GÅTUR

Denne meldings billeder er fortsættelsen fra den 19.3, hvor jeg viste en skovvej og en kilde. Her er de tilsammen 6 ben kommet længere hen på deres færden af den lidt sjældnere benyttede vej af os. Her ses søen fra en lidt anden vinkel, end den, jeg for det meste plejer at fremvise. I det her område ses ofte svaner, som fredfyldte passer deres, men vi andre til tider stopper op og beundrer dem. Det var en af de dage, det ikke var let at få dem tydelige i kameraet, de kan ikke - med mit blotte øje ses her. De hvide pletter ses ude på søen med det blotte øje, meget idyllisk.
Og på dette og efterfølgende billede ses fjorden - og i det fjerne Mariager der på sydsiden af fjorden. Et dejligt skue den dag med den stille, rolige vandoverflade, som virkede meget rolig.
Længere henne af vejen, som jeg ikke nåede frem til i weekenden, er der et lille idyllisk fiskerleje, som jeg heller aldrig bli´r træt af at tage ned i.
På denne her tur i weekenden valgte jeg at stoppe lidt før, da der ligesom skulle være tid til, hunden kunne bruge lugtesansen, og jeg ville også undgå at komme ud på regulær grusvej med hende, da hun var temmelig våd efter turen i kilden, og jeg kunne lige se for mig, hun blev jordfarvet i stedet for sort, hvis vi fortsatte strækningen og tog en anden vej hjem...

VIDDER

En dag, jeg alligevel var væk fra matriklen, havde jeg ligesom god tid på min hjemvej. Vejret var mildt, og solen skinnede fra en skyfri himmel, jeg var oplagt til lidt vandring i lidt andre vidder end de sædvanlige, blev jeg enig med mig selv om. Vejret var lige til det, hund og snor var begge i bilen, så der var ikke langt fra tanke til handling, der skulle ske lidt andet i andre vidder.
Hunden var vældig med på den, da vi gjorde holdt på en kombineret skov-markvej og hun fik snoren på. Bildøren var knapt lukket op, førend pelsdyret med et kådt bjæf sprang over mig og ud på marken, hun ligesom sagde "Det her er jeg helt med på, mor, god idé du der fik." Ok, kameraet kom i lommen, og vi drog ud på den faktisk ukendte vej, som kun ligger 4 km fra min bopæl, jeg var lige så opsat på narrestreger som hunden, hvor langt kunne vi gå, hvad ville vi se, inden vi måtte vende om. Var klar over, vejen ikke kunne være lang, eller særlig meget skov, men det var noget nyt, anderledes for os begge to, da vi startede vores tur.
Det var - som ventet - ikke langt, vi kunne traske, førend vi måtte stoppe og vende skuderne og returnere, men det tog sin tid, landskabet skulle - for mit vedkommende - studeres, da jeg faktisk aldrig havde været på denne vej før, og hunden skulle bruge næsen, næsten hver en sten skulle studeres med næsen, det her var da yderst interessant. Skov var der ikke meget af, nærmest en lille klynge, som ikke mindede om skov, da det kom til stykket, derfor ingen skovbilleder i denne melding, men kun vidder og en enkelt ejendom lidt i det fjerne.
Det bar præg af, en af landmændene i området makkede med træ, da der lå stakke rundt omkring til tørring, forskellige stadier i tørringsprocessen så det ud til der på afstand. Vi gik nok sammenlagt ca 2-3 km ialt, men det føltes som det dobbelte, især for hundens vedkommende, da der var så mange spændene nye dufte, der lige skulle undersøges, og jeg nød turen lige så meget, fordi jeg så landskabet og asfalten fra en helt anden vinkel, end jeg plejer. Senere, da vi var kommet hjem, behøvede vi ikke gå den helt lange tur, vi var ligesom blevet mættede af den første kortere tur...

HESTEN

Igår var jeg væk fra matriklen det meste af dagen, forskellige steder, sidste sted var samme matrikel som i forgårs, hvor denne hest befinder sig, her er den dog længere væk end det ser ud til, da jeg brugte zoomknappen på kameraet, jeg er ikke så tryg ved heste, det gør noget, uanset, hvor godmodige, rolige og sindige, de virker. Jeg vil allerhelst have en skærmende snor eller noget andet mellem dyret og jeg. Hvis ikke, det kan lade sig gøre, er det accepteret, jeg kommer, trods alt, som den fremmede og må indrette mig, hesten bor på adresssen. Dyret skal dog helst holde afstand, det har jeg det klart bedst med.

Igår var der lige tilsammen 6 ben, som bogstavelig talt blev trængt op i en krog. (Hunden og jeg.) Vi var i indhegningen, hvor hunden stod bundet, oprindeligt på den anden side, men var hoppet over, da hun kan hoppe meget højt. Hesten har god plads og tog sig tilsyneladende ikke af gæsterne, vi kunne sagtens være der. Dyret - kan jeg godt se, når der er afstand - er meget godmodig og kæle. Bare den lige holder sig væk, holder afstand. På et tidspunkt skulle hesten lige hen og snuse til det sorte pelsdyr, nysgerrigheden kom frem, hvilket jeg først så, da der stod en bange hund trængt op i en krog og ikke kunne komme nogen steder.

Gode råd var dyre, ejeren stod med ryggen til og havde et maskineri i gang og havde ikke observeret noget, så Puk måtte selv hen til sin hund, kendte betingelserne, hesten SKULLE være der, vi måtte, hvis vi kunne indrette os efter forholdene. Der var lige plads nok til, jeg kunne komme hen til min bange hund og få fat i snoren, og jeg stod der temmelig rådvild, hvad nu, hvordan kom vi lige derfra ved egen hjælp, blev lige så nervøs som hunden, da jeg udelukkende så det store, gule dyr, vi ikke bare lige kunne komme forbi.

Ejeren havde åbenbart sanset noget ud af en øjenkrog, for han kom sindigt og fjernede "vilddyret", så vi kunne komme væk, hesten blev lukket i stalden, med det argument, den nu havde været ude længe nok, havde et glimt af dårlig samvittighed overfor hesten, fordi jeg ikke kunne kontrollere min nervøsitet, jeg VAR jo den fremmede, som skulle indrette mig efter forholdene. Bagefter, da jeg en overgang stod alene kom der en reaktion, stod og rystede ukontrolleret en tid, inden jeg fik slået koldt vand i blodet, sikke en kylling, jeg er...

PYNT

Nu, hvor påsken nærmer sig med raske skridt, viser jeg et par billeder af egen pynt, som jeg i tidernes morgen fik lavet en del af, dels til eget brug, dels til at give væk.
Her er det dog en blandet landhandel, da pigen dog er til påsken, tallerkenen er fra da jeg i tidernes morgen gik til porcelænsmaling i ungdomsskolen, en af favorit tingene fra dengang. Da jeg temmelig sikkert skriver mere over helligdagene, vil jeg nøjes med dette her og slutte med at sige GOD PÅSKE til evt læsere, som kommer forbi...

GÅTUR

Tidligere på dagen var jeg - vanen tro - ude på luftetur, der skulle lidt motion til. Det er blevet en hel vane, der skal ske noget, også selv om der var småkoldt. Vanterne kom på "poterne", og vi traskede derudaf på en af de sædvanlige ture i området. Vi snusede på hver vores måde, mig dog mest med øjnene og kamera i lommen, hvis nu der skulle dukke et motiv op på min færden.
Hunden brugte vanen tro sin snude, og her er hun i nærheden af et spændende sted i hendes verden, det ser næsten ud til, hun lige vil have at vide, om det nu også er okay, hun skal have stedet undersøgt. Hun fik dog min accept, og se næste billede...
Her er snuden i fuld gang, lige før poterne også bliver det, et meget, meget spændende sted, som skulle undersøges grundigt og eftertrykkeligt, men pyt, hun blir mere træt af en sådan oplevelse, hvor hun bruger andre sanser, end når der er galop på markerne, så der var tålmodighed med fra min side en tid, inden vi traskede videre...

NATUR

Sidst, vi var ude at gå, fandt vi ind på denne skovvej, som vi heller ikke går på så ofte, på trods af, der faktisk er flot på strækningen. Lidt længere henne på vejen, kan man se både søen og fjorden, hvilket der kommer billeder af i senere melding.

Da vi travede afsted der i forårssolen, var der helt vindstille, på engen ved min højre side sås enkelte svaner på afstand, som jeg ikke kunne zoome nok ind til, jeg kunne få dem med på billeder.
På vejen måtte vi over denne kilde, som stille flyder afsted, kilden giver faktisk en indre ro, som vandet stilfærdigt "løber afsted" der midt i det hele. Vejret var meget mildt denne dag, så der var ligesom tid til at gøre lidt ophold og beundre skuet lidt.
Vi havde dog hver vores måde at nyde bækken på, undertegnede havde ikke behov for at blive vasket, blive gennemblødt, det havde jeg det ikke varmt nok til, selv om jakkens lynlås var lynet ned. Hunden derimod skulle absolut, som ventet, ud i vandet, og det var eftertrykkeligt, hun lagde sig pladask, lige så lang hun var på maven og lignede en, som bare nød tilværelsen, hun fik lige så lang snor som hun kunne få, da jeg ikke havde lyst til en meget lokal byge, når der senere skulle rystetur til. Og jeg slap i det mindste for det værste, det var kun enkelte sprøjt, der nåede hen på mine bukseben...

HUNDE

Jeg kom i tanke om, jeg lige ville uploade de sidste hundebilleder fra igår, da jeg var væk fra matriklen, det øverste kom ikke med pga hundene befinder sig i skyggen, men man kan vist alligevel se, de begge opfører sig som et par kåde hvalpe på trods af deres alder. Hvis ikke, vi lige har dem ude i begyndelsen, når de mødes, er huset fyldt op - af disse to, der skal leges, når først de får plads til at få kådheden brændt af, plejer der at være rimelig ro, når vi tager dem med ind.
Ham her var jeg alene med en overgang, og han plejer at opføre sig som en "limklat" overfor mig, jeg er til fulde accepteret, når jeg er der, han gider ikke længere gø, når jeg ankommer til adressen. Han følger mig trofast, det kunne jo være, jeg lige gad klappe ham og gi en godbid...
Da jeg var alene med ham, kom jeg til at tænke på, ejerne kan få ham til at gø på komando, det skulle prøves, om jeg også kunne, som det, jeg trods alt er, en fremmed, han var lige så let at gejle op til ballade som ved ejerne, som kom spænende, da han begyndte at give lyd fra sig, der blev lidt grinen, da de hurtigt fangede situationen, hunden mente ikke noget med larmen, det var tydeligt, for bagenden logrede meget, et sjovt syn.