kommentarer, anonym. Anonym, har du nogensinde været på min adresse?

DIVERSE GØREMÅL

Der har stået hjemmedag på programmet hele dagen, men kan ikke påstå, jeg har været arbejdsløs, da der har været gang i den det meste af tiden.

Nu er jeg der, jeg ikke kan kløve ret meget mere af mit brænde, blev stort set færdig i dag, dernæst var der gang i motorsaven i det væltede elm. Ude på marken kunne jeg se, jeg har en fuld vogn - eller skal jeg sige fordrukken? Den er i hvert fald fuld "af et eller andet..." Så kan man vel kalde det hvad man vil... Den skal så på et tidspunkt bugseres videre i forløbet, på vognen er der - når det kommer til stykket - mere træ, også noget, som skal kløves, så endnu engang kan jeg sige, jeg får varmen mere end en gang, der er meget tummel med det.

På et tidspunkt i dag kunne jeg dog finde ud af at sige av. Stod ved kløveren, en klods dumpede ned til den forkerte side og ramte min ankel, det gjorde ikke ligefrem godt. Men kom dog videre i forløbet.

Sidst på eftermiddagen nåede jeg ud på min vanlige tur med hunden, gad ikke at komme af sted, da jeg startede op, men endte med at nyde det denne milde, halvvejs overskyede oktoberdag. En af fordelene med hunden, er, jeg er blevet en del bedre til at komme af sted regelmæssigt. Førhen var jeg mere tilbøjelig til at lade være.

Pt kobler jeg fra med et krus koldskål, havde fået for meget købt hjem til en portion med kammerjunkere, synes ikke længere, det er sjovt med den ret som mellemmåltid, nu drikker jeg mælken når jeg trænger til lidt andet, igang med den sidste liter.

UVENTEDE GÆSTER

Først på eftermiddagen ringede telefonen. En kusine ville vide, om jeg var med på en gåtur i mit område. Hende og manden syntes, vejret var ideelt. Det var en af weekendens bedste ideer, så jeg sagde omgående ja. Jeg går af gode grunde alene det meste af tiden med hunden som eneste selskab, og det kan til tider være trivielt, når det er så godt som dagligt, jeg er af sted.

De ankom denne milde, solskinsrige oktober søndag, havde taget brød og en pose kaffe med, de var på skovtur og ville give "madpakken" her i min stue, mens jeg gav turen i mit område. Vi startede med kaffen og dampede af sted med løstgående hund. På vor vej så vi en klynge rådyr, vist 5, et kønt syn da vi så dem komme løbende i fuld galop, en af de gange, det havde været rart med kamera i hånden.

Vi traskede rundt det meste af en time - en af mine favorit ruter med meget afveksling. Det var dagens saltvandsindsprøjtning at gå der sammen med mennesker. Det, der kunne blive snakket undervejs. Til tider kan det være trivielt, tendens til at være småkedeligt i dagligdagen - så jeg nød det virkelig. Det er noget helt andet, da andre også somme tider ser tingene fra en anden vinkel end en selv, andre synsindtryk.

Det lød til, de er med på en tur igen på et senere tidspunkt.

Efter, de var kørt igen, gik jeg en kort tid ud og fik kløvet lidt brænde, fejet i rummet i udhuset hvor træet er, og fik brændt noget af savsmuldet og barken i fyret, det, der blev gjort i dag, er gjort, hvad der ellers bliver gang i herefter, vil tiden vise, sikkert kun holde fri med et eller andet.

BARNDOMMENS LAND

I princippet er mit weekend vikariat afsluttet nu. Haft dagens gudstjeneste. Lidt forbløffelse da de andre ansatte så mig, fordi jeg også havde sidste weekend. Der var 2 dåb, som jeg vidste på forhånd, drenge, som kunne gå selv og ligeledes svare ved døbefonden. Faderen har haft det meste af sin barndom og ungdom under en km fra mig, derfor overskriften. Han søgte tilbage, og da jeg så ham + søskende og far, blev jeg helt nostalgisk, husker især hans yngste søster i barnevogn på deres adresse, nu er hun højere end mig.

Forældrene var faste kunder dengang min far solgte kartofler, det var dengang. Tiden går, og nu er den familie spredt, sjovt at hilse på dem. Tidligere kirkesanger, som var der indtil ca 1995, var en af kirkegængerne, hun bor nu i det tidligere forsamlingshus lige neden for kirken, hun var der gennem mange år, nu er hun der til tider når kirken er i bekneb for vikar til sang, frisk, ældre kvinde, som er kvik for en kommentar

Ok, efter gudstjenesten var der fotografering ved døbefonden, inden folk dampede af, og præsten,kirkesanger og organist skulle videre til nabokirken, og jeg skulle igang med oprydning - dels efter dåb, dels efter altergang. I dag under altergangen "så" jeg nogle af datidens mennesker gå til alters, den tidligere præst, som ikke ville have børn til alters, der havde man ikke noget at lave før, man var konfirmeret. Ham, som en af de første søndage efter konfirmationen havde tradition for, konfirmander og forældre blev inviteret til gudstjeneste med altergang, hvor vi blev indviet i voksenlivet. Den nuværende præst lader også unge mennesker komme op, bare de kan sidde stille under altergangen på knæfaldet, så er det ok for ham, mindre børn må også komme op, det er bare et eksempel ud af mange på kontrasten på de 2 præster, som jeg havde oppe at vende under oprydningen i dag.

SELSKAB PÅ TUR

For ca 2 uger siden var en veninde på besøg, som hun har været før, det var gåtid.

Vi besluttede os til en af de lidt længere ture, hvor vi et godt stykke ville have fjorden til den ene side af vejen. Vi traskede af sted i luntetrav, ville nyde naturen ved samme lejlighed. Hunden gik frit det meste af tiden, da hun holdt sig tæt til os.

På vor vej kom vi forbi denne 4 længede ejendom som har en pragtfuld udsigt ned til vandet. I tidernes morgen, men der var privatbeboelse, var der en jævnaldrende pige, jeg gik i klasse med, vi besøgte til tider hinanden. Hendes far havde en radio-tv forretning i købstaden, som han valgte at afhænde - vistnok i 1973, familien flyttede fra egnen og kontakten gled ud. Siden har der ikke været privat beboelse, og jeg har ikke været inde siden.

Nu er det en form for skole for unge mennesker, som vistnok er adfærdsvanskelige. De er opgivet af den normale folkeskole og kan komme ind der. På ejendommen er der bla heste, som eleverne er med til at passe, er med i skovbruget mv, tager del i ansvaret for, det fungerer. For år tilbage husker jeg får på grunden på en plæne ud til grusvejen, vi færdes på. Der på den idylliske plet var de tøjret, så vi forbipasserende kunne få fornøjelse af at se liv, en form for levn fra dengang, der var landbrug på stedet. Der er også både på ejendommen, som er på ræd og række i vinterhalvåret på en mark. Hver gang, jeg kommer forbi - ligegyldigt om det er pr bil eller gåben, taber jeg næsten pusten af at se de velpassede plæner, de skagengule bygninger med fjorden i baggrunden, smuk plet uanset årstiden.

KIRKEN

For 2. lørdag i træk måtte jeg op fra morgenstunden, dog først ved 7 tiden i dag, en time før i sidste uge. Til og med sidste søndag kørte vi med sommertid, hvorefter vi skiftede. Vi regulerer selv, når vi skifter, hvilket afhænger af, hvornår vi vurderer, vi ikke længere kan se om morgenen mht at arbejde udendørs, nu er morgenringning kl 8.

Efter ringning måtte jeg ind efter "Je ve ik vær i telefonen mer". Mobilen går vi også med i weekenden, da døden aldrig holder fri. Vi har sommetider måttet ind og låse op til kapel på skæv tid til en kiste.

Graveren sagde engang for sjov, han godt kunne tænke sig at få en lidt atypisk ringetone lagt ind på mobilen, men kunne ikke selv finde ud af det. Det er ikke lige det, han skal sige, når jeg er i nærheden, da jeg er en af dem, som aldrig er blevet helt voksen.

Ved førstkomne lejlighed var jeg ved at rode med telefonen, da jeg alligevel gik med den på hans fridag og fik lagt ovenstående tone ind. Lagde telefonen på plads og sagde ingenting, da jeg dagen efter mødte ind som medhjælp. Tlf ringede og stor var hans forbløffelse, næsten skjult kamera. Bagefter sagde han med glimt i øjnene om jeg aldrig blev voksen, men tonen skulle blive der, der skulle lidt sjov til.

Ringetonen har også indimellem givet sjove episoder,også hos mig selv en lørdag, hvor jeg havde weekendvagten. Telefonen ringede tilfældigt, da posten ankom, hans forvirring var til at føle på, blev større, da jeg sagde kirkens navn og gik hjemme hos mig selv. Senere sagde han, han lige nu og her havde glemt, jeg kan være lidt af en spøgefugl og var ansat ved kirken.

KLØVNING

Denne milde, solskinsrige lørdag i oktober, har jeg til nu været mere ude end inde, der har stået kløvning på programmet. Det skrider lige så stille den rigtige vej, dagens gode gerning, jeg har lånt denne kløver. Elm er noget hårdt træ, og ikke ligefrem den letteste træsort til hammer og kiler. Der er en her, som er glad, for det meste af 1 m2 er nu klar til rundsaven, juhu.