DIVERSE

Vanen tro har undertegnede været ude at lufte mig selv samt mit sorte pelsdyr. Det er ikke altid mit kamera er med som fast følgesvend, det afhænger lidt af bla vejrforhold, hvor meget skal der indstilles på¨min vej, det er ikke altid, jeg er med på at indstille næsten hver gang, jeg vil ha' noget i kassen. Ofte, når det er med, ligger det bare i lommen.
Andre gange hygger jeg mig bare med at bruge sanserne, ørerne samt øjnene og via den vej få indtrykkene ind på nethinden, da jeg gennemgående er blevet en bedre iagttager på min færden rundt i området. Bliver ved med at få øje på nyt, af en eller anden grund er jeg faldet for især vand, himmel og træer, hvilket min blog efterhånden bærer præg af.

FORELSKET

Det kan vist ikke længere komme bag på de, som jævnligt følger mig, at jeg så godt som hver dag er ude at traske området tyndt i kortere eller længere tid, alt efter tid, vind og vejr. De sidste gange har det blæst noget, hvilket har bevirket, det har været lidt en blandet landhandel med, hvor jeg har gået rundt.
Nogen gange har det blæst for meget til, jeg har været vild med at gå i skoven, da jeg har været nervøs for grene, træer, der vælter. Der er heldigvis også vidder, hvor der er lavninger, som giver læ for vinden. Der er så godt som altid muligheder for at få sig rørt.
En af dagene, var jeg ude ved aftenstid på meget kort tur godt 17:30, kan jeg godt bruge det udtryk, jeg blev forelsket så det vil noget, hvilket ikke er første gang, når jeg er ude i naturen. Billederne her viser,hvad jeg blev forelsket i, kunne ikke stå for denne baggrund, da jeg lige skulle ud for at blive blæst igennem. Synet af skyerne, som drev afsted, kunne jeg ikke lade gå upåagtet hen, syntes det var et betagende syn, billederne er taget fra samme sted, har bare taget dem fra forskellige vinkler.

AMARYLIS

Den anden dag, jeg var rundt med min vandkande, fik jeg øje på dette syn, som jeg ikke kunne stå for. Det skulle lige i kassen. Er i blomst på matriklen ca 1 gang om året i snit, hvilket Puk et eller andet sted er stolt af.
Synet her taler vist for sig selv, så jeg har ikke mere at sige lige nu...

ALTING OG INGENTING

Som så ofte før vendte jeg en morgen blikket ud af mit sydvendte stuevindue og faldt i staver over dette syn, hvor februarmorgenen viste sig fra sin kønneste side. Igen slog det mig - som ofte før her i begyndelsen af året - at det er lidt svært at forstå, vi har de regulære vintermåneder nu, da det her syn klart minder mig om en forårsdag. Dagen, dette billede er taget, var der næsten ingen vind, mange fuglefløjt. Vanter og pandebånd kunne blive i lommerne, der var ligesom ingen grobund for at bruge det.
På vandringen rundt i området senere på dagen kom jeg forbi her på en af færdselsårerne. Vejen, jeg gik på, bliver holdt i orden, og der kan man med lethed køre uden at få ødelagt sin bil. På billedet ses en af de stier, jeg så tit smutter indaf, når jeg trasker rundt i dette område. Det er først som voksen, jeg fandt ud af, der er en sti der, det er ikke let at se, når man passerer på skovvejen. En af de kønneste stier lige i det område, hvor udbuddet af træer er meget alsidig, længere inde kommer man til en slugt, hvor der virkelig er dybde, når man står på en bakketop og skuer ud over landskabet.

GÅTUR

På gårsdagens vandring kom jeg som så ofte før forbi denne åbne plet inde i skoven, pletten, som jeg kan se hen til fra mit eget område. Stedet, som på en eller anden måde udstråler fred og ro med træerne midt i det hele. Synes, der er en form for dybde i billedet, selv om der ses spor efter traktor i græsset fra naboejeren, som for kort tid siden har været inde og fjerne et væltet træ (fra en storm).
Videre på min færden kom jeg forbi denne væltede gran, det er dog mest for at vise hvor stor en rod kan virke, når den kommer til syne efter naturens kræfter, og den her er endda ikke af de største, jeg har set i området. Det er ikke småting, der til tider bliver vist, når naturen spiller ind.

NATUR

Igen bruger jeg lidt af billederne, jeg har lagt ind, fra den sidste ladning. Himlen i dag, pt, minder lidt om denne her.
Igår var det ikke den helt store fornøjelse at traske afsted nede i skoven pga blæsten, hvor jeg hørte vinden suse kraftigt i træerne, kunne knapt høre mine egne skridt i skovbundens tykke bladtæppe, vindens evige susen overdøvede alt andet. Øjnene var på stilke, jeg holdt øje med, om der nu kunne komme grene susende gennem luften på min vej. Selv nede i skoven kunne jeg mærke vinden, som ikke kom nogen bestemt sted fra, den kom umotiveret. På min vej så jeg flere afknækkede grene, som var faldet ned, dog ingen væltede træer på strækningen, jeg gik, som dog var en af de korte, havde det ligesom bedst med at være ude i det fri, hvor vinden dog var lidt voldsom her på bakken. Havde tilrettelagt ruten efter, jeg ville gå i medvind i det åbne landskab, så det var lettere at komme frem.
Som ventet var der ikke andre ude på gåtur, vejret fristede ikke, men jeg selv trængte til at blive blæst igennem, så jeg måtte ud, hvilket pelsdyret heller ikke havde det fjerneste imod - hun fulgte mig glad.
Skyerne fløj afsted hen over himlen - mod øst - med lynets hast, og himlen ændrede hurtigt udseende, hele tiden og igen, flere gange kunne jeg falde i staver ved et af mine vinduer og se ud på de der skyer - i de perioder, jeg var hjemme. Pt driver de dovent afsted kan jeg se, der er mere ro over dem.

OMVEJ

Når jeg til tider kører en mindre omvej for at se noget andet, kommer jeg forbi denne ejendom. Træerne facinerer mig gang på gang, når jeg ser dem - uanset årstiden, som de står der med de bare grene, kan man tydeligt se de mange grene, som strækker sig op mod himlen. De store kroner, som næsten ser ud som om, de er blevet klippet til, da de virker så ens der i billedet.
Selve ejendommen er der ikke megen grin ved, jeg parkerede ved den pæneste side af den for at tage billedet, hvis jeg var taget tættere på, kan man tydelig se, det begynder at være en faldefærdig ruin, især stuehuset, som er skult bag laden, som vender hen mod mig. Taget er næsten helt faldet sammen, nogle vægge ligeledes, man kan se ind til det gammeldags das i enden af stuehuset, hvor døren er faldet sammen. De sidste beboere som boede der, ligger på min arbejdsplads, hvilket de har gjort gennem mange år. Ejendommen blev solgt, da sidstlevende ikke kunne være der længere, og nuværende ejer er ikke interesseret i husene, som er blevet en ynk at se på.

TRÆER

På gårsdagens vandring var det igen-igen træer, jeg havde i søgeren, og der kom jeg forbi disse små grantræer, som ikke er sat af menneskehånd, men kommet enten via fugle eller vinden, som har lagt dem der. Lige der på en af favoritruterne, hvor træerne står umotiverede "udenfor lov og ret" i skovvejens rabat i et lidt åbent område, hvor der ikke er overvældende mange grantræer, de lyser vældigt op. Dem har jeg også tit set på min færden rundt i området, men har ikke før nu haft øje for lige at "få dem med hjem." Sjovt at se kontrasten, for længere nede af skovvejen er der kæmpestore grantræer, som der visne for neden på stammerne.
Her er jeg i slutningen af området, hvor jeg gik hist og pist uden for stier mv, da jeg gik på mit eget skovmatrikel. Fik øje på dette træ, og hvem fik fantasien sat i gang her, det gjorde Puk, derfor kom træet her i kassen. Det første, jeg kunne se, var et Y - der hvor de 2 grene deler sig fra stammen og går i hver sin retning. Dernæst mindede det samme punkt om et V, i samme punkt. Til sidst mindede det mig om en af barndommens pinde, hvorpå der kom en snor, og vi kunne sætte bla en bold på og skyde den afsted ved hjælp af snoren.Ja, det er ikke lige ideer, jeg mangler, når jeg trasker rundt på mine ture med min kåde hund, som iøvrigt fik øje på sin legekammerat - før mig, så der kom et overrumplende ryk i snoren, hvilket mindede om skjult kamera. Hm, hunden blev sluppet løs samtidig med legekammeraten, hvor den vilde, kåde jagt foregik en overgang, et sjovt syn at se de 2 opføre sig som kåde hvalpe. Da vi kom tilbage tl matriklen, havde jeg en træt hund...

TRÆER

Træet her har jeg gået forbi mange gange i mit liv uden helt at tænke over placeringen, nærmere siden januar stormen for 3 år siden. Grantræerne rundt omkring faldt på stribe som knækkede tændstikker, men dette her blev stående rank og frejdigt midt i det hele. Nu står det med sine nøgne grene strakt mod himlen, som om de siger: Her er vi. Glæder mig til, vi kommer længere hen på året, hvor det står med sin flotte sommerpragt igen og kommer til sin ret, der i ensom mejestæt. Sjovt, her ligner det en gran, men er det ikke.
Her tog jeg lige en solnedgang, ved 16 tiden en eftermiddag, hvor jeg vendte blikket mod vest. Fik øje på himlen der bag træerne og kunne ikke stå for det, faldt i staver over synet, selv om det var februar måned, mindede det alligevel om forår, vejret var meget mildt den dag, billedet blev taget. Samme beskrivelser som de sidste dage med vinden, som blidt smøg sig om min krop, vinden, som legede med mit halvlange hår, hvor jeg fik håret i øjnene. Håret kom væk med en håndbevægelse, ville frem og drille igen, indtil jeg fandt ud af at vende mig om, så jeg fik vinden imod mig. Vinden, som lige netop den dag var lidt anderledes,ulogisk, men det havde jeg oplevet før, så det tog jeg ikke nogen notits af, fortsatte bare min vandring videre ud i naturen sammen med mit sorte pelsdyr...

HIMMEL

Blandt billederne, jeg lagde ind igår, var der bla disse 2 billeder af himlen, jeg ikke lige kunne stå for, denne fredlige himmel, som nu engang er der altid, hvis man ellers har sans for at se skønheden ved den. Her den totalt skyfri himmel der bag træerne, som kan give en fred i sindet, hvis der er uro.
Det her billede blev taget ved samme lejlighed, bare i en lidt anden vinkel med rolige skyer i det fjerne, hvor jeg har solen i ryggen, svage vindpust omkring mig, fuglefløjt i ørerne, står på markens græstæppe og nyder naturen, vidderne, jeg har omkring mig. Jeg nyder gang på gang, jeg ikke er tvunget til at tage nogen steder for at opleve natur, jeg har det lige udenfor min dør. Jeg kan opleve naturens skiften dag efter dag bare ved at se ud af mine vinduer, hvilket jeg sætter meget pris på i dag. Nyder virkelig, jeg har naturbilleder lige udenfor...

GÅTUR

Igen i dag har de to faste beboere på adressen været ude på gåtur, hvor vi traskede en rute på godt en time. Pelsdyret var kåd fra start, så vi startede på græsmarkerne, hvor jeg kunne lade hende løbe frit. Vi gik i modvind, hvilket ikke gjorde noget, der var påklædning efter det. På skovvejen kom vi forbi dette syn af en gran, som vi så ofte har gjort. Synes, det ser lidt sjovt ud, som denne gran er kommet til at se ud, et af naturens luner, som der faktisk er mange af, hvis man ellers lige får øje på det. Har dog observeret dette syn før uden at tage videre notis af det førend jeg kom forbi.
Her er vi på vej hen til et af områderne, som bærer præg af januarstormen tilbage til 8. januar 2005, i venstre side af billedet kan man se, en af ejerne i området endnu ikke er færdig med at rydde op, han har et ryk nu, hvor han bruger tid på at få noget af sit gran hjem til sit fyr.
På min vej så jeg et syn, jeg ikke ser så tit, nemlig et par hoppende harer, som kom i fuld firspring. Hunden ville meget gerne have været efter dem, gav et umotiveret ryk i snoren, hvilket "mor" dog var forberedt på, da hun havde set harerne på min vej. På trods af, der var overskyet og der skulle ses i vejviseren efter solen, var vejret meget mildt, da vi var kommet ind i skoven, kunne gå i roligt tempo uden at fryse, nyde synet af "skovens dybe stille ro" der på vejene og stierne.
Selv om jeg efterhånden har gået strækningen utallige gange i mit liv, kan jeg stadig finde nye ting på turen, hvilket er blevet fremmet af mit kamera, jeg stort set altid har med mig som extra øje. Det er dog ikke altid, det er i brug, alligevel sanser jeg på en anden måde en tidligere, selv om det bare er i lommen.
Idag mødte jeg ikke et øje på min rute - ud over harerne.
Det sidste stykke fik hunden lov til at løbe frit igen, da jeg kom ind i eget område. Inden vi nåede helt hjem, blev der lige leget lidt med en bold på marken, og dyret var tørstig og træt, da vi låste os ind...

NATUR

En af dagene, pelsdyret og jeg var ude på vandring mindede det klart om forår på trods af årstiden. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, temperaturerne var årstiden taget i betragtning høje. Nød at trisse afsted i dette lune vejr, mærke solen, høre enkelte fuglefløjt på min tur, høre mine skridt i skovbundens bladtæppe. Her er jeg kommet fri af skoven og er næsten nede ved søen, står ved bækken, falder i staver over vandets rislen, hunden som lige skal plaske lidt i vandet.
Videre på min færden kommer jeg forbi punktet, hvor jeg kan se søen, her på skovvejen skal der også lige stoppes op og faldes i staver over dette syn, selv om jeg har set det mange gange i tidens løb. Der blev jeg ikke stående længe, for der var det lidt mere åbent terræn, vinden var trods alt lidt kold, når der blev stået stille.
Der var ikke mange mennesker ude i området på det tidspunkt, så kun en enkelt bil, som kom trillende ganske langsomt. Da vi kom helt fri af skoven og kom til græsmarkerne, som ville føre os hjem, slap jeg hunden fri, så hun kunne få lov til at strække ud, hvilket passsede hende fortrinligt, der kom nogle kåde bjæf og hun opførte sig som en kåd hvalp. Havde medvind den sidste godt halve km hjem, forsøgte som eksperiment ganske kort at gå imod den, og der kunne jeg alligevel godt mærke, vestenvinden var halvkold, selv om der ikke var meget af den. Da vi igen var hjemme, havde vi været væk godt en time efter en af favoritruterne som ikke just blev grimmere af solskin frem for dis eller overskyet, tværtimod.

INGENTING SOM SÅDAN

På mine vandringer rundt i området, er jeg begyndt at eksperimentere med zoom knappen, et af resultaterne ses her. jeg står det samme sted og fotograferer og får faktisk to motiver ud af det. Baggrunden er måske ikke den allerbedste, fordi der er diset i området, men det bliver ikke anderledes denne gang.
Mit bud på justeringer på bloggen er, jeg for eftertiden det meste af tiden vil holde mig til billederne, naturen, hvad jeg evt ser og hører på mine ture. Hvad der kan dukke op af personlige tanker, meninger, vil jeg temmelig sikkert holde væk. Bloggen vælger jeg indtil videre at lade stå åben for alle, havde en overgang oppe at vende, om jeg skulle justere, så kun bloggere kunne gå ind, men er indtil videre gået fra det, da det på den måde er mere besværligt for dem at gå ind, samt flere af ikke bloggerne vil jeg savne, da der også er flere der, som jævnligt ser forbi med meldinger om hist og pist. Flere af dem vil jeg udelukke hvis jeg gjorde noget, det var mere de mere skjulte, jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle med af ikke bloggerne, men lad nu det hvile.

Udover kommentarer til billeder, kommer der sikkert også lidt - med mellemrum - fra arbejdet og lidt fra min hjemlige beskæftigelser bla mit træ.

Jeg er helt gået væk fra at skrive om det sociale liv, de, jeg har kontakt med, kan jo ikke tage til genmæle, så der kommer der ikke meget, kun i meget korte glimt uden navne eller tidspunkt for kontakt. Muligvis, jeg skræmmer nogen væk, men jeg kan ligesom ikke handle anderledes. Derudover er det ikke sikkert, jeg kommer næsten dagligt, mere når det falder mig ind, når behovet for at skrive lidt om naturen er der.

Det var det, som hovedsageligt var meningen fra starten, efterhånden kom der for mange minder, personlige tanker med, det blev for meget, og måtte stoppe op og overveje, hvad jeg egentlig ville.

INGENTING

Som mange andre bloggere stopper jeg til tider også op og funderer over, om jeg vil fortsætte. En af perioderne er nu. En af gangene, jeg havde den oppe at vende, besluttede jeg mig til at fortsætte med nogle små ændringer.

I starten skrev jeg til tider om følgeskab på mine næsten daglige vandringer i omegnen, samt lidt om, når jeg havde gæster og var i byen. Det gik jeg ligesom lidt væk fra, dels var der nogen, som bad sig fritaget for at komme med, selv om det var indirekte, de var med, dels er det også et eller andet sted ligegyldigt, hvornår der er social omgang, et kedeligt emne, som ikke kan interessere ret mange alligevel, når det kommer til stykket. Derfor skriver jeg aldrig mere direkte om min sociale adfærd i dagligdagen.

Flere større beslutninger er truffet i løbet af efteråret til nu, som ikke har noget med bloggen at gøre, men i privatlivet. Beslutninger, som til tider har krævet underskrift, hvor jeg var sikker, da den blev sat, der fik jeg hjælp i overvejelserne af folk i dagligdagen, der havde tjek på disse ting.

Pt kan jeg ikke sige, om jeg fortsætter med at skrive, mens jeg tænker videre, om jeg kommer med meldinger fra dagligdagen, som ikke altid lige er sket den dag, jeg skriver om det og vser billederne,det vil tiden vise, det finder evt læsere ud af hen af vejen. Pt er det sandsynligt, jeg bruger nogen af de billeder, jeg har liggende på pc. Det var alt for nu....

BILLEDER

Da jeg i dag var ude på min næsten daglige vandring, endte jeg - som ofte før - nede ved søen, hvor jeg kom i legehumør med kameraet, denne smådisede februardag. Det var zoom knappen, der skulle eksperimenteres med. Disse 2 billeder her er taget på nøjagtig samme plet, det ene billede så tæt på, jeg kunne zoome søen ind, det andet længst væk.
Jeg var lidt forbløffet over effekten, da jeg så resultatet på pc'eren, der er større forskel end ventet på resultatet, så blev jeg så klog, man bliver vel aldrig for gammel til at lære og sammenligne resultater.

Mens jeg vandrede rundt, kunne tankerne godt gå selv, hvilket de også gjorde. I dag fylder en af mine lærere fra folkeskolen 75. En lærer, jeg havde de sidste år, jeg gik der. Hun var en moderlig, omsorgsfuld type dengang, men havde et lille handicap, hun var ikke altid lige god til at holde styr på klassen. Husker, hun engang havde en lidt længere sygdomsperiode, hvor vi havde skiftende vikarer eller sad selv. Da hun kom tilbage på sin pind, var vi blevet bagefter med pensumet, det skulle indhentes.

Dengang var der noget, som hed klassens time, hvor vi i fællesskab planlagde, hvad der skulle ske, hvis der skulle ske noget indenfor rimelighedens grænser. Timen blev inddraget til undervisning, indtil vi igen var med. Specielt en af drengene var ikke tilfreds med den beslutning, vi andre gik, stort set, stiltiende ind på det, da vi godt kunne se logikken. René eller hvad han nu hed, blev konstant ved med at sabotere undervisningen i timen, læreren bad ham gang på gang om at holde inde, uden resultat. Pludselig fik hun nok, hun gik ned til ham med stormskridt og gav ham et højlydt klask på den ene kind.

Der blev dødsens stille i lokalet, vi kunne høre den berømte knappenål falde til jorden. Jeg ved ikke, hvem der var mest rød i hovedet af René og læreren. Der var ro resten af timen. I næste time fik han en undskyldning, og længere hen i skoleåret fortalte læreren, hun bagefter var gået direkte ind på kontoret for at sige, hun havde forløbet sig. Der blev svaret, det var ok, de kendte godt eleven - andre lærere havde klaget over hans til tider øretæveindbydende væsen. Ingen troede på, han ville sladre hjemme, da han vist godt selv var klar over, han havde fortjent den, selv om lærerne dengang ikke måtte slå.

Læreren ser jeg til tider den dag i dag, mest når jeg handler ind i Føtex i Hobro, hvor hun også har sin gang. Nok kan man efterhånden kalde hende en ældre dame, men hun er langt fra senil eller noget, som ligner. Hun ligner, stort set, sig selv fra dengang, bare i ældre udgave, de slagfærdige kommentarer er der endnu, ligeledes hendes omsorg for andre, hendes dobbelttydigheder, humøret letter altid et par grader, når der tilfældigt har været møde med hende i Hobro.

ÅRSTIDSFORVIRRING

Da jeg tidligere på dagen var ude med kamera i lommen, kom jeg til at tænke på, jeg ikke havde vist i form af billeder, foråret er kommet til det sydlige Himmerland. Vintergækkerne er ikke så meget et særsyn her i februar, de har ofte været tidligt fremme, disse robuste blomster, som tåler meget.
Derimod står jeg mere med åben mund og polypper ved dette syn af påskeliljerne i knop, jeg opdagede dem i søndags. Ok, disse løg står i læ ved min bagtrappe, skærmet mod vestenvinden. Alligevel stod jeg og måbede, da jeg så denne forårsbebuder her i februar måned, det kan jeg ikke huske, jeg nogensinde har set før, og igen er jeg der, om ikke både naturen og os pt er blevet årstidsforvirrede, hvilket jeg også var inde på i søndags, da jeg skrev om, jeg havde observeret dem...

DØDEN 1

Har været væk fra matriklen tidligere på dagen og kom forbi "gerningsstedet". Stedet, hvor Rasmus (nu kan jeg godt oplyse det rigtige navn, Lene, da det er kommet frem i lyset har jeg hørt flere steder fra.)
Stedet, som Lene intetanende nærmede sig søndag aften. Stedet, hvor hendes lys brat slukkedes som ved tryk på en kontakt. Rart, hun trods alt ikke lå og led inden døden indtraf, men væk, i samme nu, hun ramte jorden. Bilen, som stod med forenden nede i jorden, hjulene lige op i luften. Bilen var dog fjernet på min vej i dag, dybt spor, hvor bilen havde stået, i rabatten blomster og lys.
Lene, som alt for tidligt må genforenes med sin far, det er stadig lidt ubegribeligt, hun ikke mere er en del af gadebilledet. Livlige, glade Lene, hvor der skete noget. Humørsprederen. Børnene er fremme på min nethinde gang på gang, de stakler, som så brat måtte af med deres mor. Hvem tager sig af dem.
Jeg er overbevist om, at mange møder op til mindehøjtideligheden i kirken, hvor hun hørte til, og som er en del af mit arbejdsliv. Hvem som har truffet afgørelsen, er jeg ikke klar over, synes bare det er okay, beslutningen blev truffet ang mindehøjtidelighed i kirken, hvor vi skal have blomster i bænkene samt på alteret, flag på halv hele dagen.
Jeg er overbevist om, Lene ikke har noget imod beslutningen. Håber stadig, børnene får den støtte, de har brug for i deres ulykkelige situation.
Tror, det er dem, som fik sat blomster og lys ved stedet, hvor deres mor fik sit endeligt, flammerne lyste for Lene, stille, da jeg kom forbi og mindedes Lene på den strækning mange gange.... Endnu engang: Fred være med dig, Lene, fred være med dine børn, som jeg tænker på, specielt sønnen, som skal konfirmeres i år.

DØDEN

Rygterne talte sandt, rygterne, som har kørt i omegnen de sidste dage. "Rasmus" lever ikke mere, hun fik sit endeligt søndag aften, brat.

Hun var på vej fra byen, hvor jeg har min arbejdsplads, og hvor hun har sin bopæl, til Hobro, hvor hun skulle hente en på banegården. Hun var kommet til et sving i tæt tåge og var kørt ligeud, ud over en skrænt, smidt ud af vinduet.

Dèr på marken lå hun natten igennem, til hun blev fundet i går morges ved 9 tiden, af en lastbilschauffør, da tågen her på egnen var lettet. Hun var død, dræbt på stedet og havde lagt der i ca 12 timer, 43 år gammel. Barsk oplevelse. Rasmus, som jeg lærte at kende på kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der, hvor hun en tid fungerede som medhjælp, en kort tid medhjælp både der og på min arbejdsplads.

Min arbejdsplads søgte for år tilbage ny graver, hun søgte - og fik stillingen. Arbejdspladsen, hvor hun havde en meget kreativ åre mht grandækning, husker specielt en utrolig flot engel, hun havde lavet på de ukendtes plæne. Hun blev fyret efter nogle år, hvorefter den nuværende graver kom til.

Rasmus, som kom godt ud af det med de fleste grundet sit smilende imødekommende væsen, sit humoristiske sind lever ikke længere. Hun er nu død, borte for altid, kommer aldrig mere til at se hende i gadebilledet. Hun har en søn, som skal konfirmeres her i foråret. Sidst, jeg var vikar ved en gudstjeneste, var han blandt kirkegængerne. Nu må han og hans søskende og andre familiemedlemmer holde konfirmation uden hende.

Rasmus skal ikke begraves hos os, men derimod til Arentsminde, hvor hendes far ligger i forvejen. På fredag holdes der en mindehøjtidelighed hos os, hvor enhver som har lyst og mulighed for det, kan møde op. Graveren tager selv tjansen, da der hverken kommer kiste, bårebuketter, kranse eller andet. Der kommer temmelig sikkert mange, da hun var vellidt af de fleste i omegnen.

Fred være med Rasmus, som måtte herfra alt for tidligt, håber hun trods alt har fred, og at der er nogen, som tager hånd om hendes børn...

BLANDET

Vanen tro havde graveren fridag igår, og undertegnede måtte ind til kirken til de 2 daglige ringninger, og ved første ringning ind efter arbejdstelefonen, som ikke ligefrem plejer at stresse, oftest glemmer jeg næsten, den ligger i en lomme. Graveren var dog inde på kontoret da jeg ankom til ringningen, men tog ikke noget notits af ham lige der, da jeg vanen tro havde tilpasset efter, jeg ville være der få minutter før, jeg skulle hive i tovet.Da jeg kom ud fra kirken efter ringningen, stod han på kirkegården og sagde, han lige havde lavet en kop kaffe, om jeg ikke lige havde tid til det, jo tak, en hurtig kop, inden jeg skulle videre i mit program. Han havde heller ikke for megen tid, da han skulle med bus knap ½ time senere. (ingen kørekort og er afhængig af de offentlige transportmuligheder, når han skal videre, udenbys) Ok, vi fik vores hurtige kop kaffe og skiltes.
Senere på dagen var jeg ude på en af mine utallige gåture i området med arbejdstlf i lommen, og der kom lige en kort skjult kamera, jeg havde igen næsten glemt den tlf, da det ikke er meget den ringer, når man går med den. Jeg gik rundt på må og få i egne tanker, og pludselig var der lige en melding i lommen: "Je ve ik vær i telefonen mer". Det gav et helt ryk i mig, da der lige var en mere, som ville opleve og sanse naturen, hvilket altså var arb tlf, hvilket vist er gættet. Ok, Puk måtte hjælpe vedkommende ud af tlf, så jeg havde ledsager en kort tid. Kommer igen til at tænke på dengang, jeg lagde den ringetone ind, der skulle lige laves en joke med graveren, som selv havde leget med tanken om at få speciel ringetone på en tid, men som ikke forstod at gøre noget ved det. Sådan noget skal man ikke lige sige til mig, hvis ikke, der skal ske noget, for næstkommende gang, jeg havde tlf, fik jeg denne lyd lagt ind. Dagen efter gik vi begge på arbejdspladsen, og jeg ringede til ham fra min mobil, jeg skulle lige se hans udtryk, og det der var også i nuet en skjult kamera, men han ville ikke have lyden slettet, der skulle lidt sjov til. Så der er vist 2 på den arbejdsplads, der aldrig er blevet helt voksne...

INGENTING SOM SÅDAN

Som så ofte før er jeg kommet forbi denne dam, som daværende nabosøn anlagde, da han var teenager. Altså sønnen som teenager, ikke naboen... Sidst, jeg kom forbi dammen, skulle det sorte pelsdyr vanen tro lige ud i dammen og skylles. Siden første færd har hun været en vandhund, hun har ikke kunnet tåle at se vand, hun skal absolut lige dyppes, for det meget eftertrykkeligt.

Hvis det er helt rigtigt, må jeg ikke lade hende gå frit her, men naboen siger, det er ok, hvis der er styr på hunden. Vi må i yderområder, hvor der ikke kommer så mange mennesker samt være sikre på, vi kan kalde dyret til os. Andre end mig har observeret meldingen, og har en yderst sjælden gang set en anden komme med løstgående pelsdyr i det her område. Vore hunde har det fint med hinanden, de minder om kåde hvalpe, når de møder hinanden.

Igår, da jeg var ude på en af mine utallige vandringer, så jeg igen rådyr på afstand, 2 stk. Et flot syn, når de kommer der i fuld firspring gennem skoven. Det skal virkelig gå stærkt, hvis man skal nå at have dem indfanget med kamera, endnu har jeg ikke været heldig. Heldigvis, jeg havde fået snor på hunden, da de passerede, lige der i den situation er det ikke helt sikkert, jeg kan få hold på hende.

DIVERSE

Denne sødag har jeg hørt om, at solen skulle skinne over lille Danmark. Her påmatriklen og omegnen skulle vi have fat i vejviseren for at finde den. Eller de gule sider på nettet eller noget helt tredie. Den nåede aldrig helt igennem, hvilket kan ses her på billederne. Der har istedet for solskin været overskyet, smådiset og råkoldt, det har ikke været så opmuntrende, det gør noget.
Alligevel skete der noget aktivt lidt af tiden, da jeg gik ud til mit savværk i udhuset for at tage et ryk mere der, der kunne godt foretages ting udendørs alligevel. Påskeliljeløgene har ikke gemt sig, og i et hjørne, hvor der er meget læ, står et enkelt løg med knop, hvilket er helt utroligt her i første halvdel af februar måned, er lige ved at få den tanke, naturen er årstidsforvirret...

VANDET

Her er et af mine favoritmotiver, taget på Mariager Fjord en dag, der var totalt vindstille med det rigtige sollys, billedet har jeg dog ikke selv taget, men fået det tilsendt til min mail en dag fra en, som også ofte går rundt i området.Jeg er meget glad for dette motiv, jeg synes, det stråler en utrolig ro, fred. Sætter pris på, der blev tænkt på lille mig. Gætter på, andre også kan få fornøjelse af det.Synes, det er for godt bare at gemme væk.
Samme fotograf har taget dette her billede og fremsendt det til mig, også fra fjorden, fotografen er - set fra mit synspunkt - også god til at finde gode motiver, hvilket jeg nyder meget, da jeg med jævne mellemrum får nogle billeder tilsendt til mailen, det her er bare 2 ud af mange, jeg har fået i tidens løb.

BØG

Atter har jeg været ude på en af mine utallige vandringer, som jeg ikke kan undvære. Idag uden extra øje i form af kamera, det skulle ligesom have lov til at holde lørdagsfri.
Jeg gik en af mine faste ruter og kom ned i nærheden af mit efterhånden berømte sommerhus. På afstand kunne jeg høre mere end 1 motorsav arbejde. Jeg var lidt nysgerrig, hvilket træ måtte lade livet, og hvem var i gang med savene? Da sommerhuset var indenfor synsfeltet, kunne jeg se, dette træ midt i billedet var blevet væltet, ejeren af sommerhuset havde trailer til at stå på matriklen, lidt længere nede sås en traktor. Ok, det var ikke forbudt at gå på vejen, så jeg skulle videre, lidt af vejen var næsten spærret af trætoppen, men det kunne med lidt zig-zag lade sig gøre at passere stedet. Ejeren og en navnebror havde gang i parteringen af bøgen, som var arten på træet.
De to motorsavsarbejdende mænd blev helt forskrækkede, da pelsdyret og jeg var næsten ud for dem, de havde været koncentrerede af deres arbejde, dels larmede savene. De stoppede en tid, ville have en pause, hvor der lige skulle pustes ud, da jeg gik videre, gik de i gang med at rydde vejen, hvorpå de var blevet færdige med at partere toppen...

HIMMEL

Endnu engang har jeg været ude på en af mine vandringer, som efterhånden er blevet en livsstil, da jeg næsten dagligt er ude at gå.
Der skal være meget dårligt vejr før jeg ikke dapper afsted med hunden som trofast følgesvend. I dag på vores vandring gik vi der, hvor jeg kunne lade hunden løbe frit, pludselig kom der et stk sort bokser i fuldt firspring lige hen mod min. Gensynsglæden var stor, da de 2 har mødt hinanden før, der skulle leges, og det var nu. Sjovt at se de 2 opføre sig som kåde hvalpe der på skovstien.
Da jeg kom ud på fri terræn igen kunne jeg ikke stå for himlens spil der bag træerne. Tog dog for en gangs skyld ingen billede, da jeg vidste, jeg havde et til at ligge i forvejen i mit album, som beskrev himlens spil her i dag. Et skue, jeg aldrig bliver træt af, himlen svinger, skifter hele tiden, hvilket jeg ikke kan undgå at observere, muligvis fordi jeg er blevet miljøskadet af at bo i mit barndomshjem med vidder.

TRÆSTUB

Denne træstub er jeg kommet forbi utallige gange på mine vandringer uden at tage nogen notits af den. Den har bare været en del af skråningen der på bakken. Da jeg i formiddag lige var ude på en kort tur for at få styr på mine tanker, kom jeg forbi den igen og så den der på afstand.
På afstand kunne jeg pludselig se, den mindede om en mand, jeg stoppede op og så en extra gang, det kunne da ikke passe?! Jeg stod eftertænksomt og så på den og blev enig med mig selv om, den altså lignede en mand, altså hovedet på ham, det nederste ligner skæg, prøvede at tage et billede og er nu spændt på, om det bare er mig, der har fået tossede ideer her på mine lidt ældre dage...

GÅTUR

Midt i mit saven i eftermiddag kom jeg i tanke om, jeg skulle ud på min sædvanlige gåtur med pelsdyret, det ville vi begge have gavn af, og der var ikke langt fra tanke til handling. Jeg kom ind og fik skiftet til en mere præsentabel jakke, af med sikkerhedsbukser og -støvler og på med andet fodtøj. Dernæst hundesnoren om halsen den første tid og så afsted på gåbenene. Selv om der var overskyet, var vejret meget mildt årstiden taget i betragtning. Nød faktisk den daglige vandring, hvor der blev gået lidt rundt i zig-zag, der var ikke noget mål i dag.Der skulle bare gåes.
Der var roligt på min vandring rundt i området, mødte ikke andre ude på gåtur, hvilket jeg iøvrigt sjældent gør. Så et glimt af en hvid bagende på et tidspunkt, hvilket vil sige enden på et rådyr, som jeg knapt nåede at se, da det var på afstand, og det var næsten udenfor synsvidde, da jeg fik øje på enden. Hvad rådyr angår, er der i høj grad kommet andre boller på suppen de seneste år. For år tilbage var der nogle år, hvor jægerne drev rovdrift på dyrene, hvad de 2 benede så af rådyr, blev næsten nedlagt fra en side af i området. Efterhånden var bestanden meget lav, og man skulle se i vejviseren efter dyrene. Jægerne blev også efterhånden skiftet ud, og der var enighed om, dyrene en årrække skulle fredes, så bestanden igen kunne komme op.
Og heldigvis for det, for nu er det igen jævnligt, dyrene er set i skovens dybe stille ro, hurra for det. Nu er der enighed om, der må nedlægges max 2 dyr pr jæger pr år, så bestanden heller ikke tager over. I flere områder har jeg set blå fodertønder, jægere og skovejere er gode til at sørge for korn til dyrene her i vintertiden, hvor der er mangel på føde. Mine jægere har også fodertønder oppe i mit område, hvilket der allerede kom i foråret, jægerne ville have foderstandene indarbejdet hos rådyrene inden sæsonen for alvor trådte i kraft, hurra for dem. Og fodertønderne bliver jævnligt besøgt. Jeg går og holder øje med tønderne - selv om jægerne selv er flinke til at komme og tjekke, om der snart skal et nyt lager ned.

TRÆ

En del af min "beskæftigelsesterapi" de sidste dage, har været træ, nærmere betegnet udgået elm fra læbæltet. Lidt af tiden i går og forgårs gik med at få kløvet det sidste af de nedlagte elm, dog med hjælp af kløver, da jeg er ved at blive lidt magelig på mine lidt ældre dage.
I dag har jeg stået ved "savværket" - nærmere betegnet rundsaven - i udhuset, hvor det svandt gevaldigt i stakken, nu begynder jeg at kunne se til ende på det. Sådan en dag som i dag, hvor der har været forholdsvis mildt, har jeg faktisk nydt at stå ude ved det, være i funktion.
En anden fordel er, tankerne blev afledt, hvilket også var en del af terapien i dag ved at gå derud. Selv om det et langt stykke er blevet rutine at stå ved rundsaven, samt det sikkerhedsmæssige er i orden, er jeg dog nødt til at rette opmærksomheden mod saven, når træklodserne kommer op på brættet, de bliver lagt på ved afkortningen.
Afledningen på mit tankemylder hjalp efter hensigten, der er ligesom blevet lidt mere stille oveni, selv om der stadig kører, trætheden har meldt sig, da jeg var i funktion ude en stor del af eftermiddagen, hvor jeg også var ude at gå med mit sorte pelsdyr. Herom i senere melding vedr gåtur.

ALTING OG INGENTING

For forholdsvis kort tid siden havde jeg den lokale kirke fremme fra sydsiden - eller fra den side, vi kommer fra, når vi kommer som kirkegænger og skal ind. Her er den fra bagsiden, billedet er godt nok taget for nogen tid siden, da jeg ikke var klar over, hvordan man fjerner datoen.Kirken, som jeg er opvokset med, hvor jeg er både døbt og konfirmeret, præst nr 3 i min tid eksisterer nu, den første forsvandt dog allerede, da jeg var ca 3 år, så ham, der døbte mig, kan jeg ikke huske. Førhen havde jeg det ligesom flertallet, jeg tænkte ikke så meget over, hvem der udførte hvilke funktioner for at få enderne til at hænge sammen. Var fra arbejdsmæssig side på mere eller mindre ukendt grund, da jeg søgte - og fik stillingen som medhjælper for år tilbage. Hos os - de dage, der er gudstjeneste i kirken, uanset om det er en almindelig søndag, eller i forbindelse med højtiderne, møder man ind en time før, hvor vi skal ringe første gang med 3 bedeslag. Ved den tid skal vi også have flaget til tops, hvis vi vel at mærke kan få det. 2. gang vi ringer, er ½ time før med 6 bedeslag, på slaget igen ringning med de ialt 9 bedeslag. Ok, mellem ringningerne skal vi klargøre kirken, tage højde for, om der skal være altergang eller ej, det er graverens job, vi skal også vaske alterbægerne af bagefter.

Da jeg blev ansat stod vi i et seperat rum og ringede, det gør vi ikke mere, nu ringer vi i kirkerummet, bagerst i kirken, det vænner man sig hurtigt til, det er ikke noget, jeg tænker over mere. Har ligesom ikke brug for den beskyttende mur mod menigheden. Muren blev fjernet i 2006, hvor kirken gennemgik en gennemgribende restaurering fra a-z. Før var der mørke bænke, gråt loft, her ses farven på bænkene nu. Kirken virker lysere, mere imødekommende nu end før. På nederste billede i højre side anes svagt tov og håndtag til kimeklokken, vi bruger til bryllup, og som også bruges, når vi ringer julen ind. (Der kimes der 15 min inden højtideligheden) I kirken er der plads til ca 150 mennesker uden extra klapstole og bænke. Lille, hyggelig landsbykirke. Under restaureringen var kirken lukket, istedet rykkede vi ind i konfirmandhuset i nærheden, hvor de fleste ting blev holdt, begravelser,bisættelser blev dog holdt i en af nabokirkerne, et eller andet sted var vi lettede, da vi rykkede ind i kirken igen, for vi gik mellem kirke og konfirmandhus mellem ringningerne, det var lidt bøvlet, men de midlertidige omstændigheder. Guleroden ventede i form af en pænere kirke.

VIKAR

Graveren har lige haft en af sine få friweekends ud over ferie, og undertegnede måtte rykke ind. Det har nu været til at overse, da jeg lørdag måtte afsted morgen og aften til ringningerne. Søndag var der højmesse med altergang. Det, som voldte de største problemer i weekenden, var flaget til højmessen søndag.
Dernede på bakken var der en del vestenvind, så undertegnede havde et problem med flaget. Det havde ligesom ingen lyst til at komme til tops på flagstangen, det ville med min hjælp kun knapt op dertil, hvor det skal være ved begravelse/bisættelse, og det så temmelig tosset ud. Ok, Puk traf en beslutning, som gik ud på, flaget ikke skulle op, men ned og ind i skabet. Da kirkesangeren ankom, ville hun vide, hvorfor flaget ikke var kommet op, meddelte bare, jeg ikke kunne få det op, og at præsten var informeret, han var enig, det skulle i skabet. Ok, det var det, og det var en af de sjældne gange, der ikke blev flaget. Vi må selv vurdere fra gang til gang, om det skal op eller ej, hvilket vi ikke måtte i starten, jeg var ansat.
Der kom andre boller på suppen engang, jeg havde haft vikariatet en søndag, hvor jeg valgte at placere det i skabet, uanset meldingerne fra arbejdsgiverne, det blæste sådan, jeg ikke kunne se, om flagstangen ville knække. Præsten var ankommet og havde hevet det til tops. Ok, chancen blev taget, og jeg trak på skulderene, muligvis gik det. Da gudstjenesten var overstået, kom vi ud til et flag, som lå inde på et gravsted lige så nydeligt. Og bagefter måtte vi have graveren ved en af nabokirkerne ned for at hjælpe med at nedlægge flagstang.
Havde også tjansen af vikar igår, hvor graveren for det meste har sin ugentlige fridag. Det var ikke lige tlf, som stressede i lommen, hvilket det dog sjældent er. Nu er graveren selv tilbage på sin pind.

FORSKELLIGT

Tiden flyver derudaf med hastige skridt, nu er det efterhånden tydeligt at se, dagens længde er i tiltagende, vi går heldigvis mod lysere tider, juhu. Sidder med stearinlysene tændt, fastelavnsboller indenfor rækkevidde, der skulle ligesom lidt til, fastelavnsbollerne grundet dagen i morgen.
Regner dog ikke med, der kommer nogen hertil, det er efterhånden en del år siden, der kom børn her fastelavnssøndag. Vist ikke siden, jeg selv var barn. Husker fra egen barndom, der skulle rodes i kassen på loftet, om der lige var noget, som kunne bruges, hvilket der ofte var, med puder indenfor til tider. (Kassen med tøjet er dog kommet ned og brændt for efterhånden mange år siden.)Kom faste steder, bl.a. hos en nabo, som eksisterer endnu, også som nabo, en ældre herre på 94, et år ældre til maj. Indtil for ca 2 år siden tumlede han både med salg af jordbær og kartofler, det var utrolig længe, han kunne holde ud.
Ok, det var et lille sidespring. Fastelavnssøndag var der efterhånden en fast rute, det var også ca de samme som i sin tid kom her. Det vekslede lidt med, hvad vi fik, få kroner, slik, saftevand eller hvad folk lige havde for af vaner til de udklædte unger, som kom forbi.
I de små klasser havde vi flere fastelavnstønder stillet op i skolegården, mange af os var udklædte, slik i tønderne, som vi fløj hen til, når det drønede ud på skolepladsen. Der kom en katte konge og -kone. Et hold i de 3 ældste årgange, det samme i de mindste, det var et emne, vi gik meget op i, mens det stod på.